Bog

Hundrede kærlighedssonetter

Af (
2018
)

Anmeldelse

Hundrede kærlighedssonetter af Pablo Neruda

Kærligheden tror, håber, udholder og fortærer alt i Nerudas kærlighedssonetter. Det er næsten for meget af det gode, men også kun næsten, for Pablo Neruda er en stor digter.

En særlig stemning, som en eftermiddag hvor sommerbrisen løfter op i et gardin, sænker sig i mig, hver gang jeg åbner Pablo Nerudas ’Hundrede kærlighedssonetter’ for at læse et par strofer. Selv om det er store følelser, der bliver beskrevet i hver sonet, er der en rummelighed og en ro i billedsproget, som man ikke kan undgå at blive smittet af. Alene derfor er ’Hundrede kærlighedssonetter’ anbefalelsesværdig.

I samlingens tre dele, der er fordelt ud på morgen, eftermiddag, aften og nat, forsøger digteren i sonettens stramme form at erklære sin kone, Matilde, sin kærlighed. Han forsøger, efter eget udsagn, at konstruere et hus af sprogets brædder til hende for at vise hende sin kærlighed. Som om denne nærmest olympiske formøvelse ikke i sig selv var nok, udforsker han i samme bevægelse det spektrum af følelser, kærligheden og forelskelsen omfatter, som her i Sonet XXII:

’Hvor ofte, elskede, elskede jeg dig med blinde øjne, /og måske uden erindring,/uden at genkende dit blik, uden at se på dig kentaurinde,/i det fjendtlige land, i den glødende middag:/Det var kun brødkornets duft, som jeg elsker.’

I sin indledende dedikation til Matilde, skriver Neruda, at han led meget, mens han skrev disse ’misvisende’ sonetter til hende. Det sårede ham og gav ham hjertesorg, at han ikke kunne beskrive sine følelser helt og fuldt, men måtte nøjes med ’denne konstruktion af brædder’, som kun fik liv i kraft af hende. Den hjertesorg, han taler om, kan man mærke i mange af sonetterne, og den er med til at give det poetiske bræddehus, som står tilbage, en standhaftighed, som selv den klogeste lille fabelgris må misunde.
Den lidelse, som er tilstede i sonetterne, knytter an til ønsket om at nærme sig følelsernes sandhed igennem kunsten, men den står også i relation til kærlighedsfølelsens eget mangfoldige væsen, hvor smerten lige så vel findes:

”kærligheden slæbte sin hale af smerte efter sig, / sin lange slæb af statiske torne,/ og vi lukkede vore øjne for at intet,/ for at intet sår skulle skille os ad.”

Matilde Urrutia, som var Nerudas tredje og sidste hustru, og som fungerer som hans pendant til Dantes Beatrice i denne imponerende sonetsamling, står som en både naturlig og overnaturlig figur i hver sonet. Træer, vand og jord er tilbagevendende metaforer for hende, i en grad så læseren næsten er ved at drukne i hendes øjnes skovsøer og fare vild i de mange skove, der har leveret tømmeret til det bræddehus af ord, som digteren har konstrueret til at huse sin kærlighed.

Det er næsten for meget af det gode. Men også kun næsten. For Pablo Neruda er en stor digter, og disse 100 sonetter, der alle cirkler om den samme kvinde og de samme følelser, som variationer over et uhørt tema, er en billedstærk invitation til at overveje forholdet mellem kunst og natur. Og til at læse smukke ord om dyb kærlighed ikke mindst.

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
ISBN
9788711901021
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer