Bog

Flagermusenes landsby

Af (
2004
)

Anmeldelse

Flagermusenes landsby af Dario Fo

14 dec.04
Skribent

Hvis man holder af Dario Fos uforlignelige og meget italienske humor, dramatik og samfundssatire bliver man ikke skuffet, når man læser hans selvbiografi. Her får man i stærkt underholdende form forklaringen på, hvordan han blev den, han er.

Dario Fo er født i 1926 i Norditalien. Hans far Felice var stationsforstander i forskellige småbyer i Lago Maggioreområdet nær den schweiziske grænse.

Løgnehistorierne lærte Dario allerede tidligt på den hårde måde. Hans familie bildte ham nemlig ind, at alle huse i Schweiz var lavet af chokolade. De fik endda fremstillet en tagsten af chokolade til lille Darios fødselsdag for at overbevise ham. Stor var skuffelsen, da han endelig kom til Schweiz.

Også til det politiske introduceres han tidligt: han bliver som femårig sendt over søen med dokumenter til antifacisterne syet ind i trøjen.

Der er et mylder af skæve personer i bogen. Specielt stærkt står hans morfar, gartner og grønthandler på Posletten. Dario følger med rundt på ruten, hvor morfar med slet skjulte erotiske undertoner sælger meloner, agurker og anden frugt og grønt. Han prøver også at bilde kunderne ind, at lille Dario er blevet til som følge af en ung piges fald over en – aflang – svamp i skovbunden, som – desværre for pigen – viste sig at være en mand skjult under bladene.

Darios medfødte fortællerevner får yderligere næring blandt andet hos glaspustere og fiskere. De sidste giver deres historier til bedste for egnens børn og unge, der så imens kvitterer med at reparere fiskernes garn.

Det er nogle herlige og burleske erindringer, der også beskriver Fos tid på kunstakademiet i Milano og den noget mere alvorlige tid som soldat i Mussolinis Italien. Men tro mig: det ville ikke være Dario Fo, hvis han ikke fik meget sjov ud af den tid også. Bla. beskriver han et bombardement af et bordel, hvor han sammen med de andre soldater redder de let- og upåklædte prostituerede og deres kunder ud af bygningen under helt groteske forhold.

En helt igennem latter- og tankevækkende læseoplevelse!

Oversat af Bent Holm. Samleren, 2004. 242 sider. Kr. 249,-

Bogdetaljer

Secondary title
mine første syv år (og lidt til)
Forlag
Samleren
Faustnummer
25360443
ISBN
9788756817356
Antal sider
241

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer