Bog

Glasklokken

Af (
1975
)

Anmeldelse

Glasklokken af Sylvia Plath

Sylvia Plaths lettere slørede selvbiografiske skildring er en af de mest berygtede beskrivelser af et psykisk sammenbrud i amerikansk litteratur.

Åh, at være kvinde…

Selvom det er håbløst umoderne, kommer vi nok ikke udenom, at hovedårsagen til at vor heltinde, Esther, tager sig en psykisk deroute er, at hun er kvinde. Det er alment kendt, at kvinder er nogle skabagtige skrighalse - før i tiden dånede de også af og til - nu er de bare virkelig ulidelige uden nogen rigtig grund, eller?

Det kører egentlig meget godt for Esther – som en af blot tolv unge kvinder har hun fået et praktikophold ved et tidsskrift i New York – med denne position følger også kontokort til tøj, restauranter samt adgang til de rigtige mennesker. "Hahaha, har vi det ikke godt?" Romanens største styrke er den bidende sarkasme og klarsyn, som forfatteren har forsynet vor heltinde med; hun ser de andre kvinder for det, de egentlig er, nogle værre dåser, tomhjernede uden videre substans. Dette klarsyn lægger kimen til derouten, hun kan alt for klart se, hvordan verden er, at der kun er et begrænset udvalg af kvinderoller og positioner at indtage – og så har vi miseren: Ja, der er faktisk noget galt, det er ikke bare en omgang skabagtigt vås. Følelsen af isolation og stigende paranoia kommer fra de modstridende forventninger kvinder påtvinges med hensyn til seksualitet, moderskab og uddannelse. Stærkt problematisk er det også, at det er kvinder selv, der håndhæver dette system og sørger for at deres medsøstre ikke stikker næsen for langt frem, som fx Esthers mor, der mener hun bør tage et maskinskrivningskursus, således at hun både effektivt og uden slåfejl kan servicere en mand.

Herfra rabler det for den ellers så kompetente Esther. Efter et par mislykkede selvmord og psykologforsøg indlægges hun på en anstalt. Sindssygdommen er meget simpelt og gennemgribende fortalt via glasklokke-metaforen. Metaforen starter som en beskrivelse af en usynlig mur mellem Esther og andre kvinder. Efter hun fyrer sin psykolog for at have en for perfekt familie, forandres billedet til en uigennemtrængelig glasvæg mellem hende og verden, denne glasvæg omformer sig til sidst til denne glasklokke, en klokke, der ufrivilligt smyger sig rundt om hende og holder hende indespærret i en følelse, hun ikke kan komme videre fra. Et eget personligt fængsel lavet af glas og derfor med udsyn til hvordan man burde have det, men uden magten til at række ud og deltage i livet, ej heller få lukket frisk luft og derved grundlag for nye tanker ind under klokken. 

Umoderne læsning? Måske? Nej, faktisk ret moderne. Jeg har engang set en liste over tyve bøger man som kvinde bør have læst inden man bliver 30, Glasklokken var i top ti. Med den in mente, bør du læse denne bog som værn mod dån og dåsethed. Hvis du dog alligevel får en bismag af ulden rødstrømpe, så læs den for den drivende sarkasme og selvironi.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
00957623
ISBN
9788700349537
Antal sider
237

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer