Bare fordi det er en digtsamling, kan den godt have et vigtigt budskab. Og tro mig, den er alt andet end hjerte og smerte. Jeg har skrevet bogens tekster med udgangspunktet moderne kommunikation kontra identiteten. Men indtil videre er der ingen anmeldelser, til trods for at dem der har købt bogen, har sagt at den er meget relevant for vor tid.

Jeg har skrevet meget om bogen og de digte der er i, og om det de står for, handler om. Og nu må det være på tide at få et ord fra en der har læst den, og vurderet indholdet.

Jeg var med forlaget Helle/Hagla til BogForum for første gang, og det må jeg sige var en berigende oplevelse. I år er det 25 år siden at BogForum for første gang slog dørene op, og i år havde de satset på selvudgiverne. Jeg og mine medforfattere var sat på til at optræde fra kl. 11.00-12.00, hvor vi så kunne læse op og fortælle om vores forfatterskaber. Bare ærgerilgt at scenen var sat så afsides.  En god forfatterkollega, Mogens Sørensen, tog over og fortalte om sin nye udgivelse Verden af i dag.

Det kan være at du gennem de 3 foregående dele af denne artikelrække, har gjort dig tanker om hvad du kan bruge et forfatterskab til. Og om der er en fremtid i at skrive bøger.

Her i den sidste del, vil jeg komme ind på nogle af de muligheder der åbner sig, og om alternative udgivelsesformer. Jeg vil også lige nævne de økonomiske aspekter, idet du som forfatter har rettigheder til legater og bibliotekspenge. Derudover vil jeg komme ind på emner jeg ikke før har berørt, eller emner jeg gerne vil uddybe yderligere.

Siden jeg fik min første bog ud i 2014, har jeg prøvet på mange måder at trænge igennem til medier og  de potentielle kunder til mit produkt. Det er ikke en let sag, og jeg har godt nok brændt nallerne indtil flere gange, og i flere tilfælde fordi jeg ikke havde tænkt mig om. Jeg er ikke altid så god til at leve op til mundhellet: At tale er sølv, tavshed er guld

I del 1 og 2 fortalte jeg om en udgivelsesproces, der gav mig en mulighed for at kalde mig forfatter. Nu gælder det at få etableret forfatterskabet, og få adgang til medierne.

Da jeg havde fået et par anmeldelser på Nano poet mente forlaget at der var grobund for en ny bog. De spurgte om jeg havde gjort mig tanker om en fortsættelse af Nano poet, eller om jeg havde idéer til andre samlinger.

At få et ja til en udgivelse, er for en forfatter det samme som nøglerne til himmelen. Og opstigningen for mig startede for alvor på fyldepennen.dk, men før det havde jeg prøvet flere afstikkere mod en verdensomspændende berømmelse.

Som så mange andre forfattere og digtere, startede min drøm med at jeg opdagede hvad mine superkræfter bestod af. Min evne til at sætte ord og vendinger sammen på nye måder, og en hulens masse fantasi. Ikke noget at prale med, men dog en erkendelse der gav mig en større selvforståelse og ro. 

I del 1 "Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et forlag" hørte vi om en af mulighederne for at blive opdaget, og få muligheden får at få udgivet sit materiale. I del 2 vil jeg komme ind på nogle af de glæder der er ved at kunne skrive forfatter på CV’et, men også de problematikker man kan komme ud for.

Jeg har været i forhandlinger med flere forlag om udgivelsen af opfløgeren til Nano poet, Nano poet interakt. Det endte med at jeg sagde ja til at lade Forlaget Helle udgive den som e-bog. Jeg er nu ved at gennemgå kontrakten, har  en advokat til at gå præmisserne igennem. 

Kulturweekend

Brøndby Strand 2016

 

For 2. år i træk er Ta’ os på ordet blevet inviteret med til Kulturweekend, hvilket har givet os nogle nye muligheder.

Vi har nemlig fået den idé, at blande musik og digtoplæsning sammen til 3 aftener. Og til det skal vi bruge kunstnere af vid karakter, både musikere og digtere.

 

Det bliver i dagene 3-5.

Læs mere

Forlaget Helle har sat et projekt i gang der skal fremme lyrikken i Danmark, de kalder det Hagla.dk som alle kan sende digte til. Et tidsskrift der skal give nye forfattere og digtere muligheden for at komme til orde. Forlaget Helle som er ophavshavere til Hagla.dk  tilbyder også at udgive manuskripter de anser for gode. Jeg fik udgivet Nano poet gennem dem.

Mere information:

http://hagla.dk/tiki-index.php

Sammen med Hagla.dk er de ved at søsætte et projekt der hedder Hagla årbog:

Ta’ os på ordet  

Jeg har nu i et år været debutant med min digtsamling Nano poet, som jeg har et meget blandet forhold til. men en af de ting jeg stadig kan undre mig over, er at bibliotekerne ikke har købt min bog. Brøndby bibliotkerne lovede ellers at købe den, men det er blevet ved snakken. 

Jeg forstår at det har noget med lektørudtalelser at gøre og at disse koster forlaget temmelig meget. Men jeg har været i kontakt med en bibliotekar der har forsøgt at hjælpe mig.

Så fik jeg afslag på en digtsamling, på lykkehjul og stejle, som jeg havde sendt til Linhardt & Ringhof. Jeg gik i den naive tro at min debutantudgivelse, ville åbne alle døre og gøre en ende på den tunge vandring.

Har du nogensinde skrevet et digt, en historie eller roman, der udelukkende var baseret på andres oplevelser, uden at du selv var indblandet?

Jeg vil tro de færreste kan frasige sig det. Jeg ved det selv, for mange af de emner jeg bringer frem er ting jeg selv tumler med. Minder, følelser, tanker der kredser om de begivenheder og handlinger der formede mennesket, Tue Omø.

Jeg vil lige indskyde, at jeg vil betegne min barndom som den rene idyl, og jeg havde en bekymringsløs opvækst uden tørre tæsk og nedsablinger af min personlighed.

Gid det var så vel.

En udvidet version af et indlæg jeg lagde ind på facebook

Jeg har siddet og spekuleret på hvor stor en andel af læserflokken der egentlig interesserer sig for digte. Især fordi den bog jeg har udgivet, Nano poet, har meget vigtige budskaber omkring hvordan vi har udviklet vores samfund baseret på teknologien. Hvorvidt vores identitet er ændret i forhold til nutidens mange sociale medier og omgangstone. Alle de inputs jeg har fået er skrevet som digte, som observationer.

Hvordan får vi muligheden for at kunne ytre os, uden at det ender med blodsudgydelser?

Det spørgsmål kommer ofte, og er ikke blevet besvaret, men gentaget så mange gange. Problemet er at der er befolkninger i verden som ikke ved hvad det betyder at ytre sig, at have lov til det uden at stå skoleret overfor offentligheden, at sige deres mening om et givent emne.

I det forløbne år er flere begivenheder, der alle har med udgivelser at gøre fyldt min hverdag. Jeg debuterede på Forlaget Helle med digtsamlingen Nano poet, og fik 3 anmeldelser, men intet mærkbart salg. Og så blev jeg selvudgivet i et samarbejde med min kone.

Det at selvudgive, blev en mulighed gennem Saxo.com, hvor vi i første omgang lagde en samling ud der blev kaldt LS2 favoritter – Hverdagsdigte. Den blev også oversat til engelsk og lagt ind hos Lulu.com, i håbet om at det ville give en positiv oplevelse. Men salget udeblev på begge fronter.

For nyligt snublede jeg over en artikel i MetroXpress om at hjernen dømmer ansigter, før man rent faktisk har set personen. Dette lå i fin tråd med et digt jeg fik med i Nano poet, øjenvidne – vi ser hinanden i glimt. 

Jeg kunne dog ikke finde artiklen direkte, men fandt en mere sigende som jeg valgte at bruge på facebook.

http://psygo.dk/nyheder/hjernen/166-hjernen-dommer-andre-for-du-faktisk-har-set-dem.html

Idéen til Nano poet: 

Jeg har altid været fascineret af livet, og alle de dele den består af. Dybe følelser, store øjeblikke, mørke tider, og den alle steds nærværende L' Amour, på godt og ondt. Jeg har også en forkærlighed for at lege med ord, og derved give teksten en dobbelt betydning.

Det kan ses i mange af de digte jeg har skrevet gennem årene, som på en eller anden måde handler om kommunikation eller identitet.

Først er der det bøvlede besvær med at skrive sit materiale og sende det til relevante forlag. Få masser af afslag indtil man føler sig mindre værd end en lus. Manuskriptet masser ikke ind i vores udgivelsesmønster, eller noget der ligner.

Knokle med at finde den mulige ting der afføder afslaget, og skrive indtil blindheden tager over, og hjernen tager til Langtbortistan. Og se at det læserne roser forfatteren med ikke afspejler forlagenes vurderinger, når man så endelig får et svar der kan give en rettesnor for hvad der skal rettes til.

I de mange år jeg har brugt på at arbejde med tekster, har jeg gjort mig tanker om hvad der er forskelle og ligheder i at arbejde på et digt, en historie eller en roman. Det er jo ikke det samme at skrive en monster tyk bog som et digt der kan være færdig på små 10 minutter. Det der så kan gøre arbejdet lidt mere omfattende er når man skal finde en sammenhæng mellem de digte man har skrevet.