Blog
Lyrisk lærdom, et studie i måden at koble sine digte sammen med fakta
For nyligt snublede jeg over en artikel i MetroXpress om at hjernen dømmer ansigter, før man rent faktisk har set personen. Dette lå i fin tråd med et digt jeg fik med i Nano poet, øjenvidne – vi ser hinanden i glimt.
Jeg kunne dog ikke finde artiklen direkte, men fandt en mere sigende som jeg valgte at bruge på facebook.
http://psygo.dk/nyheder/hjernen/166-hjernen-dommer-andre-for-du-faktisk-har-set-dem.html
Det overraskede mig, at jeg kunne ramme så præcist, uden egentlig at have tænkt i videnskabelige eller medicinske retninger. Det kom bare over mig, og fik sit eget liv på papiret og sidenhen i en bog. Interessen for mit indlæg nåede i skrivende stund 86 personer, ikke mange, men nok til at jeg kunne se tendensen. Jeg havde fat i noget rigtigt.
Der igemmen opdagede jeg at digtene i Nano poet handler rent faktisk om at lære.
Enten at forstå sig selv og omverdenen på en ny måde, at se sine omgivelser i et nyt lys, at kommunikation, især på de sociale medier kan have uheldige facetter, vi skal lære af. Ikke nødvendigvis leve med, men snarere forme så vi ikke ender i neural bandekrig.
Det er ikke fordi jeg tørster efter medlidenhed, når jeg siger at verden har vendt det døve øre til bogen, men en ærgerlig konstatering af at visse sandheder er ilde hørt.
Men det er vigtige emner jeg har bragt til torvs, og som når jeg viser dem frem, faktisk bliver set. Bare ikke på den måde jeg håbede. Man vil gerne læse digte, men ikke købe mediet det kommer fra.
Der er stadig meget at lære, og lige for øjeblikket har jeg mistet idéen om hvordan jeg kommer til orde. Men sådan er det vel altid, når man selv synes at have fundet den røde tråd, skal man finde et sted at binde enden fast i, mens man holder på tråden.
For nyligt snublede jeg over en artikel i MetroXpress om at hjernen dømmer ansigter, før man rent faktisk har set personen. Dette lå i fin tråd med et digt jeg fik med i Nano poet, øjenvidne – vi ser hinanden i glimt.
Jeg kunne dog ikke finde artiklen direkte, men fandt en mere sigende som jeg valgte at bruge på facebook.
http://psygo.dk/nyheder/hjernen/166-hjernen-dommer-andre-for-du-faktisk-har-set-dem.html
Det overraskede mig, at jeg kunne ramme så præcist, uden egentlig at have tænkt i videnskabelige eller medicinske retninger. Det kom bare over mig, og fik sit eget liv på papiret og sidenhen i en bog. Interessen for mit indlæg nåede i skrivende stund 86 personer, ikke mange, men nok til at jeg kunne se tendensen. Jeg havde fat i noget rigtigt.
Der igemmen opdagede jeg at digtene i Nano poet handler rent faktisk om at lære.
Enten at forstå sig selv og omverdenen på en ny måde, at se sine omgivelser i et nyt lys, at kommunikation, især på de sociale medier kan have uheldige facetter, vi skal lære af. Ikke nødvendigvis leve med, men snarere forme så vi ikke ender i neural bandekrig.
Det er ikke fordi jeg tørster efter medlidenhed, når jeg siger at verden har vendt det døve øre til bogen, men en ærgerlig konstatering af at visse sandheder er ilde hørt.
Men det er vigtige emner jeg har bragt til torvs, og som når jeg viser dem frem, faktisk bliver set. Bare ikke på den måde jeg håbede. Man vil gerne læse digte, men ikke købe mediet det kommer fra.
Der er stadig meget at lære, og lige for øjeblikket har jeg mistet idéen om hvordan jeg kommer til orde. Men sådan er det vel altid, når man selv synes at have fundet den røde tråd, skal man finde et sted at binde enden fast i, mens man holder på tråden.
Kommentarer