Blog
Glæd dig til du går bort, så bliver du udødelig
Først er der det bøvlede besvær med at skrive sit materiale og sende det til relevante forlag. Få masser af afslag indtil man føler sig mindre værd end en lus. Manuskriptet masser ikke ind i vores udgivelsesmønster, eller noget der ligner.
Knokle med at finde den mulige ting der afføder afslaget, og skrive indtil blindheden tager over, og hjernen tager til Langtbortistan. Og se at det læserne roser forfatteren med ikke afspejler forlagenes vurderinger, når man så endelig får et svar der kan give en rettesnor for hvad der skal rettes til.
Så kommer endelig den dag hvor forfatteren får drømmene opfyldt og himmelen nået, hans manuskript er godtaget til udgivelse. Der går måneder med at komme frem til et fælles resultat. Forfatteren tror sig i sikkerhed, og venter på at pengene fosser ind. Men der går dage, der går uger og måneder uden svar på det næste stadie, udformningen af bogblokken og den endelige udgivelse.
Forfatteren bliver debutant, får nogle få bøger udgivet, men ikke noget stort salg af sine bøger. virkelighedens store morads, viser at den drøm der næsten voksede ud af hovedet, ikke stod mål med realiteterne. Idéerne er der ellers ikke noget i vejen med, bare muligheder der bliver færre og færre af.
Årene går, uden den store anerkendelse, men efter hans død opdager man hvad det var han ville med forfatterskabet. Og i dag er der ingen som med sine fornufts fulde fem, kan sige sig fri for at kende ham. Bare ærgerligt at han skulle dø før nogen fandt ham interessant.
Sådan er verden skabt, vil nogen måske mene. Og forfatteren kunne da bare bruge mere energi på at få blive anerkendt i offentligheden. Han kunne have gået på kompromis med sine holdninger og idealer, solgt ud af sit hjerte og prostitueret sig til for eksempel reklamernes magtfulde verden. Men hvad var der så sket med kreativiteten og inspirationen.
Det er ikke kun forfattere og digtere, men i det hele taget kunstnere i bred forstand, der efter deres død opnår anerkendelse for deres værker, men i samtiden var de udskældt, forkætret eller værre endnu ignoreret.
Som forfatter er det vigtigt at man starter med at anerkende sig selv, tro på at man har et talent. Prøver sit forfatterskab af i mindre kredse, og større forsamlinger. Så er der mulighed for at man ikke havner i den kedelige statistik af kunstnere som ikke blev anerkendt i sin levetid.
Først er der det bøvlede besvær med at skrive sit materiale og sende det til relevante forlag. Få masser af afslag indtil man føler sig mindre værd end en lus. Manuskriptet masser ikke ind i vores udgivelsesmønster, eller noget der ligner.
Knokle med at finde den mulige ting der afføder afslaget, og skrive indtil blindheden tager over, og hjernen tager til Langtbortistan. Og se at det læserne roser forfatteren med ikke afspejler forlagenes vurderinger, når man så endelig får et svar der kan give en rettesnor for hvad der skal rettes til.
Så kommer endelig den dag hvor forfatteren får drømmene opfyldt og himmelen nået, hans manuskript er godtaget til udgivelse. Der går måneder med at komme frem til et fælles resultat. Forfatteren tror sig i sikkerhed, og venter på at pengene fosser ind. Men der går dage, der går uger og måneder uden svar på det næste stadie, udformningen af bogblokken og den endelige udgivelse.
Forfatteren bliver debutant, får nogle få bøger udgivet, men ikke noget stort salg af sine bøger. virkelighedens store morads, viser at den drøm der næsten voksede ud af hovedet, ikke stod mål med realiteterne. Idéerne er der ellers ikke noget i vejen med, bare muligheder der bliver færre og færre af.
Årene går, uden den store anerkendelse, men efter hans død opdager man hvad det var han ville med forfatterskabet. Og i dag er der ingen som med sine fornufts fulde fem, kan sige sig fri for at kende ham. Bare ærgerligt at han skulle dø før nogen fandt ham interessant.
Sådan er verden skabt, vil nogen måske mene. Og forfatteren kunne da bare bruge mere energi på at få blive anerkendt i offentligheden. Han kunne have gået på kompromis med sine holdninger og idealer, solgt ud af sit hjerte og prostitueret sig til for eksempel reklamernes magtfulde verden. Men hvad var der så sket med kreativiteten og inspirationen.
Det er ikke kun forfattere og digtere, men i det hele taget kunstnere i bred forstand, der efter deres død opnår anerkendelse for deres værker, men i samtiden var de udskældt, forkætret eller værre endnu ignoreret.
Som forfatter er det vigtigt at man starter med at anerkende sig selv, tro på at man har et talent. Prøver sit forfatterskab af i mindre kredse, og større forsamlinger. Så er der mulighed for at man ikke havner i den kedelige statistik af kunstnere som ikke blev anerkendt i sin levetid.
Kommentarer