Blog
Ytringsfriheden bløder
Hvordan får vi muligheden for at kunne ytre os, uden at det ender med blodsudgydelser?
Det spørgsmål kommer ofte, og er ikke blevet besvaret, men gentaget så mange gange. Problemet er at der er befolkninger i verden som ikke ved hvad det betyder at ytre sig, at have lov til det uden at stå skoleret overfor offentligheden, at sige deres mening om et givent emne.
Vi har mange måder at kommunikere på i vores moderne samfund, for eksempel via film, musik, tegning og kunst, digte, romaner, aviser og tidsskrifter. Medier der i vidt omfang bliver brugt til kontroversielle synspunkter.
Men der er yderst sjældent, at det kommer til håndgribeligheder og voldshandlinger, bare fordi en kunstner sætter fokus på en side af os, eller vores levevis.
Vi oplever at der er befolkninger i verden, hvor intolerance for ytringsfriheden florerer, på grund af religiøse holdninger, eller en middelalderlig indfaldsvinkel på nutidige tilstande.
Vi har i vores vestlige samfund valgt at man har ret til at ytre sig, selvfølgelig indenfor straffelovens rammer. Den bruger vi til at vurdere vores livsstil og de ting der pisser os af, blandt andet ved at bruge satire. Vi kan da også en gang imellem sige, at dette er for usmageligt, grænseoverskridende og umenneskeligt. Men vi lader det kun gå ud over den der udøver gerningen, ikke uskyldige, som bare gør deres arbejde.
Uskyld er selvfølgelig et relativt begreb.
Men hvis man tager udgangspunkt i historien om Charlie Hebdo, var flere af ofrene ikke direkte involverede i den redaktionelle beslutningstagelse.
Altså i denne sammenhæng uskyldige.
Humor har mange facetter, og satire er den mest benyttede i medierne. Satire har en tendens til at bringe den indre svinehund frem, og gøre grin med ømtålelige emner. Men satire er et redskab vi benytter for at kunne bearbejde følelsesladede situationer og handlinger.
Der bliver ikke dræbt tegnere hvis en politiker eller anden højere embedsmand forgriber sig på børn, det bliver fejet under tæppet eller bagatelliseret. Vi kan også ytre os om religiøst betonede emner uden at bruge andet end ord og grafik.
Men ytringsfriheden bløder, fordi nogen har formastet sig i at tegne satiriske billeder af en religiøs figur. Der har ikke været udgydt blod de tusinder af gange Jesus blev karikeret, eller brugt i mere eller mindre humoristiske situationer.
Hvordan kan vi så undgå at træde ved siden af, når den silende regn smager af blod?
- Ved at tie stille, og begynde at tegne glansbilleder?
- Lægge os på halen og lade os tale ned til?
- Eller skal vi tage til genmæle og gøre som dem vi helst ikke vil ligne?
Der er også alternativer, vi råber jo op om at alle dem der kommer til vores land skal integreres hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive hos os. Men fakta er at mange af dem vi har taget til os, oplever en marginalisering som bunder i vores selviske kultur.
Det kan være vi skal se på vores medmennesker med et andet syn, lægge alle barrierer fra os…
Og lytte…
Der kunne jo komme noget grænseoverskridende ud af at se på verden med andre øjne, det ønske som mange satiriske tegnere nok oprindeligt havde som mål.
Det redskab der nu bløder, fordi nogen ikke ville lytte, se tegningerne som en funktion i et samfund der kommunikerer med øjne og ører, men en gang imellem vælger at ridse situationer op og sætte dem i et relief, andre ikke ønsker at forholde sig til.
Fordi man vælger en figur der i disse landes øjne er hellig.
Men i vores moderne vestlige samfund er meget lidt helligt, og kan misbruges og kopieres til koen er malket til døde. Den tanke kan man ind imellem i hvert fald få.
Hvordan får vi muligheden for at kunne ytre os, uden at det ender med blodsudgydelser?
Det spørgsmål kommer ofte, og er ikke blevet besvaret, men gentaget så mange gange. Problemet er at der er befolkninger i verden som ikke ved hvad det betyder at ytre sig, at have lov til det uden at stå skoleret overfor offentligheden, at sige deres mening om et givent emne.
Vi har mange måder at kommunikere på i vores moderne samfund, for eksempel via film, musik, tegning og kunst, digte, romaner, aviser og tidsskrifter. Medier der i vidt omfang bliver brugt til kontroversielle synspunkter.
Men der er yderst sjældent, at det kommer til håndgribeligheder og voldshandlinger, bare fordi en kunstner sætter fokus på en side af os, eller vores levevis.
Vi oplever at der er befolkninger i verden, hvor intolerance for ytringsfriheden florerer, på grund af religiøse holdninger, eller en middelalderlig indfaldsvinkel på nutidige tilstande.
Vi har i vores vestlige samfund valgt at man har ret til at ytre sig, selvfølgelig indenfor straffelovens rammer. Den bruger vi til at vurdere vores livsstil og de ting der pisser os af, blandt andet ved at bruge satire. Vi kan da også en gang imellem sige, at dette er for usmageligt, grænseoverskridende og umenneskeligt. Men vi lader det kun gå ud over den der udøver gerningen, ikke uskyldige, som bare gør deres arbejde.
Uskyld er selvfølgelig et relativt begreb.
Men hvis man tager udgangspunkt i historien om Charlie Hebdo, var flere af ofrene ikke direkte involverede i den redaktionelle beslutningstagelse.
Altså i denne sammenhæng uskyldige.
Humor har mange facetter, og satire er den mest benyttede i medierne. Satire har en tendens til at bringe den indre svinehund frem, og gøre grin med ømtålelige emner. Men satire er et redskab vi benytter for at kunne bearbejde følelsesladede situationer og handlinger.
Der bliver ikke dræbt tegnere hvis en politiker eller anden højere embedsmand forgriber sig på børn, det bliver fejet under tæppet eller bagatelliseret. Vi kan også ytre os om religiøst betonede emner uden at bruge andet end ord og grafik.
Men ytringsfriheden bløder, fordi nogen har formastet sig i at tegne satiriske billeder af en religiøs figur. Der har ikke været udgydt blod de tusinder af gange Jesus blev karikeret, eller brugt i mere eller mindre humoristiske situationer.
Hvordan kan vi så undgå at træde ved siden af, når den silende regn smager af blod?
- Ved at tie stille, og begynde at tegne glansbilleder?
- Lægge os på halen og lade os tale ned til?
- Eller skal vi tage til genmæle og gøre som dem vi helst ikke vil ligne?
Der er også alternativer, vi råber jo op om at alle dem der kommer til vores land skal integreres hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive hos os. Men fakta er at mange af dem vi har taget til os, oplever en marginalisering som bunder i vores selviske kultur.
Det kan være vi skal se på vores medmennesker med et andet syn, lægge alle barrierer fra os…
Og lytte…
Der kunne jo komme noget grænseoverskridende ud af at se på verden med andre øjne, det ønske som mange satiriske tegnere nok oprindeligt havde som mål.
Det redskab der nu bløder, fordi nogen ikke ville lytte, se tegningerne som en funktion i et samfund der kommunikerer med øjne og ører, men en gang imellem vælger at ridse situationer op og sætte dem i et relief, andre ikke ønsker at forholde sig til.
Fordi man vælger en figur der i disse landes øjne er hellig.
Men i vores moderne vestlige samfund er meget lidt helligt, og kan misbruges og kopieres til koen er malket til døde. Den tanke kan man ind imellem i hvert fald få.
Kommentarer