Blog
Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et for-lag. Del 2
I del 1 "Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et forlag" hørte vi om en af mulighederne for at blive opdaget, og få muligheden får at få udgivet sit materiale. I del 2 vil jeg komme ind på nogle af de glæder der er ved at kunne skrive forfatter på CV’et, men også de problematikker man kan komme ud for.
Da min digtsamling Nano poet udkom 30. april 2014, håbede jeg på at blive den næste nye stjerne på himmelen. Hvilket jo så ikke helt blev indfriet. Forlaget Helle sendte eksemplarer til flere anmeldere, men aviserne gjorde ikke ret meget ud af at fortælle om min bog.
Weekendavisen valgte IQ som ugens digt, men alle andre større dagblade valgte ikke at nævne den. Heller ikke tv-medierne fandt det umagen værd at give mig lejlighed til at fortælle om mit forfatterskab og manuskriptet.
På vestegnen hvor jeg bor, valgte Sydkysten at sende en journalist som interviewede mig og skrev denne artikel om Nano poet og mit forfatterskab:
Hvorfor ikke gå hen og sig goddag
Jeg skrev til flere journalister, i forsøg på at gøre dem interesserede. Fandt en der arbejdede hos Politiken, og som forklarede mig hvordan det forholdt sig omkring anmeldelser. De har en kulturredaktør der uddelegerer anmelderopgaver til journalisterne, og det er denne person der bestemmer om der skal komme en anmeldelse i avisen. Journalisten jeg skrev med havde selv læst digtsamlingen, idet de havde modtaget et eksemplar. Til mig sagde han at han syntes den havde potentiale, men han ikke bestemte hvad der kom med i den sidste ende.
Så de første erfaringer med at komme ud i offentligheden, har været meget fragmenteret. Jeg måtte selv finde anmeldere der ønskede at komme med en udtalelse. Det lykkedes at få et par venner på facebook, 2 bloggere og en bruger på litteratursiden.dk til at komme med deres mening om Nano poet. Det blev til nogle meget forskellige anmeldelser. Her er et par eksempler.
Kaj Hansen var ovenud begejstret, og kom med en mængde superlativer til bogen. Anmeldelsen kan læses her:
Oprettet: 14.09.2014 - 19:01
Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg læste Tue Omøs digtsamling Nanopoet, da jeg var forudindtaget på grund af Tue Omøs egne ord om, at fiction, fantasy og horror ligger hans hjerte nærmest. Hans lyrik er ikke præget af disse hjertens børn og tak for det. Den 49 årige forfatter har skrevet siden han var 16 år, men har først nu fået sin første bog udgivet, og det er ikke sket på et af de etablerede forlag, men på det kun et par år gamle forlag Helle, som er trådt ind på scenen som et forlag, der vil udgive bøger, som appellerer til fordybelse, eftertænksomhed og samtale, og de vil gerne hjælpe nye talentfulde forfattere med at få deres værker udgivet. Og det vil jeg da hilse velkommen som et godt alternativ til den overflod af bestsellerromaner, der trænger sig på i ethvert boghandlervindue. Tue Omø har længe kæmpet en ulige kamp for at få sit forfatterskab udgivet, hvilket han skriver om i et af sine digte ”Den elitære union”. Det lyder således:
Jeg vil gerne meldes ind
I den elitære union
men der ikke plads til poeter
uden de er behæftet
med medaljer og Nobel priser
Jeg har ikke papirer på mit intellekt.
Som det ses, så er Tue Omøs lyrik det, som jeg kalder knækprosa. Der er ikke rim, og versefødder, men der er i mange af hans digte, selv om de ikke handler om kærlighed og naturen, alligevel poesi over det. Versene er ikke episke, men som meget af vor tids lyrik stærkt fabulerende. De fleste af digtene er tankevækkende refleksioner over tidens problemer. I flere af dem aner man forfatterens stillingtagen til tidens kvasikommunikation, hvilket tydeligt ses i tvillingedigtene ”Indtrængerne”. Digtet Nano poet, som giver navn til hele digtsamlingen antyder også forfatterens tanker om vor tids kommunikationssamfund, der måske hen ad vejen kan blive til det scenarie, som den franske forfatter Michel Houellebecq fremmaner i sin bog ”Muligheden af en ø”
Tue Omøs digte er ikke let tilgængelige, og de skal læses mange gange, før de giver mening, men det lønner sig at være vedholdende. For nogen tid siden læste jeg en digtsamling af en af dem på parnasset, og hvis jeg skal sammenligne, hvad jeg fik ud af at læse henholdsvis ham og Tue Omø, så falder det ud til fordel for sidstnævnte.
Et af Omøs digte har været valgt som ugens digt i Weekendavisen. Det drejer sig om digtet IQ, som jeg så ikke ville have valgt. Mit udvalgte digt ville have være ”De berømte 15 minutter”, der handler om, ja netop de berømte 15 minutter.
I et af de lettest tilgængelige digte ”Rygtesmed” udfolder Ømø sig som humorist, så man kommer til at klukke af latter, for så pludselig at se alvoren i morskaben.
Jeg vil hermed gerne være med til at anerkende Tue Omø, så han kan blive kendt, for han fortjener at blive læst af mange.
En ting vil jeg dog beklage. Bogen mangler en indholdsfortegnelse, så man let kan finde et bestemt digt, hvis man vil vende tilbage til det, men ellers er bogen en pæn lille sag med omslag og layout af Helle Hansen.
Så kom der endnu en anmeldese af Nano poet. Denne fra en af facebook vennerne.
Anmeldelse af Eli H.:
Jeg vidste ikke om jeg skulle sige ja, da jeg blive spurgt om jeg ville anmelde Nano Poet. Jeg svor ellers at jeg aldrig ville læse digte, da de er for korte, og tit giver de ingen me-ning, kun at de skal rime Men efter at have læst digtsamlingen fandt jeg ud af at der er andre måder at skrive digte på og de kan både korte og lange, lyse og mørke, sjove og glade.
Jeg vil udvælge nogle af digtene, som bare sidder fast i mindekarret.
Indtrængerne: Lige mine ord, det er så godt skrevet for det beskriver hverdagen med teknologien, så det gipper i én.
Og der skal også være plads til et ”Stjernebarn”, genialt.
Medløberen er jeg helt vild med, sådan!!
Glasklare flader beskriver virkelige hvor forskellige vi er.
Rygtesmed: Er virkelig noget der sker hele tiden, men minder mig også samtidg om sangen Joke was on me ad Bee Gees.
Det sker aldrig i virkeligheden: Et hyggeligt digt.
En stjerne er født: men kun på film. Jeg har også undret mig hvor 007’s bagage er?
Verden i en dråbe: genialt digt, sikke en tanke.
Orwell’det: Et godt ordspil og en løfte pegefinger, en vigtig en!
Og Månen venter: Ny fortolkning af Pjerrot sagde til månen. Men denne her er en Uptodate.
Det vigtigste digt er BØRNEHÆREN. Den skal LÆSES og HØRES af alle. Jeg håber at dem der er årsagen til dette digt, aldrig bliver lukket ud.
Og så må jeg bare sætte projektørlys på PERFEKTE ILLUSIONER! Det er og bliver min favorit og dette uddrag fortæller bare alt om Nano.
Det eneste du kan tro på er at der er en ny dag og du er den eneste der kan give livet det indhold du ønsker
Det lyder måske for godt til at være sandt, alt det jeg skriver, men der også lidt negativt, men det skal der være, for ellers har man ikke skrevet det med hjertet. Jeg undrede mig over at du flere gan-ge konkludere til sidst med en linie eller to. Nogle gange må man gerne lade læseren tænke sit og lade det stå åben. Jeg har ikke stødt på det før. Der var også nogle digte, som var lidt for normale, eller for meget hverdagsagtig, men det skal der også var plads til. Der var bl.a. Garlands, som var lidt ligegyldig.
Digtet De berømte 15 minutter passer til dig, men du har allerede været berømt i længere tid, for jeg har brugt flere timer badet i børn, 1000 øjne, paranoia, drømmerne forsvandt ved årtusindskiftet og meget mere. Jeg håber inderligt, at de kommer tilbage i endnu en Nano Poet, tak.
Jeg lærte mange ting ved at læse anmeldelserne, om hvor forskelligt mennesker opfatter en tekst. og ikke mindst om det er en skolepige eller en akademiker, som udtrykker sin mening. Et par af anmelderne opfattede digtsmalingen meget negativt, mens andre så mere nuanceret på indholdet. Jeg ved ikke om det havde gjort en forskel hvis jeg havde sagt at de skulle læse dem med satiriske briller på. Men det gav mig til gengæld også noget at tænke over, til hvis jeg skulle være så heldig at få flere bøger ud i fremtiden. Vel at mærke digte, og lignende tekster.
Et andet punkt var så at få Nano poet tilgængelig som udlån på bibliotekerne. Jeg kontaktede mit lokale bibliotek, som i starten kom med nogle vævende forklaringer om at de ikke kunne se min udgivelse, på grund af at den ikke optrådte på DBC listen. En teknisk formalitet, men også at der ikke var kommet en lektørudtalelse, og det var den alle biblioteker købte bøger ud fra. men til sidst landede den på hylderne, hvor jeg og min kone en dag tog forbi for at tage billeder af bogen. Det er et af dem jeg bruger her i artiklen. Jeg kontaktede et tilfældigt antal biblioteker, blandt andet Københavns biblioteker, og samtlige havde sagt nej til at modtage den. dog fandt jeg ud af at den var til rådighed som e-bog hos Helsingør biblioteker og Syddansk Universitet.
Da jeg forespurgte om hvad der gjorde at de havde sagt nej, kom en af meldingerne tilbage at der ikke havde været anmeldelser om bogen, og ingen havde spurgt efter den. Sådanne oplevelser kan man som forfatter komme ud for, det kan ikke undgås.
Jeg havde sat Nano poet på facebook og skrev ofte om den. Og en dag jeg var ude for at se om der stod noget om bogen, lagde jeg mærke til at der fandtes sider som gratis gav adgang til min bog. Jeg kontaktede mit forlag som skrev tilbage at det var blevet anmeldt til Dansk Forfatterforening, og til politiet. Jeg opdagede at min digtsamling blev brugt på såkaldte scamsider, hvis formål er at lokke oplysninger ud af brugerne. Jeg har advaret mod disse sider hvor jeg kan komme til det.
Så kom den glædelige nyhed at forlaget godt kunne tænke sig en fortsættelse af Nano poet. Det vil jeg fortælle om i del 3, hvor jeg også vil give nogle bud på hvordan man slår sit navn fast, og fremtiden som forfatter.
Læs del 1: Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et forlag.
I del 1 "Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et forlag" hørte vi om en af mulighederne for at blive opdaget, og få muligheden får at få udgivet sit materiale. I del 2 vil jeg komme ind på nogle af de glæder der er ved at kunne skrive forfatter på CV’et, men også de problematikker man kan komme ud for.
Da min digtsamling Nano poet udkom 30. april 2014, håbede jeg på at blive den næste nye stjerne på himmelen. Hvilket jo så ikke helt blev indfriet. Forlaget Helle sendte eksemplarer til flere anmeldere, men aviserne gjorde ikke ret meget ud af at fortælle om min bog.
Weekendavisen valgte IQ som ugens digt, men alle andre større dagblade valgte ikke at nævne den. Heller ikke tv-medierne fandt det umagen værd at give mig lejlighed til at fortælle om mit forfatterskab og manuskriptet.
På vestegnen hvor jeg bor, valgte Sydkysten at sende en journalist som interviewede mig og skrev denne artikel om Nano poet og mit forfatterskab:
Hvorfor ikke gå hen og sig goddag
Jeg skrev til flere journalister, i forsøg på at gøre dem interesserede. Fandt en der arbejdede hos Politiken, og som forklarede mig hvordan det forholdt sig omkring anmeldelser. De har en kulturredaktør der uddelegerer anmelderopgaver til journalisterne, og det er denne person der bestemmer om der skal komme en anmeldelse i avisen. Journalisten jeg skrev med havde selv læst digtsamlingen, idet de havde modtaget et eksemplar. Til mig sagde han at han syntes den havde potentiale, men han ikke bestemte hvad der kom med i den sidste ende.
Så de første erfaringer med at komme ud i offentligheden, har været meget fragmenteret. Jeg måtte selv finde anmeldere der ønskede at komme med en udtalelse. Det lykkedes at få et par venner på facebook, 2 bloggere og en bruger på litteratursiden.dk til at komme med deres mening om Nano poet. Det blev til nogle meget forskellige anmeldelser. Her er et par eksempler.
Kaj Hansen var ovenud begejstret, og kom med en mængde superlativer til bogen. Anmeldelsen kan læses her:
Oprettet: 14.09.2014 - 19:01
Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg læste Tue Omøs digtsamling Nanopoet, da jeg var forudindtaget på grund af Tue Omøs egne ord om, at fiction, fantasy og horror ligger hans hjerte nærmest. Hans lyrik er ikke præget af disse hjertens børn og tak for det. Den 49 årige forfatter har skrevet siden han var 16 år, men har først nu fået sin første bog udgivet, og det er ikke sket på et af de etablerede forlag, men på det kun et par år gamle forlag Helle, som er trådt ind på scenen som et forlag, der vil udgive bøger, som appellerer til fordybelse, eftertænksomhed og samtale, og de vil gerne hjælpe nye talentfulde forfattere med at få deres værker udgivet. Og det vil jeg da hilse velkommen som et godt alternativ til den overflod af bestsellerromaner, der trænger sig på i ethvert boghandlervindue. Tue Omø har længe kæmpet en ulige kamp for at få sit forfatterskab udgivet, hvilket han skriver om i et af sine digte ”Den elitære union”. Det lyder således:
Jeg vil gerne meldes ind
I den elitære union
men der ikke plads til poeter
uden de er behæftet
med medaljer og Nobel priser
Jeg har ikke papirer på mit intellekt.
Som det ses, så er Tue Omøs lyrik det, som jeg kalder knækprosa. Der er ikke rim, og versefødder, men der er i mange af hans digte, selv om de ikke handler om kærlighed og naturen, alligevel poesi over det. Versene er ikke episke, men som meget af vor tids lyrik stærkt fabulerende. De fleste af digtene er tankevækkende refleksioner over tidens problemer. I flere af dem aner man forfatterens stillingtagen til tidens kvasikommunikation, hvilket tydeligt ses i tvillingedigtene ”Indtrængerne”. Digtet Nano poet, som giver navn til hele digtsamlingen antyder også forfatterens tanker om vor tids kommunikationssamfund, der måske hen ad vejen kan blive til det scenarie, som den franske forfatter Michel Houellebecq fremmaner i sin bog ”Muligheden af en ø”
Tue Omøs digte er ikke let tilgængelige, og de skal læses mange gange, før de giver mening, men det lønner sig at være vedholdende. For nogen tid siden læste jeg en digtsamling af en af dem på parnasset, og hvis jeg skal sammenligne, hvad jeg fik ud af at læse henholdsvis ham og Tue Omø, så falder det ud til fordel for sidstnævnte.
Et af Omøs digte har været valgt som ugens digt i Weekendavisen. Det drejer sig om digtet IQ, som jeg så ikke ville have valgt. Mit udvalgte digt ville have være ”De berømte 15 minutter”, der handler om, ja netop de berømte 15 minutter.
I et af de lettest tilgængelige digte ”Rygtesmed” udfolder Ømø sig som humorist, så man kommer til at klukke af latter, for så pludselig at se alvoren i morskaben.
Jeg vil hermed gerne være med til at anerkende Tue Omø, så han kan blive kendt, for han fortjener at blive læst af mange.
En ting vil jeg dog beklage. Bogen mangler en indholdsfortegnelse, så man let kan finde et bestemt digt, hvis man vil vende tilbage til det, men ellers er bogen en pæn lille sag med omslag og layout af Helle Hansen.
Så kom der endnu en anmeldese af Nano poet. Denne fra en af facebook vennerne.
Anmeldelse af Eli H.:
Jeg vidste ikke om jeg skulle sige ja, da jeg blive spurgt om jeg ville anmelde Nano Poet. Jeg svor ellers at jeg aldrig ville læse digte, da de er for korte, og tit giver de ingen me-ning, kun at de skal rime Men efter at have læst digtsamlingen fandt jeg ud af at der er andre måder at skrive digte på og de kan både korte og lange, lyse og mørke, sjove og glade.
Jeg vil udvælge nogle af digtene, som bare sidder fast i mindekarret.
Indtrængerne: Lige mine ord, det er så godt skrevet for det beskriver hverdagen med teknologien, så det gipper i én.
Og der skal også være plads til et ”Stjernebarn”, genialt.
Medløberen er jeg helt vild med, sådan!!
Glasklare flader beskriver virkelige hvor forskellige vi er.
Rygtesmed: Er virkelig noget der sker hele tiden, men minder mig også samtidg om sangen Joke was on me ad Bee Gees.
Det sker aldrig i virkeligheden: Et hyggeligt digt.
En stjerne er født: men kun på film. Jeg har også undret mig hvor 007’s bagage er?
Verden i en dråbe: genialt digt, sikke en tanke.
Orwell’det: Et godt ordspil og en løfte pegefinger, en vigtig en!
Og Månen venter: Ny fortolkning af Pjerrot sagde til månen. Men denne her er en Uptodate.
Det vigtigste digt er BØRNEHÆREN. Den skal LÆSES og HØRES af alle. Jeg håber at dem der er årsagen til dette digt, aldrig bliver lukket ud.
Og så må jeg bare sætte projektørlys på PERFEKTE ILLUSIONER! Det er og bliver min favorit og dette uddrag fortæller bare alt om Nano.
Det eneste du kan tro på er at der er en ny dag og du er den eneste der kan give livet det indhold du ønsker
Det lyder måske for godt til at være sandt, alt det jeg skriver, men der også lidt negativt, men det skal der være, for ellers har man ikke skrevet det med hjertet. Jeg undrede mig over at du flere gan-ge konkludere til sidst med en linie eller to. Nogle gange må man gerne lade læseren tænke sit og lade det stå åben. Jeg har ikke stødt på det før. Der var også nogle digte, som var lidt for normale, eller for meget hverdagsagtig, men det skal der også var plads til. Der var bl.a. Garlands, som var lidt ligegyldig.
Digtet De berømte 15 minutter passer til dig, men du har allerede været berømt i længere tid, for jeg har brugt flere timer badet i børn, 1000 øjne, paranoia, drømmerne forsvandt ved årtusindskiftet og meget mere. Jeg håber inderligt, at de kommer tilbage i endnu en Nano Poet, tak.
Jeg lærte mange ting ved at læse anmeldelserne, om hvor forskelligt mennesker opfatter en tekst. og ikke mindst om det er en skolepige eller en akademiker, som udtrykker sin mening. Et par af anmelderne opfattede digtsmalingen meget negativt, mens andre så mere nuanceret på indholdet. Jeg ved ikke om det havde gjort en forskel hvis jeg havde sagt at de skulle læse dem med satiriske briller på. Men det gav mig til gengæld også noget at tænke over, til hvis jeg skulle være så heldig at få flere bøger ud i fremtiden. Vel at mærke digte, og lignende tekster.
Et andet punkt var så at få Nano poet tilgængelig som udlån på bibliotekerne. Jeg kontaktede mit lokale bibliotek, som i starten kom med nogle vævende forklaringer om at de ikke kunne se min udgivelse, på grund af at den ikke optrådte på DBC listen. En teknisk formalitet, men også at der ikke var kommet en lektørudtalelse, og det var den alle biblioteker købte bøger ud fra. men til sidst landede den på hylderne, hvor jeg og min kone en dag tog forbi for at tage billeder af bogen. Det er et af dem jeg bruger her i artiklen. Jeg kontaktede et tilfældigt antal biblioteker, blandt andet Københavns biblioteker, og samtlige havde sagt nej til at modtage den. dog fandt jeg ud af at den var til rådighed som e-bog hos Helsingør biblioteker og Syddansk Universitet.
Da jeg forespurgte om hvad der gjorde at de havde sagt nej, kom en af meldingerne tilbage at der ikke havde været anmeldelser om bogen, og ingen havde spurgt efter den. Sådanne oplevelser kan man som forfatter komme ud for, det kan ikke undgås.
Jeg havde sat Nano poet på facebook og skrev ofte om den. Og en dag jeg var ude for at se om der stod noget om bogen, lagde jeg mærke til at der fandtes sider som gratis gav adgang til min bog. Jeg kontaktede mit forlag som skrev tilbage at det var blevet anmeldt til Dansk Forfatterforening, og til politiet. Jeg opdagede at min digtsamling blev brugt på såkaldte scamsider, hvis formål er at lokke oplysninger ud af brugerne. Jeg har advaret mod disse sider hvor jeg kan komme til det.
Så kom den glædelige nyhed at forlaget godt kunne tænke sig en fortsættelse af Nano poet. Det vil jeg fortælle om i del 3, hvor jeg også vil give nogle bud på hvordan man slår sit navn fast, og fremtiden som forfatter.
Læs del 1: Arbejdsprocessen i at udfærdige et manuskript, og vejen til et forlag.
Kommentarer