Blog
Hvordan barndommens minder følger forfatterskabet
Har du nogensinde skrevet et digt, en historie eller roman, der udelukkende var baseret på andres oplevelser, uden at du selv var indblandet?
Jeg vil tro de færreste kan frasige sig det. Jeg ved det selv, for mange af de emner jeg bringer frem er ting jeg selv tumler med. Minder, følelser, tanker der kredser om de begivenheder og handlinger der formede mennesket, Tue Omø.
Jeg vil lige indskyde, at jeg vil betegne min barndom som den rene idyl, og jeg havde en bekymringsløs opvækst uden tørre tæsk og nedsablinger af min personlighed.
Gid det var så vel.
Men med snart 50 år på bagen, har jeg fået sat et par ting på plads.
Man siger at forfattere bruger deres skriverier som selvterapi, hvilket der til dels nok er noget om.
For med karakterer der beskriver forskellige dele af det enkelte menneskes sind, kan man træde lidt udenfor og betragte det fra en anden vinkel og give delene navne og interaktioner.
På den måde er forfatteren lidt mere privilegeret end dem der ikke kan bruge ordene til at beskrive deres tilstand.
Problemet med denne form for selvindsigt, er at den der skriver ofte ikke selv er bevidst om de tankestrømme der går fra hovedet og ned på papiret.
Har mennesket der udtrykker sig på skrift, haft en barndom der kunne skrives ind i en Stephen King roman, vil det skinne igennem. Og risikoen vil blive at forfatteren hænger sig fast i sin lille verden, om den er reel eller bygget op at fantasterier, er underordnet.
Figurerne og hele den verden de flytter sig i, er dele af forfatterens opfattelse af virkeligheden.
Det er på denne måde man kan sætte lys på samfundsmæssige problematikker, seksuelle præferencer, livssyn og mange andre indfaldsvinkler.
Men humlen er, at den der skriver, aldrig kan sige sig fri for at komme med subjektive holdninger, selv en journalist som jo pr. definition burde være objektiv, bliver ofte spurgt til egne meninger, og derfor vil alt det vi er opvokset med komme til udtryk, måske ikke bevidst.
Men vi er det vi har valgt at tage stilling til, det vi indeholder af oplevelser, erfaringer og indtryk.
Det er barnets første minder og de indtryk det husker, som gennem livet reflekterer forfatterens tanker. Det er samfundets opgave at forholde sig til alt hvad der bliver sagt og gjort, med den respekt det er lagt frem med. Men i flere tilfælde bliver forfatteren glemt, ikke hørt, eller værre endnu, ignoreret.
For at vende tilbage til udgangspunktet, vi der skriver lægger som regel hjertet på bordet og klemmer til. Så al smerte og lidelse, alt det sanselige, kommer ned på papir, og trykt i det blod der strømmer i forfatterens årer.
Derfor kan ingen sige sig fri for at have hjertet med i det de lægger hånd på, selv en biografi bliver skrevet af en der har sat sig ind i et andet menneskes liv og levned, men kan ikke sige sig fri for at bruge egne ord for de ting der bliver skrevet om.
Har du nogensinde skrevet et digt, en historie eller roman, der udelukkende var baseret på andres oplevelser, uden at du selv var indblandet?
Jeg vil tro de færreste kan frasige sig det. Jeg ved det selv, for mange af de emner jeg bringer frem er ting jeg selv tumler med. Minder, følelser, tanker der kredser om de begivenheder og handlinger der formede mennesket, Tue Omø.
Jeg vil lige indskyde, at jeg vil betegne min barndom som den rene idyl, og jeg havde en bekymringsløs opvækst uden tørre tæsk og nedsablinger af min personlighed.
Gid det var så vel.
Men med snart 50 år på bagen, har jeg fået sat et par ting på plads.
Man siger at forfattere bruger deres skriverier som selvterapi, hvilket der til dels nok er noget om.
For med karakterer der beskriver forskellige dele af det enkelte menneskes sind, kan man træde lidt udenfor og betragte det fra en anden vinkel og give delene navne og interaktioner.
På den måde er forfatteren lidt mere privilegeret end dem der ikke kan bruge ordene til at beskrive deres tilstand.
Problemet med denne form for selvindsigt, er at den der skriver ofte ikke selv er bevidst om de tankestrømme der går fra hovedet og ned på papiret.
Har mennesket der udtrykker sig på skrift, haft en barndom der kunne skrives ind i en Stephen King roman, vil det skinne igennem. Og risikoen vil blive at forfatteren hænger sig fast i sin lille verden, om den er reel eller bygget op at fantasterier, er underordnet.
Figurerne og hele den verden de flytter sig i, er dele af forfatterens opfattelse af virkeligheden.
Det er på denne måde man kan sætte lys på samfundsmæssige problematikker, seksuelle præferencer, livssyn og mange andre indfaldsvinkler.
Men humlen er, at den der skriver, aldrig kan sige sig fri for at komme med subjektive holdninger, selv en journalist som jo pr. definition burde være objektiv, bliver ofte spurgt til egne meninger, og derfor vil alt det vi er opvokset med komme til udtryk, måske ikke bevidst.
Men vi er det vi har valgt at tage stilling til, det vi indeholder af oplevelser, erfaringer og indtryk.
Det er barnets første minder og de indtryk det husker, som gennem livet reflekterer forfatterens tanker. Det er samfundets opgave at forholde sig til alt hvad der bliver sagt og gjort, med den respekt det er lagt frem med. Men i flere tilfælde bliver forfatteren glemt, ikke hørt, eller værre endnu, ignoreret.
For at vende tilbage til udgangspunktet, vi der skriver lægger som regel hjertet på bordet og klemmer til. Så al smerte og lidelse, alt det sanselige, kommer ned på papir, og trykt i det blod der strømmer i forfatterens årer.
Derfor kan ingen sige sig fri for at have hjertet med i det de lægger hånd på, selv en biografi bliver skrevet af en der har sat sig ind i et andet menneskes liv og levned, men kan ikke sige sig fri for at bruge egne ord for de ting der bliver skrevet om.
Kommentarer