Blog
Hvordan man skal opføre sig som forfatter på sociale medier, og det der er no no...
Siden jeg fik min første bog ud i 2014, har jeg prøvet på mange måder at trænge igennem til medier og de potentielle kunder til mit produkt. Det er ikke en let sag, og jeg har godt nok brændt nallerne indtil flere gange, og i flere tilfælde fordi jeg ikke havde tænkt mig om. Jeg er ikke altid så god til at leve op til mundhellet: At tale er sølv, tavshed er guld
Jeg har for eksempel mistet venner fordi jeg kom til at invitere dem ind på min side om Nano poet, eller fortælle at jeg skrev på en gotisk roman. Jeg var ven med Kim Leine, der pludselig dagen efter ikke var at se på min liste over venner, efter jeg havde omtalt min bog Espian Vargo. Jeg var lige blevet venner med en journalist, jeg kom for skade at invitere ind på min Nano poetside på facebook.
Jeg har også kommet til at bryde ind i en korrespondance, hvor jeg fik en sviner tilbage og blev spammet. jeg valgte at takke nej til venskabet.
Det er nogle af de episoder, jeg kan se hvor jeg ikke er klar over hvad jeg kunne have gjort anderledes. Okay, jeg har nok været for frembusende, også her inde på LItteartursiden.dk, har jeg sommetider haft albuerne lidt vel langt fremme, men hvad gør man ikke for at blive lagt mærke til.
Efterhånden tror jeg, at alle fælder er klappet i, og jeg i fremtiden er bedre til at finde ud af labyrinten, om ikke andet så for at løbe fra minotauren.
Spøg til side, vi er som forfattere ekstra forpligtede til at følge skik eller land fly. Og være bannerførere for den gensidige respektfulde samtale. Den er ikke fremherskende på de sociale medier, hvor en spade godt kan være en skovl, og et æsel ikke altid være stædig. Og sommetider tales der med store ord, ofte med ord der ellers ikke findes i en anstændig ordbog.
Bevares jeg kan selv finde på at råbe op, men kan ikke finde slangordbogen frem, eller de ellers righoldige bandeord, der i nogen grad kan tyre en emsig kommentator.
Jeg gør efter egen mening alt for at finde den rette vej, og ellers undskylde for misæren. men en ven der pludselig ikke er der, kan jeg ikke sige noget til. Bare ærgre mig over at jeg igen ramte et af de felter på spillebrættet hvor jeg ikke går i fængsel og skal vente en omgang.
Jeg ved bare, at jeg gør alt for at leve op til et samfundsideal: Tal ordentligt...
Siden jeg fik min første bog ud i 2014, har jeg prøvet på mange måder at trænge igennem til medier og de potentielle kunder til mit produkt. Det er ikke en let sag, og jeg har godt nok brændt nallerne indtil flere gange, og i flere tilfælde fordi jeg ikke havde tænkt mig om. Jeg er ikke altid så god til at leve op til mundhellet: At tale er sølv, tavshed er guld
Jeg har for eksempel mistet venner fordi jeg kom til at invitere dem ind på min side om Nano poet, eller fortælle at jeg skrev på en gotisk roman. Jeg var ven med Kim Leine, der pludselig dagen efter ikke var at se på min liste over venner, efter jeg havde omtalt min bog Espian Vargo. Jeg var lige blevet venner med en journalist, jeg kom for skade at invitere ind på min Nano poetside på facebook.
Jeg har også kommet til at bryde ind i en korrespondance, hvor jeg fik en sviner tilbage og blev spammet. jeg valgte at takke nej til venskabet.
Det er nogle af de episoder, jeg kan se hvor jeg ikke er klar over hvad jeg kunne have gjort anderledes. Okay, jeg har nok været for frembusende, også her inde på LItteartursiden.dk, har jeg sommetider haft albuerne lidt vel langt fremme, men hvad gør man ikke for at blive lagt mærke til.
Efterhånden tror jeg, at alle fælder er klappet i, og jeg i fremtiden er bedre til at finde ud af labyrinten, om ikke andet så for at løbe fra minotauren.
Spøg til side, vi er som forfattere ekstra forpligtede til at følge skik eller land fly. Og være bannerførere for den gensidige respektfulde samtale. Den er ikke fremherskende på de sociale medier, hvor en spade godt kan være en skovl, og et æsel ikke altid være stædig. Og sommetider tales der med store ord, ofte med ord der ellers ikke findes i en anstændig ordbog.
Bevares jeg kan selv finde på at råbe op, men kan ikke finde slangordbogen frem, eller de ellers righoldige bandeord, der i nogen grad kan tyre en emsig kommentator.
Jeg gør efter egen mening alt for at finde den rette vej, og ellers undskylde for misæren. men en ven der pludselig ikke er der, kan jeg ikke sige noget til. Bare ærgre mig over at jeg igen ramte et af de felter på spillebrættet hvor jeg ikke går i fængsel og skal vente en omgang.
Jeg ved bare, at jeg gør alt for at leve op til et samfundsideal: Tal ordentligt...
Kommentarer