Bog

Slagtebænk Dybbøl

Af (
2009
)

Anmeldelse

Slagtebænk Dybbøl af Tom Buk-Swienty

27 sep.11

"Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" - To enestående bøger i en form for historieskrivning, der sætter ansigter på de mennesker, der gennemlevede krigen i 1864, da Danmark mistede ca 1/3 af sit areal.

Dengang da urealistiske ledere satte landets eksistens på spil, og menneskeliv blev brugt på den umiddelbart uforståelige måde, som kendes fra alle krige.

I skrivende stund er det kun 137 år siden, at hændelserne i 1864 gav danskerne dét, som blev kaldt et ”Vietnam-syndrom”. Altså nogle krigshændelser, der gav så dybe sår i den nationale bevidsthed, at man valgte at fortrænge det grundigt.
Hvad skete der egentlig dengang Dybbøl blev indtaget d. 18. april 1864? Var det et lille land, der blev overfaldet af det store stygge Tyskland? 

Forfatteren Buk-Swienty formår i ”Slagtebænk Dybbøl” at give en overordnet vinkel på nogle egentlig ret indviklede europæiske forhold. Han beskriver optakten til slaget, de indskrænkede politikere, hvordan General De Meza kunne gennemskue, at den danske hær ikke kunne modstå, mens ministrene hjemme i København kun sansede deres egen stolthed.

Han beskriver selve slaget, og denne bogs styrke er gengivelsen af alle de mange, mange breve fra soldater. Der eksisterer åbenbart store brevsamlinger, som han i sin enorme research har haft adgang til, og de får personerne til at stå lyslevende frem for læseren.
Det, der gør størst indtryk i ”Dommedag Als”, er historien om, da Chr. d. 9. foreslog, at Danmark skulle indlemmes i det tyske forbund. Kun fordi Bismarck mente, det var for besværligt, undgik vi nok at blive en delstat i det tyske kejserrige.

Starten af ”Dommedag Als” består af en ordforklaring (hvad er Helstaten?, og hvad er Londontraktaten af 1852? Og Novemberforfatningen?, som blev den direkte grund til krigen 1864) dernæst en liste over de personer, som forfatteren hægter historien op på, det er mange og meget forskellige.

Buk-Swienty kan skabe levende og troværdige personer, han er en blændende journalist, og han er en fremragende historiker
Vi har her et glimrende eksempel på to fagbøger, der er mindst lige så spændende som romaner. Det er ikke bøger, man flyver igennem. Nok er de pageturnere, men de kræver en stor del koncentration af sin læser. Men man kan læse dem uden at have anden forudsætning end interessen.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
27269184
ISBN
9788702050004
Antal sider
396

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer