General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864

General Christian Julius de Meza (1792-1865), overgeneralen fra krigen i 1864, blev gjort til syndebuk og sat fra bestillingen. Han var forhadt af politikerne - især krigsminister C.C. Lundbye - og blev offer for en folkestemning.
Først eftertiden har givet ham oprejsning, og bogen »General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864« er et nyt forsvarsskrift for ham, forfattet af pensioneret major Knud Rasmussen, Frederiksberg, tidligere leder af bogafdelingen på Det kongelige Garnisionsbibliotek.

Da de Meza valgte at rømme Danevirke den 5. februar 1864, handlede han rigtigt, og hans vilje til alene at påtage sig ansvaret og senere at gennemføre en kamp mod krigsministeriet var beundringsværdig, konkluderer den gamle major.
Konseilpræsident Monrad burde i stedet for have sat Lundbye på porten. Han var undværlig, men det var de Meza ikke. De Mezas afskedigelse gav derimod hæren et afgørende knæk. De Meza gjorde nøjagtigt, hvad krigsministeriet havde pålagt ham. Han meddelte bare ikke ministeriet sin beslutning, og det fornærmede hans foresatte så meget, at de helt så bort fra den negative betydning, afskedigelsen kunne få for den videre krigsførelse.

De Meza kunne godt have handlet anderledes, men det ville have smadret hæren totalt. Ved at trække sig tilbage havde han til gengæld muligheden for at kunne angribe prøjserne fra flankerne, når først de var trængt op i Jylland, understreger forfatteren.
Der afsløres mange nye og interessante detaljer i bogen. Den serverer for eksempel korrespondancen mellem de Meza og Lundbye, da Lundbye afkræver generalen en forklaring på Dannevirkes rømning.

Forfatteren analyserer stillingens strategiske betydning og politikernes mål med værket og kommer ind på misforholdet mellem de politiske og de militære mål og midler.
Dette misforhold kunne dog godt have været anskueliggjort noget klarere i bogen.

Forfatteren går i rette med en række fejlopfattelser - nemlig at det prøjsiske infanteri var udrustet med bedre våben. Danskerne var udstyret med de såkaldte forladere, østrigerne stort set den samme type, mens prøjserne havde et nyudviklet tændnålsgevær, der dog gik i stykker i halvdelen af skydningerne.
Den afgørende forskel mellem de to parter var prøjsernes og østrigernes bedre uddannelse og organisation - herunder deres rigelige tildeling af officerer og underofficerer.

Danskernes stærke kort var soldaternes standhaftighed og deres evne til at holde næsten overmenneskelige anstrengelser ud. 
Ved siden af det krigshistoriske er bogen en fængende biografi om Meza - civilt som militært.

Knud Rasmussen: General de Meza og Den Dansk-Tyske Krig 1864, 148 sider (Odense Universitetsforlag).