Bog

Til min søster

Af (
2019
)

Anmeldelse

Til min søster af Dy Plambeck

24 maj.19

Plambeck hylder kærligheden, vildskaben og kroppens kolossale kraft i sin smukke og spændstige roman om to søstres løsslupne liv i skyggen af volden.

De to søstre Aya og Andrea er i 30’erne, og befinder sig i det meste af romanen i Sverige sammen med Ayas lille datter. Aya blev forladt af sin mand før datterens fødsel, og Andrea er gået fra sin voldelige ekskæreste, og nu lever de det frie liv med druk, jagt og sex med begge køn. Det hele er fortalt på en sanselig og direkte facon med udpenslede erotiske scener. Gennem et på en gang blidt og brutalt sprog viser Plambeck spændvidden mellem den pludselige vold, som nærmest dukker op i alle relationer, og den ømhed, der er mellem de to søstre. Gennem flashbacks ved vi, at de mødte volden tidligt i livet.

Romanen åbner med den ultimative kropslige oplevelse, nemlig at føde, og her er masser af saft og kraft. Plambeck giver en rammende beskrivelse af, hvordan det føles at føde, og det er den mest sanselige åbning af en roman, jeg længe har læst. Så stærk at man (gen)oplever det at føde på egen krop. Aya oplever således, hvordan smerten, der ”satte sine skarpe tænder i lænden”, transformeres til utrolige kræfter: ”Pludselig fik jeg den tanke, at smerten ville sige mig noget, og at jeg burde lytte.” Også beskrivelsen af det søvndyssende barselshotel, hvor kroppens heling efter fødslen er omdrejningspunktet, er en meget troværdig historie, der sjældent bliver fortalt. Det er en noget barskere beskrivelse som Plambeck leverer her end den, som Dea Trier Mørch giver i 'Vinterbørn'.

Netop livskraften, som er uløseligt forbundet med kroppen, er helt central i romanens univers. Aya er historiker, og dykker ned i de forventningsfulde breve fra J.P. Jacobsens ungdomsveninde Anna Michelsen, som dog blev afvist af forfatteren og endte i sindssyge og var indlagt i over 40 år. Gennem journalen fra hospitalet får vi stærke beskrivelser af, hvordan hun reagerede kropsligt og helt hæmningsløst under sindssygen.

Annas historie kan ses som en del af tendensen med at drage en historisk person ind i fiktionen, men Plambeck blander det faktuelle med det fiktive på sin helt egen måde. Fortællingen om Anna er et selvstændigt spor, men samtidig spiller Annas stemme ind på den historie, Aya fortæller om og til sin søster og til os. Det er rigtig godt tænkt og elegant udført. Ved at fortælle Annas historie viser Aya, hvad der kan ske, når livskraften og drifterne holdes nede. De tre kvinder kommer på forskellige måder til at vise betydningen af kroppens kraft, og de detaljerede og kropslige beskrivelser viser i deres voldsomhed Plambecks særlige talent for at skildre kvinder på kanten.

'De fleste mord begås af normale mennesker i affekt’ lyder det i romanen, og dette voldspotentiale undersøger Dy Plambeck på aldeles fremragende vis. Ikke mindst fordi roden til volden skildres indefra af Aya, som fortæller, at hun ville kunne dræbe den, der gør hendes datter og søster ondt. I fantasien planlægger Aya i detaljer et drab på Andreas voldelige ekskæreste. Når denne stemme ikke blot kommer fra en kvinde, men en mor, udfordres vores billede af moderrollen og de forventninger, vi har til en mor. Ligesom i de sorte romaner af Hanne Højgaard Viemose og Kamilla Hega Holst kan bogen også ses som opgør med kernefamilien som den eneste måde at leve og have børn på.

Dy Plambeck har også tidligere i forfatterskabet skildret vildskaben og mennesker, der tør gå egne veje, men i 'Til min søster' får vildskaben en tand ekstra, og det klæder forfatterskabet ualmindelig godt. Plambeck er eminent i denne rå roman, hvor kvinderne tager magten tilbage. 

Analyse

Plambeck, Dy - Til min søster

’Til min søster’ er en politisk roman, der taler direkte og råt om at være kvinde, mor og søster.

Dy Plambecks 'Til min søster' er en roman om to søstre, Aya og Andrea, der begge har problematiske forhold til mænd. Aya er blevet forladt af faderen til sit barn allerede inden barnets fødsel, og Andrea kæmper med at komme væk fra sin voldelige kæreste, både i fysisk og mental forstand. Aya har hævnfantasier om at slå søsterens ekskæreste ihjel, og da de to søstre sammen rejser til Sverige, har Andrea et gevær med i bilen. Der er lagt op til en skæbnesvanger tur til søsterlandet Sverige med to vrede kvinder, et barn og et gevær i en bil.

 

Et feministisk romanmanifest
Søstrenes, og især hovedkarakterens, vrede mod mænd er til at tage og føle på og sætter sig også i hendes sprog, hvor mænd forbindes med røvhul, behåring og brutalitet:

”Nej, jeg er ikke gift, og jeg savner heller ikke nogen mand med hårde muskler og tæt behåring, med lange sorte hår, der snor sig ud af røvhullet og næseborene, med brutale tænder, hvor plakken sidder tæt i kanterne, store tæer og en bred tunge, man kan koge, skære ud og servere på et fad for et stort selskab.”

Der er ikke mange eksempler på behagelige mænd i romanen (i en svag baggrund står mindet om en ikke alt for forsømmende far), og mens Ayas fortælling ruller deres fælles fortid ud, dukker også #MeToo-episoder frem af erindringen, fx en oplevelse med en mand på en strand, som insisterer på at blive smurt ind i solcreme og ender med at have hånden i sine Speedos. For Aya slutter dagen med en klump i halsen, halsbrand og sure opstød.

Vreden rider Aya gennem hele romanen, og hendes tanker kredser om søsterens ekskæreste, som hun henvender sig til i sin indre monolog:

”Men jeg skal fortælle dig, Mark: Jeg er ikke sådan en sur én. Jeg er sådan en rigtig rasende én. For min skyld må du gerne smadre, hvis det er det, der kan få dig til at føle dig som en mand. Du kan smadre din mountainbike og fladskærm, rive dit lycratøj i stykker, spise dine løbesko, knuse dine ruder og din romaskine, brænde dine slips og din bogsamling, hvad rager det mig. Grams på dig selv uden at spørge om lov først, kør hånden hen over brystkassen og mærk den tætte behåring under skjorten. Lad hænderne gribe om dine baller, og spørg dig selv, hvordan det føles?”  Aya går til angreb bevæbnet med sit velsmurte sprog, igennem hvilket hun formår at spidde og tage hævn over den halvdel af menneskeracen, som hun er rasende på.

 

Mor-bølgen i dansk litteratur
Romanens første del udspiller sig allerede inden søstrenes tur til Sverige og foregår på barselsgangen, hvor Aya opholder sig alene under og efter fødslen. I denne del af romanen skriver Dy Plambeck direkte og detaljeret om alt, hvad der hører et ophold på en barselsgang til: Sting, syrnet lugt af gylp, livmodersammentrækninger, isbind, pumpemaskiner, opsvulmet mellemkød og ukontrollerbare, bristende og lækkende kroppe, der går forsumpede rundt i en traumatiseret choktilstand. Hvis der findes en forestilling om et glorificeret moderskab, er denne del af romanen drevet af en indædt vilje til at punktere denne forestilling og beskrive tranformationen fra kvinde til mor uden forskønnelse og idealisering. Romanen er derfor blevet kaldt ”en ode til det bristede mellemkød” og ”et højøstrogent frihedsbrev” og er blevet læst som et eksempel på et nyopstået fokus på moderskab i litteraturen.

Flere samtidige forfattere, som eksempelvis Cecilie Lind, Maja Lucas, Ida Marie Hede og Ursula Andkjær Olsen, tager moderskabet til behandling i deres værker og behandler alle aspekter heraf: fødsler, følelser og feminisme, kroppen og de kulturelle normer, amning og ambivalente følelser for barnet. Forfatterne portrætterer moderskabet nøgent, råt og sårbart og som en vekslen mellem bevidsthedsudvidende eufori og eskalerende sammenbrud. Tendensen findes ikke kun i dansk kontekst, også samtidige udenlandske forfattere som bl.a. Rachel Cusk og Maggie Nelson skriver intensivt om moderskabet.

Det første eksempel på en dansk tekst, der beskriver en fødsel med realisme, er Marie Bregendahls 'En dødsnat' fra 1912, og i 1976 udgav Dea Trier Mørch 'Vinterbørn', som foregår på barselsgangen på Rigshospitalet. I årtierne efter 1970erne blev der lagt afstand til det private i litteraturen, og det er først i de seneste år, at der igen er blevet interesse for beskrivelser af moderskabet i litteraturen. Den litterære moderskabs-bølge er blevet set som en del af en større bevægelse i litteraturen med et voksende fokus på det private og det, der ikke nødvendigvis præsenterer sig pænt. Som eksempelvis seksualitet, kønsidentitet, psykisk sygdom, tabuiserede følelser som vrede og sorg, og ikke mindst forældreskab, også mænds forældreskab, som det ses i Rolf Sparre Johanssons 'Søvn'.

 

En kvindestemme fra fortiden
Romanens anden del, 'Värmland 2017', fortælles som en du-fortælling henvendt til søsteren Andrea, mens første del, 'Barselshotellet 2015', fortælles som en jeg-fortælling. I anden del af romanen rejser søstrene og datteren Nola til Sunne i Sverige, hvor Aya er inviteret til at holde et oplæg om J. P. Jakobsens ungdomskæreste, Anna Michelsen. Fascinationen af Anna opstår, da Aya, som er historiker, inviteres til at skrive et forord til J. P. Jakobsens samlede værker og finder Annas breve til Peter på Rigsarkivet. Gennem brevene lærer Aya en kvinde at kende, som kæmper for at tilpasse sig sin tid og kultur, og som længes efter at blive set som det menneske, hun er, men som afvises og ekskluderes og ender sit liv med årelange indlæggelser på psykiatrisk hospital. Annas fortælling giver en historisk dimension til det dødvande de to søstre befinder sig i, og grundlaget for et søsterskab på tværs af tider er lagt. Uddrag af Annas breve er trykt i romanen og gennem dem bliver hun romanens tredje kvindelige stemme, der kaster lys over søstrenes liv.   

 

Dy Plambeck på det litterære Danmarkskort
Dy Plambeck debuterede i 2005 med digtsamlingen 'Buresø-fortællinger' og blev allerede ved debuten betegnet som en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Plambeck har blandt andet udgivet romanerne 'Texas' rose' (2008), 'Gudfar' (2011) og 'Mikael' (2014), og hun er blevet sammenlignet med forfattere som Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Klaus Rifbjerg. Dy Plambeck er desuden en engageret debattør og skribent og sidder fra 2017-2020 i Højskolesangbogsudvalget. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Klaus Rifbjergs debutantpris. 

18 feb.20

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
ISBN
9788702278262
Antal sider
284

Tema

Artikel

Deltag i debatten

38 indlæg
AfTina Karina Mortensen
tor, 26/03/2020 - 21:03

Kære Alle
Tak til jer alle for en god og lidt hæsblæsende time med snak om "Til min søster"
Især en stor tak til Dy Plambeck for endnu engang at stille op og svare på alle vores spørgsmål.
mange hilsner
Tina, tovholder her i DR Romanklubben

AfThomas Tiedje
tor, 26/03/2020 - 20:51

‘Jeg havde det sådan lidt… “Ahr, skal jeg nu læse om det igen?”’, sagde en af vore deltagere om en af de intime afsnit i Dy Plambecks “Til min søster”, vi gennemgik i DR Romanklubben på Kulturium Bibliotek i Ishøj i sidste uge. Som altid havde vi en livlig debat på vores to hold, og ikke alle fandt det nødvendigt at beskrive søstrene Aya og Andrea i så direkte og voldsomme vendinger. Det mente flere var grænseoverskridende. 

Samtalen kredsede naturligvis om de to søstre Aya og Andrea - og den “tredje” søster Anna, IP Jacobsens kæreste. En deltager kaldte dem ligefrem “amazoner”: alle tre kvinder er fanden-i-voldske, lidenskabelige og besidder en voldsom aggression, omend Ayas er mere indadvendt end hos Andrea og Anna. Hvorledes alle tre er ensomme singler og har forliste forhold bag sig - og hvorledes deres skæbner bindes til IP Jacobsen og kunsten: Anna sender digte til IP, Andrea lavede collager af ham, og Aya elskede “Marie Grube”. Vi var også rørte og de to søstres solidaritet, empati og ømhed overfor hinanden - tænk at kende en søskende så godt!

Ayas fødsel mente de fleste var en voldsom, men realistisk beskrivelse. Flere foretrak Dea Trier Mørchs beretning i “Vinterbørn”, som var en kollektivroman, og ikke “mig mig mig”, som én sagde, men mange var glade for, at Dy Plambeck satte ord på noget, der ikke findes mange - omend nogen - skildringer af i litteraturen.

Mændene i “Til min søster” fik ikke mange pæne ord med på vejen, for de beskrives næsten alle som én som overgrebsmænd eller rene skvat, der løber fra deres ansvar. Forsamlingen vidste godt, at sådan er alle mænd ikke, men igen var holdningen, at det var en voldsom, men desværre troværdig skildring af visse mandetyper.

Med andre ord: I Ishøj var vi glade for at læse Dy Plambecks voldsomme, men interessante og velskrevne roman om søstersolidaritet og kærlighed. “Det her er et opråb til kvinder!” 

Spørgsmål til Dy Plambeck

  • Hvor kommer vreden hos Aya fra? - har hun altid været sådan?
  • Hvorfor har det været nødvendigt med så voldsomme skildringer?
  • Hvad betyder til min søster (vi tror, vi ved det :)?
  • Hvilke erfaringer bygger dine beskrivelser af mændene - ikke mindst Mark - på?
AfBjarne Laursen
tor, 26/03/2020 - 20:39

Hej Dy og Tina.

Jeg er med en lille læsegruppe på Århus havn. Vi skulle faktisk være sammen idag, men det blev som så meget andet aflyst. Så det er min egen læsning af bogen. Jeg havde hørt den omtalt forinden, og den lå da ikke lige for da den blev valgt.

Jeg oplevede, da jeg læste om fødslen og den følgende tid, som om jeg stod udenfor, og betragtede det hele gennem en rude. (Jeg er en årg. 1943, og har været endog meget tæt på mine børns fødsler. Det var en oplevelse at læse ok dagene efter fødslen.

Derefter var det for mig, som om der skete en eksplosion, med de 2 søstres tur til Sverige. Om hendes egne oplevelser/frustrationer om kærligheden, og om søsterens forhold til sin voldelige kæreste. Et eller andet sted minder det mig om andre bøger/film hvor 2 kvinder drøner derudad.

Men det jeg på en eller anden blev mest optaget af var hele historien om I.P. Jacobsen og Anna. Efter den beskrivelse, synes jeg ikke han fremstår videre sympatisk. Det bliver for mig en ny læseopgave.

Men, som startede med, var det ikke mit førstevalg. Men nu vil jeg anbefale den, måske især til mænd. (Der er noget at hente🤗)

med venlig hilsen, og tak for oplevelsen.

Bjarne Laursen 

AfTina Karina Mortensen
tor, 26/03/2020 - 20:49

Som svar til af bjarne laursen

Hej Bjarne
Egentlig er jeg ikke den store læsere af klassikere (undskyld, undskyld). Fru Marie Grube er dog nu på min læseliste og jeg glæder mig til at læse den men Anna i tankerne.
Fortællingen om Anna og Peter (som Anna jo kalder ham) er virkelig interessant. Hvad tænkte han mon mens han skrev den roman?

tor, 26/03/2020 - 20:43

Som svar til af bjarne laursen

Kære Bjarne, hvor dejligt at du har lyst til at anbefale romanen. Tak for det. Og ja, du har ret, romanen trækker tråde til f.eks. Thelma and Louise, filmen om to kvinder, der også kører ud i verden, væk fra bl.a. vold. Skønt du fandt historien med JPJ og Anna interessant. Det har været spændende for mig at dykke ned i deres korrespondance. Kh Dy

AfMarianne Träff
tor, 26/03/2020 - 20:30

Hej Dy

Tak for en flot roman, som jeg var meget begejstret for. Jeg har lidt det samme spørgsmål som mange andre hvor kommer Ayas vrede fra, tror du altid det har været sådan? Og noget mine læsekredsdeltagere syntes det var unødvendigt og nærmest makabert med fantasierne. Et de nødvendige? Og så er jeg lidt nysgerrig hvorfra dine erfaringer med psykopatiske mænd stammer fra. Det med tænderne i plastikposer er vel ikke bare noget man finder på?  

Hilsen 

Marianne

tor, 26/03/2020 - 20:50

Som svar til af Marianne Träff

Kære Marianne

 

Tak for dine gode spørgsmål. Jeg tror, at vreden bor i os alle. Man kan jo se den også i børn, selv i meget små børn, de bliver RASENDE. Men vi de voksne opdrager dem til at tøjle deres vrede. Det er jo nødvendigt for at omgås andre. Og helt som det skal være. Men der er jo også en kraft i vreden, der kan være brugbar, Modsat bitterheden, så er vreden mulig at handle på. Aya har jo faktisk også noget helt konkret at være vred over. Mark har været voldelig mod hendes søster. Hun ønsker hævn. Simpelthen. Og ja fantasierne er nødvendige, dem har vi alle, måske ikke voldsfantasier men sexfantasier -og der er jo meget langt fra fantasien til virkeligheden. Fortænder jo, det er noget, jeg bare har fundet på. Erfaringer med voldelige mænd stammer fra research jeg har lavet gennem samtaler med forskellige kvinder, der har levet i voldelige forhold. 

 

Kh Dy

AfMarianne Träff
tor, 26/03/2020 - 21:00

Som svar til af Anonym (ikke efterprøvet)

Det var bare så sindssygt realistisk og ja jeg genkende typen må jeg sige. Mark findes , ham og hans slags er der skrevet mange bøger om. 

AfLise Vandborg
tor, 26/03/2020 - 20:50

Som svar til af Marianne Träff

Jeg synes i den forbindelse det er interesant at volden altid er så pludselig i romanen. Dy, vil du sige lidt om den pludselige vold? 

tor, 26/03/2020 - 21:04

Som svar til af Lise Vandborg …

Jeg tror, det er sådan volden tit opererer - den kommer ud af ingenting. Og også derfor er den så farlig. Det er jo de færreste, der planlægger vold, det gør nogen, men selv i alvorlige forbrydelser er volden pludselig opstået. Som drabschefen siger i "Til min søster": Mord, altså vold i sin yderste konsekvens bliver oftest begået af almindelige mennesker i affekt. Altså vold er affekt. Det forsvarer slet ikke volden, men det gør, at den er pludselig og derfor også svær at bekæmpe - man kender det jo godt. En eller anden får sagt noget til én, noget upassende eller grimt og man får ikke reageret før bagefter, hvor man sidder og tænker "åh, jeg skulle også have sagt....". 

AfTina Karina Mortensen
tor, 26/03/2020 - 20:58

Som svar til af Lise Vandborg …

Jeg har tænkt at Andrea skildres som virkelig stærk og selvsikker. Aya ser meget op til hende, hun er en dygtig jæger.
Alligevel nedbrydes hun langsomt af systematisk psykisk vold. Det er meget flot beskrevet. Tak for det

AfUlla Kardel
tor, 26/03/2020 - 20:27

Hej Dy

Først tak for en skøn og udfordrende roman .De to søstre vil jeg komme til at savne, hvad med dig ?

Slap du dem efter sidste punktum  eller kunne det tænkes , du følger dem videre frem i en ny roman . 😊

tor, 26/03/2020 - 20:39

Som svar til af Ulla Kardel

Kære Ulla, sikken en dejlig besked. Jeg har selvfølgelig overvejet det - om der kunne blive en fortsættelse til "Til min søster" også på grund af den meget åbne slutning, men jeg tror det ikke. Når jeg forlader personerne, er det som om jeg forlader dem. Men jeg er glad for at høre, at du kan savne dem. Og Per Petterson, norsk forfatter, arbejder med den samme person i forskellige fortællinger. Så hvem ved, måske.

AfTina Karina Mortensen
tor, 26/03/2020 - 19:53

Velkommen til onlinedebat her på Litteratursiden.dk om "Til min søster"
Dy Plambeck er lige straks klar til at svare på vores spørgsmål og kommentarer.
Det er også helt fint, hvis vi indbyrdes kommenterer på hinandens indlæg - sådan en slags online læseklub :-)
Jeg glæder mig til den næste times bogsnak
Hilsen Tina

AfTina Karina Mortensen
tor, 26/03/2020 - 20:00

Som svar til af Tina Karina Mo…

Kære Dy
Vil du fortælle lidt om, hvordan du fandt på at koble historien med Anna og J.P. Jacobsen med en historie om 2 søstre og en fødsel?
Og hvor historisk korrekt er din skildring af Anna og J.P?

tor, 26/03/2020 - 20:59

Som svar til af Tina Karina Mo…

Kære Tina

 

Tak for spørgsmålene. Min skildring af Anna lægger sig meget op af de få brudstykker af historie, som vi ved om hende. Fordi jeg refererer til hendes breve og journal og uddragene af dem er jo helt historisk korrekte. Men alt bliver jo til en fiktion - og de tanker, søstrene har om hende er jo deres fortolkning af hende og ikke nødvendig sådan som det var. Der er jo umuligt at vide. 

Jeg synes, der var et fint slægtskab mellem de to søstre og Anna, der gjorde det helt naturligt at kæde historierne sammen. 

 

Kh Dy

AfKirsten Dyhrberg Grønne
tor, 26/03/2020 - 10:28

Det er en skøn bog ‘Til min søster’ og jeg kan godt lide den måde Dy Plambech skriver på. Jeg læste den for et halvt år siden og nu hvor romanen er til debat her på litteratursiden, genlæste jeg ‘Vinterbørn’ af Dea Trier Mørch, fra 1976.

Det slog mig, at der er en del lighedspunkter omkring hospitalet og kontakten til jordemoderen, selv om de også er forskellige og bærer præg af den tid de hver især er skrevet. Derfor læste jeg også ‘En dødsnat’ af Marie Bregendahl, den er skrevet i 1912 og dengang foregik fødslerne hjemme. 

I alle tre bøger er mænd anonyme, fraværende eller dem der svigter. 

Mit spørgsmål til Dy Plambech er, om det er et bevidst fravalg, at Christian ikke spiller nogen særlig rolle i bogen, selv om han er far til Nola?

Mange hilsner Kirsten

 

 

tor, 26/03/2020 - 20:12

Som svar til af kdg

Kære Kisten, tak for dit gode spørgsmål. Ja, det er helt bevidst. Når man ikke skal bruge en karakter til noget i en roman, er det vigtigt, at man får den ud af historien :-). Ej, sagt lidt i spøg men jeg ville gerne fokusere på kvinderne og havde en idé om, at det skulle handle om to kvinder, der var alene, ligesom Anna M er alene, så ja, derfor valgte jeg, at han måtte tage tilbage til Canada. Dog ser jeg ham ikke som noget dumt svin, alle har deres grunde til at gøre som de gør. 

 

En dødsnat og Vinterbørn er vidunderlige bøger. Jeg holder meget af dem begge. 

 

Kh Dy

Vis flere
Log ind for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind for at skrive kommentarer
AfTina Karina Mortensen
man, 23/03/2020 - 15:52

Så er vi lige straks igang med livedebat om Dy Plambecks "Til min søster"
på Litteratursidens facebook profil. Debatten er igang i dang mandag d.23.marts kl.16.00 - 17.00

Følg dette (ikke så elegante link)
https://www.facebook.com/events/660792214669401/660944874654135/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1584974800225774

Vil du hellere skrive sammen her på Litteratursiden gør vi det på torsdag d.26. marts kl.20 - 21, hvor der er livedebat med Dy Plambeck
Hilsen Tina