Anmeldelse
Til min søster af Dy Plambeck
- Log ind for at skrive kommentarer
Plambeck hylder kærligheden, vildskaben og kroppens kolossale kraft i sin smukke og spændstige roman om to søstres løsslupne liv i skyggen af volden.
De to søstre Aya og Andrea er i 30’erne, og befinder sig i det meste af romanen i Sverige sammen med Ayas lille datter. Aya blev forladt af sin mand før datterens fødsel, og Andrea er gået fra sin voldelige ekskæreste, og nu lever de det frie liv med druk, jagt og sex med begge køn. Det hele er fortalt på en sanselig og direkte facon med udpenslede erotiske scener. Gennem et på en gang blidt og brutalt sprog viser Plambeck spændvidden mellem den pludselige vold, som nærmest dukker op i alle relationer, og den ømhed, der er mellem de to søstre. Gennem flashbacks ved vi, at de mødte volden tidligt i livet.
Romanen åbner med den ultimative kropslige oplevelse, nemlig at føde, og her er masser af saft og kraft. Plambeck giver en rammende beskrivelse af, hvordan det føles at føde, og det er den mest sanselige åbning af en roman, jeg længe har læst. Så stærk at man (gen)oplever det at føde på egen krop. Aya oplever således, hvordan smerten, der ”satte sine skarpe tænder i lænden”, transformeres til utrolige kræfter: ”Pludselig fik jeg den tanke, at smerten ville sige mig noget, og at jeg burde lytte.” Også beskrivelsen af det søvndyssende barselshotel, hvor kroppens heling efter fødslen er omdrejningspunktet, er en meget troværdig historie, der sjældent bliver fortalt. Det er en noget barskere beskrivelse som Plambeck leverer her end den, som Dea Trier Mørch giver i 'Vinterbørn'.
Netop livskraften, som er uløseligt forbundet med kroppen, er helt central i romanens univers. Aya er historiker, og dykker ned i de forventningsfulde breve fra J.P. Jacobsens ungdomsveninde Anna Michelsen, som dog blev afvist af forfatteren og endte i sindssyge og var indlagt i over 40 år. Gennem journalen fra hospitalet får vi stærke beskrivelser af, hvordan hun reagerede kropsligt og helt hæmningsløst under sindssygen.
Annas historie kan ses som en del af tendensen med at drage en historisk person ind i fiktionen, men Plambeck blander det faktuelle med det fiktive på sin helt egen måde. Fortællingen om Anna er et selvstændigt spor, men samtidig spiller Annas stemme ind på den historie, Aya fortæller om og til sin søster og til os. Det er rigtig godt tænkt og elegant udført. Ved at fortælle Annas historie viser Aya, hvad der kan ske, når livskraften og drifterne holdes nede. De tre kvinder kommer på forskellige måder til at vise betydningen af kroppens kraft, og de detaljerede og kropslige beskrivelser viser i deres voldsomhed Plambecks særlige talent for at skildre kvinder på kanten.
'De fleste mord begås af normale mennesker i affekt’ lyder det i romanen, og dette voldspotentiale undersøger Dy Plambeck på aldeles fremragende vis. Ikke mindst fordi roden til volden skildres indefra af Aya, som fortæller, at hun ville kunne dræbe den, der gør hendes datter og søster ondt. I fantasien planlægger Aya i detaljer et drab på Andreas voldelige ekskæreste. Når denne stemme ikke blot kommer fra en kvinde, men en mor, udfordres vores billede af moderrollen og de forventninger, vi har til en mor. Ligesom i de sorte romaner af Hanne Højgaard Viemose og Kamilla Hega Holst kan bogen også ses som opgør med kernefamilien som den eneste måde at leve og have børn på.
Dy Plambeck har også tidligere i forfatterskabet skildret vildskaben og mennesker, der tør gå egne veje, men i 'Til min søster' får vildskaben en tand ekstra, og det klæder forfatterskabet ualmindelig godt. Plambeck er eminent i denne rå roman, hvor kvinderne tager magten tilbage.
Analyse
Plambeck, Dy - Til min søster
’Til min søster’ er en politisk roman, der taler direkte og råt om at være kvinde, mor og søster.
Dy Plambecks 'Til min søster' er en roman om to søstre, Aya og Andrea, der begge har problematiske forhold til mænd. Aya er blevet forladt af faderen til sit barn allerede inden barnets fødsel, og Andrea kæmper med at komme væk fra sin voldelige kæreste, både i fysisk og mental forstand. Aya har hævnfantasier om at slå søsterens ekskæreste ihjel, og da de to søstre sammen rejser til Sverige, har Andrea et gevær med i bilen. Der er lagt op til en skæbnesvanger tur til søsterlandet Sverige med to vrede kvinder, et barn og et gevær i en bil.
Et feministisk romanmanifest
Søstrenes, og især hovedkarakterens, vrede mod mænd er til at tage og føle på og sætter sig også i hendes sprog, hvor mænd forbindes med røvhul, behåring og brutalitet:
”Nej, jeg er ikke gift, og jeg savner heller ikke nogen mand med hårde muskler og tæt behåring, med lange sorte hår, der snor sig ud af røvhullet og næseborene, med brutale tænder, hvor plakken sidder tæt i kanterne, store tæer og en bred tunge, man kan koge, skære ud og servere på et fad for et stort selskab.”
Der er ikke mange eksempler på behagelige mænd i romanen (i en svag baggrund står mindet om en ikke alt for forsømmende far), og mens Ayas fortælling ruller deres fælles fortid ud, dukker også #MeToo-episoder frem af erindringen, fx en oplevelse med en mand på en strand, som insisterer på at blive smurt ind i solcreme og ender med at have hånden i sine Speedos. For Aya slutter dagen med en klump i halsen, halsbrand og sure opstød.
Vreden rider Aya gennem hele romanen, og hendes tanker kredser om søsterens ekskæreste, som hun henvender sig til i sin indre monolog:
”Men jeg skal fortælle dig, Mark: Jeg er ikke sådan en sur én. Jeg er sådan en rigtig rasende én. For min skyld må du gerne smadre, hvis det er det, der kan få dig til at føle dig som en mand. Du kan smadre din mountainbike og fladskærm, rive dit lycratøj i stykker, spise dine løbesko, knuse dine ruder og din romaskine, brænde dine slips og din bogsamling, hvad rager det mig. Grams på dig selv uden at spørge om lov først, kør hånden hen over brystkassen og mærk den tætte behåring under skjorten. Lad hænderne gribe om dine baller, og spørg dig selv, hvordan det føles?” Aya går til angreb bevæbnet med sit velsmurte sprog, igennem hvilket hun formår at spidde og tage hævn over den halvdel af menneskeracen, som hun er rasende på.
Mor-bølgen i dansk litteratur
Romanens første del udspiller sig allerede inden søstrenes tur til Sverige og foregår på barselsgangen, hvor Aya opholder sig alene under og efter fødslen. I denne del af romanen skriver Dy Plambeck direkte og detaljeret om alt, hvad der hører et ophold på en barselsgang til: Sting, syrnet lugt af gylp, livmodersammentrækninger, isbind, pumpemaskiner, opsvulmet mellemkød og ukontrollerbare, bristende og lækkende kroppe, der går forsumpede rundt i en traumatiseret choktilstand. Hvis der findes en forestilling om et glorificeret moderskab, er denne del af romanen drevet af en indædt vilje til at punktere denne forestilling og beskrive tranformationen fra kvinde til mor uden forskønnelse og idealisering. Romanen er derfor blevet kaldt ”en ode til det bristede mellemkød” og ”et højøstrogent frihedsbrev” og er blevet læst som et eksempel på et nyopstået fokus på moderskab i litteraturen.
Flere samtidige forfattere, som eksempelvis Cecilie Lind, Maja Lucas, Ida Marie Hede og Ursula Andkjær Olsen, tager moderskabet til behandling i deres værker og behandler alle aspekter heraf: fødsler, følelser og feminisme, kroppen og de kulturelle normer, amning og ambivalente følelser for barnet. Forfatterne portrætterer moderskabet nøgent, råt og sårbart og som en vekslen mellem bevidsthedsudvidende eufori og eskalerende sammenbrud. Tendensen findes ikke kun i dansk kontekst, også samtidige udenlandske forfattere som bl.a. Rachel Cusk og Maggie Nelson skriver intensivt om moderskabet.
Det første eksempel på en dansk tekst, der beskriver en fødsel med realisme, er Marie Bregendahls 'En dødsnat' fra 1912, og i 1976 udgav Dea Trier Mørch 'Vinterbørn', som foregår på barselsgangen på Rigshospitalet. I årtierne efter 1970erne blev der lagt afstand til det private i litteraturen, og det er først i de seneste år, at der igen er blevet interesse for beskrivelser af moderskabet i litteraturen. Den litterære moderskabs-bølge er blevet set som en del af en større bevægelse i litteraturen med et voksende fokus på det private og det, der ikke nødvendigvis præsenterer sig pænt. Som eksempelvis seksualitet, kønsidentitet, psykisk sygdom, tabuiserede følelser som vrede og sorg, og ikke mindst forældreskab, også mænds forældreskab, som det ses i Rolf Sparre Johanssons 'Søvn'.
En kvindestemme fra fortiden
Romanens anden del, 'Värmland 2017', fortælles som en du-fortælling henvendt til søsteren Andrea, mens første del, 'Barselshotellet 2015', fortælles som en jeg-fortælling. I anden del af romanen rejser søstrene og datteren Nola til Sunne i Sverige, hvor Aya er inviteret til at holde et oplæg om J. P. Jakobsens ungdomskæreste, Anna Michelsen. Fascinationen af Anna opstår, da Aya, som er historiker, inviteres til at skrive et forord til J. P. Jakobsens samlede værker og finder Annas breve til Peter på Rigsarkivet. Gennem brevene lærer Aya en kvinde at kende, som kæmper for at tilpasse sig sin tid og kultur, og som længes efter at blive set som det menneske, hun er, men som afvises og ekskluderes og ender sit liv med årelange indlæggelser på psykiatrisk hospital. Annas fortælling giver en historisk dimension til det dødvande de to søstre befinder sig i, og grundlaget for et søsterskab på tværs af tider er lagt. Uddrag af Annas breve er trykt i romanen og gennem dem bliver hun romanens tredje kvindelige stemme, der kaster lys over søstrenes liv.
Dy Plambeck på det litterære Danmarkskort
Dy Plambeck debuterede i 2005 med digtsamlingen 'Buresø-fortællinger' og blev allerede ved debuten betegnet som en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Plambeck har blandt andet udgivet romanerne 'Texas' rose' (2008), 'Gudfar' (2011) og 'Mikael' (2014), og hun er blevet sammenlignet med forfattere som Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Klaus Rifbjerg. Dy Plambeck er desuden en engageret debattør og skribent og sidder fra 2017-2020 i Højskolesangbogsudvalget. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Klaus Rifbjergs debutantpris.
Deltag i debatten