Plambeck hylder kærligheden, vildskaben og kroppens kolossale kraft i sin smukke og spændstige roman om to søstres løsslupne liv i skyggen af volden.
De to søstre Aya og Andrea er i 30’erne, og befinder sig i det meste af romanen i Sverige sammen med Ayas lille datter. Aya blev forladt af sin mand før datterens fødsel, og Andrea er gået fra sin voldelige ekskæreste, og nu lever de det frie liv med druk, jagt og sex med begge køn. Det hele er fortalt på en sanselig og direkte facon med udpenslede erotiske scener. Gennem et på en gang blidt og brutalt sprog viser Plambeck spændvidden mellem den pludselige vold, som nærmest dukker op i alle relationer, og den ømhed, der er mellem de to søstre. Gennem flashbacks ved vi, at de mødte volden tidligt i livet.
Romanen åbner med den ultimative kropslige oplevelse, nemlig at føde, og her er masser af saft og kraft. Plambeck giver en rammende beskrivelse af, hvordan det føles at føde, og det er den mest sanselige åbning af en roman, jeg længe har læst. Så stærk at man (gen)oplever det at føde på egen krop. Aya oplever således, hvordan smerten, der ”satte sine skarpe tænder i lænden”, transformeres til utrolige kræfter: ”Pludselig fik jeg den tanke, at smerten ville sige mig noget, og at jeg burde lytte.” Også beskrivelsen af det søvndyssende barselshotel, hvor kroppens heling efter fødslen er omdrejningspunktet, er en meget troværdig historie, der sjældent bliver fortalt. Det er en noget barskere beskrivelse som Plambeck leverer her end den, som Dea Trier Mørch giver i 'Vinterbørn'.
Netop livskraften, som er uløseligt forbundet med kroppen, er helt central i romanens univers. Aya er historiker, og dykker ned i de forventningsfulde breve fra J.P. Jacobsens ungdomsveninde Anna Michelsen, som dog blev afvist af forfatteren og endte i sindssyge og var indlagt i over 40 år. Gennem journalen fra hospitalet får vi stærke beskrivelser af, hvordan hun reagerede kropsligt og helt hæmningsløst under sindssygen.
Annas historie kan ses som en del af tendensen med at drage en historisk person ind i fiktionen, men Plambeck blander det faktuelle med det fiktive på sin helt egen måde. Fortællingen om Anna er et selvstændigt spor, men samtidig spiller Annas stemme ind på den historie, Aya fortæller om og til sin søster og til os. Det er rigtig godt tænkt og elegant udført. Ved at fortælle Annas historie viser Aya, hvad der kan ske, når livskraften og drifterne holdes nede. De tre kvinder kommer på forskellige måder til at vise betydningen af kroppens kraft, og de detaljerede og kropslige beskrivelser viser i deres voldsomhed Plambecks særlige talent for at skildre kvinder på kanten.
'De fleste mord begås af normale mennesker i affekt’ lyder det i romanen, og dette voldspotentiale undersøger Dy Plambeck på aldeles fremragende vis. Ikke mindst fordi roden til volden skildres indefra af Aya, som fortæller, at hun ville kunne dræbe den, der gør hendes datter og søster ondt. I fantasien planlægger Aya i detaljer et drab på Andreas voldelige ekskæreste. Når denne stemme ikke blot kommer fra en kvinde, men en mor, udfordres vores billede af moderrollen og de forventninger, vi har til en mor. Ligesom i de sorte romaner af Hanne Højgaard Viemose og Kamilla Hega Holst kan bogen også ses som opgør med kernefamilien som den eneste måde at leve og have børn på.
Dy Plambeck har også tidligere i forfatterskabet skildret vildskaben og mennesker, der tør gå egne veje, men i 'Til min søster' får vildskaben en tand ekstra, og det klæder forfatterskabet ualmindelig godt. Plambeck er eminent i denne rå roman, hvor kvinderne tager magten tilbage.
Kommentarer