Varieté - Eva og Anna

Fortællingen er så levende, at man føler sig hensat til tilskuerrækkerne på det gamle teater i andet bind af Søren Pilmarks forrygende krønike.

Historien om Eva og Anna begynder, hvor bogen om Laurits og Valdemar slap. Eva Ungermann er violinist og arbejder hårdt på at komme til at spille ved Det Kongelige Kapel, men en kollegas voldtægtsforsøg, får hende til at søge arbejde hos Apollovarietéen i stedet. Her kommer hun til at arbejde sammen med direktør Archibald Deutsch, spåkonen Phillitta Madsen, fakiren Muktar og de andre herlige mennesker.

Evas violinspil gør et stort indtryk på alle, ikke mindst på Laurits. Valdemar er begyndt at gå i skole, og han går i klasse med Per, der er søn af Arne, kaldet "Smukke Arne" samt Anna Runge, datter af Erik Runge, byens store industrimagnat og ejer af Runges jernstøberi. Valdemar er ofte sammen med Per efter skole, hvor Per løber ærinder for slagtermester Orla Kratholm, som desværre har en temmelig usund interessere i små drenge. Derfor tager Smukke Arnes ven "Kommoden" over for at snakke lidt med Orla, og det hjælper i høj grad, men hans besøg er alligevel ikke helt så effektfuldt som den frygtelige Mageløse Mangors metoder.

På teatret er Laurits og Eva meget tiltrukket af hinanden, men ingen af dem kan knække nødden, og skolevennen Anna, som Valdemar er forelsket i, kommer ud for en ulykke, der berøver hende evnen til at gå. Men hendes store vilje tager ikke skade. Heldigvis kan både Laurits og Valdemar trylle andre steder end på deres elskede scene.

Jeg har svært ved at styre min begejstring for denne bog, som er fyldt med pragtfulde gensyn fra Laurits og Valdemar, og som føjer endnu flere farvestrålende personer til galleriet. Søren Pilmark er simpelthen blændende til at væve alle de mange livstråde sammen, så de, sammen med de vidunderlige kulisser, udgør det smukkeste eventyrlige vægtæppe.

Selvom den gode historie bærer sig selv, er fortællingens allerstørste plus, den glæde hvormed den bliver fortalt, og hvis man vælger at lytte bogen, har man Søren Pilmarks fyldige stemme i ørene, mens siderne bliver vendt. Historien svulmer stadig og gør overstadige badutspring, og jeg elsker det.