Anmeldelse
Supersaurus - bloddiamanterne af Jay Jay Burridge
- Log ind for at skrive kommentarer
Forestil dig en verden, hvor dinosaurerne har overlevet. Det er slet ikke svært i hænderne på JayJay Burridge.
Verden tilhører de mægtige supersaurusser. Efter at have overvundet den grusomme Christian Hayter i første bind, forlader farmor Bunty regnskoven på Aru-øerne i Indonesien og tager sine to børnebørn, Bea og Carter, med til et safarireservat i Kenya, som er oprettet for at kunne beskytte den udryddelsestruede hvide titantyran. De tager ud på et vildt eventyr, hvor de blandt andet møder en kendt skuespiller og en fotograf. De finder snart ud af, at der også er mennesker her, som vil profitere af dinosaurerne, og at det handler om snigskytter, bloddiamanter og noget så frygteligt som slaveri.
Den modbydelige diamantjæger De Bois leder efter diamanter. En helt særlig og meget sjælden diamant. Bea og Carter får brug for hjælp fra Steggi, en nomadegruppe, der lever sammen med deres højtelskede stegosaurusser. Turen til Kenya bliver et vildt safari-eventyr, og man kommer endnu dybere ind i det fantastiske Superaurus-univers. Man kan også her i andet bind gå på opdagelse i den tilhørende app.
Jeg er ret stor fan af denne serie. Der kan trækkes mange referencer til andre kendte bøger og serier, men alligevel er der ikke andet, der ligner den. Sproget flyder, teksten er lækkert sat op og står ikke ret tæt på siderne, og sammen med illustrationerne har man indtrykket af at sidde midt i et tegneserieeventyr. Forfatteren Jay Jay Burridge er grafisk designer og har med denne serie virkelig opbygget et spændende scenarie. En rigtigt god serie til alle børn fra 10 år.
Brugernes anmeldelser