Bog

Solisterne : et rejseeventyr om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard

Af (
2023
)

Anmeldelse

Solisterne: Et rejseeventyr om H.C. Andersen og Søren Kierkegaardaf

12 okt.23

Joakim Garff har iscenesat Kierkegaard og Andersen på dybt charmerende vis i sit fiktive rejseeventyr.  

Man kunne måske i sit stille sind frygte, hvad der sker, når man graver i den danske litteratur og åndshistories skatkiste, finder de to største juveler og gør sig fiktiv på deres bekostning. Men når det sker i Kierkegaard-connaisseur Joakim Garffs kyndige hænder, blegner bekymringerne hurtigt: Karaktertegningen er elegant, respektfuld og med et mildt drilsk glimt i øjet hele vejen.  

Præmissen for fortællingen er såre simpel: Andersen træffer Kierkegaard på et hotel i Hamborg, og de to selvproklamerede solister beslutter sig herefter for at slå følgeskab og rejse igennem Europa med evighedens stad Rom som endemål. Og man bliver hurtigt forført af den herlige tone i bogen skulle jeg hilse og sige: ”De må imidlertid have mig undskyldt, adieu Andersen, vi undgår næppe hinanden, dertil er byen for lille og verdensironien for stor.” 

For Andersen er at rejse ud i verden at leve, for Kierkegaard handler det om at rejse ind i sig selv på stedet, og med de to positioner fastslået følger en rejse, der for læseren i ligeså høj grad er en tur udi hjørnerne af Kierkegaard og Andersens imponerende forfatterskaber. De to mænd er lige dele vidunderligt krukkede og håbløst forfængelige, mens udfoldelsen af karaktererne sker i en ramme af de største filosofiske og teologiske hits fra Kierkegaards evigt aktuelle og dirrende skrifter: Alt fra hans udødeliggjorte angstbegreb til hans kærlighedsforståelse til hans eksistentialistiske idé om at blive til sig selv leveres som selvfølgelige replikker i dialogen. Når man (gen)oplever dem i denne kontekst, så forbavser det til stadighed, hvor stor psykologisk indsigt i mennesket, han har.

Frygter man at drukne i filosofiske floskler, kan jeg trøste med, at fortællingen ligeledes rummer en række decideret lårklaskende morsomme meningsudvekslinger og scener. Særligt en fejlbooking af en brudesuite til de to mænd er nævneværdig, og bogen bør næsten læses alene for opleve den sindrige koreografi, der udspiller sig som følge heraf for de to kropsforskrækkede og sarte solister. Desuden kommer vi også bag kunstnersløret og får bevægende erindringsdyk i deres livshistorier, der gør, at de springer ud af papiret som mennesker – og ikke bare fabulerende forfattere.   

Hvad så med Andersen? Jo, han bliver desværre lidt den lille i forhold til sin modpart igennem fortællingen. Han får ikke lige så meget taletid, og når han gør, så kan det nogle gange føles, som om hans spørgsmål blot skal lægge op til de tryllebindende svar. Men når det fungerer, så udstilles hulheden i Kierkegaards pointer dog skarpt af Andersens noget anderledes væsen og levemåde. Så Garff når også i mål med ham i sidste ende – navnlig i sidste del af bogen, der bliver særdeles karakterfremkaldende for både Kierkegaard og Andersen. 

Særligt karakterdramatisk bliver det, når Garff med Andersen som talerør stiller skarpt på, hvor “kierkegaardsk” Kierkegaard egentlig var (som også slås an i hans biografi 'SAK'). Det er en tøvende og tvivlende Kierkegaard, vi oplever i 'Solisterne' , der i hans private levemåde og tankeverden må bukke under for nogle af de krav, han udtrykker i sine værker. Selvom det er fiktivt, så giver det en stærk, ekstra tyngde til hans tanker om, hvad det vil sige at være et menneske.  

Samlet set gør d’herrer Andersen og Kierkegaard sig glimrende som rejsekammerater igennem bogen, og jeg kan på det varmeste anbefale, at man tager hele turen sammen med dem.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
136726668
ISBN
9788702385540
Antal sider
422

Portræt

Søren Kierkegaard

Danmarks måske mest komplicerede forfatterskab rummer dybe psykologiske, filosofiske og religiøse indsigter og er skrevet med et polyfonisk virvar af fortællerstemmer.
Læs mere

Forfatterportræt

H. C. Andersen

H.C. Andersens værker har fængslet både børn og voksne på grund af teksternes fantasifulde indhold og sproglige virtuositet.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer