Berlin-Moskva

Tag med Wolfgang Büscher på en anderledes rejse østover, hvor fortiden, skyld og skam giver stof til refleksion og eftertanke. Simpelthen en sproglig perle.

Büscher fortæller med denne lille roman om sin lange rejse til fods fra Berlin, via Polen og Hviderusland til sit slutmål, Moskva, i det endeløse Rusland. Det er dog ikke en rejseskildring af den traditionelle slags – så langt fra endda. Snarere har vi med en vandrers rejse ind i sig selv at gøre. Det kan måske lyde en smule navlepillende og ekskluderende, men tværtimod. Denne fortælling inviterer os til at reflektere over de mange oplevelser og historier, vi som læser beriges med for hver side, man vender.

På bagsiden af bogen står der, at vores hovedperson har til hensigt at vandre i Napoleons og Hitlers fodspor, og jeg skal indrømme, at jeg ved min læsestart havde en forventning om at blive indført i et væld af historiske og samfundsmæssige analyser. At man kunne læne sig tilbage og få Østeuropa perspektiveret og sat i kontekst. Det får man ikke! Men når den præmis er købt, venter der en dejlig læseoplevelse. Bogen er nærmest bygget op som en række reportager, der giver stof til eftertanke. Oplevelserne undervejs er mange, og menneskerne, som vores anonyme hovedperson støder ind i, byder ligeledes på mange historier. Blandt andet får vi historien om en tysk kaptajn og en polsk jødes kærlighed under anden verdenskrig. Smuk og trist fortælling, men ikke sentimental. Og sætter man disse mosaikker af menneskeskæbners livshistorie sammen, danner der sig pludseligt tydelige linjer af østeuropæisk historie og samfund.

Berlin-Moskva er en lille sproglig perle. Büscher er i denne roman udstyret med en sikker, men også smuk og poetisk pen. Sproget er levende og sanseligt, og siderne er fyldt med skønne sprogspil. Ja, det føles til tider næsten så levende, at man mærker vablerne på fødderne og den regnvåde rygsæk på ryggen. Ligeledes har han en fænomenal evne til at beskrive de livssituationer, som han stifter bekendtskab med undervejs – særligt synes jeg, de russiske skildringer står stærkt. Tag nu for eksempel blot denne beskrivelse af det russiske provinslivs håbløshed: ”Det eneste, der drev her, var algetæpperne på Dnepr, trætheden drev af sted, og regnen. Livets hjul drejede langsommere og langsommere, bare væk fra gaden, ind i natten, den næste lille nat med dens fedtede glas og dens glædesløse små glæder og hovedet i sjatten på bordet, og meget vigtigt: alle gardiner trukket for. Det russiske drikkeri er som det russiske liv, og ingen steder er det russiske liv mere russisk end i provinsen, og ingen steder, tænkte jeg, var du dybere nede i provinsen end her.”

En smuk, poetisk og tankevækkende oplevelse venter på den læser, der tillader, at ordknappe fortællinger godt kan kræve tid at fordøje.

Skrevet af Louise Westermann Mathisen, bibliotekar ved Hedensted Bibliotekerne