Min fætter er høvding i Samoa - en opdagelsesrejse

Johannes Langkilde har skrevet en sprudlende rejseberetning. En morale i bogen er, at man ikke skal udskyde noget, man ved, man må gøre.

Som barn hørte Johannes ofte om en forfader, der havde været høvding på en fjern stillehavsø, men det lød mest af alt som et eventyr. Som voksen finder han dog ud af, at en person ved navn Hans Alfred Langkilde, der var født i 1844, havde været høvding i Samoa. Bogen er skrevet som en slags hybrid mellem slægtskrønike, danmarkshistorie, kolonihistorie og rejsebeskrivelse.

I 2016 er Johannes Langkilde DR-korrespondent i USA, hvor han dækker det demokratiske partikonvent i Philiadelphia forud for præsidentvalget. Her får han at vide, at Fagafaga (høvding) Daniel Langkilde, der repræsenterer Amerikansk Samoa ved konventet, er til stede i bygningen. Det lykkes for Johannes at komme i kontakt med Daniel, og de mødes dagen efter. Det er et positivt møde, som resulterer i, at Johannes lover at besøge Samoa sammen med sin familie. Rejsen bliver dog først til noget i 2019, og på det tidspunkt er Daniel død.

Slægten Langkilde stammer oprindeligt fra Fyn, hvor Frederich Langkilde forpagter krongodset Frederiksgave fra midten af 1800-tallet. Den ældste søn Hans Alfred har udlængsel og rejser i 1869 til Amerika. Efter forskellige dramatiske hændelser havner han i 1873 i Samoa, hvor han bliver han gift med høvdingedatteren Melip. Sammen får de en børneflok, der alle får navne efter den danske slægt. På daværende tidspunkt er en palagi (hvid mand) velkommen, for de isolerede øer trænger til friskt blod, da der er megen indavl. Hans Alfred bevarer kontakten med sin far gennem brevveksling, men da han er på vej hjem for at aflægge et besøg, får han at vide, at faren er død. Hans Alfred tager ikke hjem, men vender om i Hamborg.

Både på Samoa og Amerikansk Samoa står slægtninge klar med åbne arme for at byde Johannes og hans familie velkommen. Overalt støder de på navnet Langkilde, mens de rejser rundt og oplever øernes smukke og fremmedartede natur og møder de lokale skikkene, som fx at det er helt naturligt at blive begravet ved sit eget hus, hvor familien kan hygge sig på de store gravmonumenter, og overalt støder de på navnet Langkilde.

Undervejs får Johannes sit samoanske navn Tusitalaoaiga, der betyder "Ham, der skriver om familien". Den skotske digter Louis Stevenson, der boede på øerne til sin død, havde blot heddet Tusitala, "Ham der skriver". Johannes bliver også tilbudt at blive høvding, men takker nej, da det vil kræve for meget. Familien tager ud for at finde Hans Alfreds grav, og det lykkes få dage før hjemrejsen.

En morale, man kan læse ud af bogen, er, at man ikke skal udskyde noget, som man ved, man må gøre. Hans Alfred når aldrig at besøge sin far, og Johannes når ikke at mødes med Daniel i Samoa. Johannes Langkilde vidste allerede før besøget, at rejsen skulle blive til en denne bog, som han har skrevet i samarbejde med journalist Cathrine Erreboe. Bogen, der er meget underholdende og velskrevet, er krydret med fotos, tegninger og kort og fortæller ikke blot om en families drømmerejse, men også om en slægt og om perioder af Danmarks og Samoas historie.