Anmeldelse
Sku’ det være en anden gang af Sarah Skyt Persson
- Log ind for at skrive kommentarer
Sørgmunter og satirisk debutroman om Maria på 31, der arbejder i Sydbank i Herning.
Forfatteren har henlagt fortællingen over en uge i december, hvor forberedelser til julefrokosten tager en del af hovedpersonen Marias tid. Hendes succeskriterie er at finde en mand, som hun kan få børn med. Hun har haft forhold til mange mænd, men aldrig fundet den rigtige, hvilket er en gåde for hendes mor. Nu muntrer hun sig med sin chef, som er gift og har et barn.
Alle hændelser er beskrevet dag for dag og meget, meget morsomt. Dagsordenen er klar, men konturerne af Maria er diffuse. Hun lader tingene ske, mens hun ivrigt praktiserer de ting, hun har lært på et mindfulness kursus om åndedrætsøvelser.
Sarah Persson debuterer med denne spøjse roman, som ikke rigtig har fået den fortjente opmærksomhed. Den er meget velskrevet og underholdende og giver et godt tidsbillede. Man kan betegne den som en nøgleroman, da steder i Herning og omegn benævnes ved deres rette navn. Selv borgmesteren, Lars Krarup, optræder.
Romanen er dedikeret "alle dem fra Herning". Jeg håber de også læser bogen og morer sig.
Brugernes anmeldelser