Bog

Piplioteket på nettet

Af (
2020
)

Anmeldelse

Piplioteket på nettet af Lorenz Pauli og Kathrin Schärer (Ill.)

04 sep.20

At læse sammen kan åbne dørene til at lære noget og til en større grad af frihed. Det har den kloge ræv fundet ud af, men hunden er ikke nær så klog eller modig. 

En dag mens ræven sidder og læser, synes han pludselig, at det er ret trangt i hulen. Han beslutter sig derfor for at få afleveret nogen af de mange biblioteksbøger på "piplioteket". På vej derhen gør hunden på bondegården af ham, fordi den keder sig. Ræven kan ikke dy sig for at drille hunden, som sætter efter ham, så han taber alle biblioteksbøgerne. Hunden er næsten lige så hurtig som ræven, og ræven må søge tilflugt på biblioteket, hvor han med snuden ud ad vinduet stadig håner hunden. Hvad ræven ikke ved er, at biblioteket denne aften er åbent, fordi der er fortælleaften, så hunden løber ind og gør rasende af ræven.

Bibliotekaren binder hunden udenfor, og den hyler højt. Imens henter ræven en masse bøger til hunden for at lære den at tænke selv, for bondemanden har kun givet den en bog om malkemaskiner. Ræven forklarer hunden, at hvis den læser nogle af de bøger, som ræven har taget med, kan den komme fri af den snor, den er bundet med. Dagen efter har bonden igen lænket hunden og forsynet den med et glasbræt med ledning, hvis den lover at stoppe med at hyle. Men den må aldrig komme på biblioteket igen. Til gengæld er den nu på nettet! Sammen finder de ud af, at man kan hente lydbøger ned på brættet, så de lægger sig pote mod pote i hundehuset og lytter til historier. Ræven mener, at fysiske bøger er de bedste, så dagen efter henter han sin yndlingsbog på biblioteket og læser højt for hunden og klipper derefter hundens lænke over.

'Piplioteket' er en virkelig dejlig bog med et alsidigt sprog. En fortælling om at turde gribe en chance, at tage imod og om umage venskaber. Historien er særdeles velegnet til oplæsning, da ord som "dit slaske-savle-dyr med vinduesvisker-hale" helt sikkert vil være populære. Teksten er understøttet af de fantastiske illustrationer i naturfarver, som fylder siderne helt ud. Forfatteren har tidligere udgivet ’Pipliotek’, hvor ræven opdager biblioteket første gang.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Gry Kappel Jensen
Graphic
Kathrin Schärer
ISBN
978-87-406-6360-0
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer