Bog

Hvis bare det var en drøm

Af (
2018
)

Anmeldelse

Hvis bare det var en drøm af Lone Elmstedt Bild

01 okt.18

Unik og meget spændende børnebog om bøgernes magiske verden, der vil pirre til større børns nysgerrighed og eftertænksomhed.

Olga og Vera er bedste veninder og har lagt masser af sommerferieplaner. Men lige som ferien skal til at starte, sker der noget slemt. De to piger skændes, og Vera løber ud foran en bil og bliver kørt ned. Den voldsomme ulykke påvirker Olga, som føler skyld og slet ikke har lyst til at besøge Vera på hospitalet. Kort efter ulykken opsøger en mystisk pige Olga. Pigen, der hedder Sif, fortæller, at hun var ved at læse en bog, der handlede om Olga og Vera, da hun pludselig forsvandt ind i historien. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Og er Olga virkelig bare en karakter i en bog?

Forfatteren tager sproglige vendinger som ’at forsvinde ind i bogen’ og ’at blive opslugt/fanget af historien’ helt bogstaveligt, for det er lige præcis det, som sker i denne fine roman. Det er en sjov og anderledes måde at formidle metalitteratur og skæbnebegreber på, men bogen kan også sagtens læses for dens gysende gode handling. Gennem hele bogen er der en magisk og lidt skræmmende eventyragtig stemning, for Olga må gå så grueligt meget igennem for at beholde sit liv, som det er.

Bogens knaldgule omslag, der er et helt lille kunstværk i sig selv og er flot layoutet af Alette Bertelsen, vækker straks opmærksomhed og sætter fantasien i gang.

Lone Elmstedt Bild har skrevet en særdeles spændende og indimellem lidt uhyggelig børnebog om mystiske bibliotekarer og bøgernes hemmelige verden, der vil pirre til nysgerrighed og eftertænksomhed blandt piger og drenge fra cirka 11 år, der er klar til lidt mere udfordrende selv- eller oplæsning med filosofisk kant.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
54463227
ISBN
9788763858113
Antal sider
122

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer