Personlige anliggender

Roman om kærlighedsfølelse, kærlighedssavn, kærlighedslængsel, der er så voldsom, at den må parres med trang til ro og ensomhed og uafhængighed.

Den unge kvinde AnnaCi sidder ved pc’en på det journalistkontor, hvor hun er elev. Hun skriver breve til sin gifte elsker, journalist og ansat sammesteds, og som lige nu i arbejdsøjemed befinder sig på den anden side af kloden. Det er måske hensigten, at deres kærlighed skal gå over, men hun er stadig fuld af lidenskab og forelskelse og længes og undrer sig, mens hun skriver det, der nærmest fremtræder som dagbogsnotater. Vi ser en kvinde, der er villig til eller tror, hun er villig til at gi’ alt i et forhold og en mand, som bange og usikker holder igen. De personlige anliggender må beskyttes!

Man finder langsomt ud af, at der faktisk er to historier: AnnaCi finder i huset i Skærgården, arven efter faderen, en tegning  og en korrespondance mellem hendes far og en elskerinde, Cecilia, hvis eksistens AnnaCi ingen anelse havde om. Og denne korrespondance udgør så den anden passionshistorie.

Faderens historie udspiller sig i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Han dør efter en elgpåkørsel i 1963, da datteren er 2 år.

AnnaCis, faderens og Cecilias beretninger veksler, slynger sig ud og ind af hinanden, så man er nødt til at læse langsomt og opmærksomt for at følge med. Men gør man det, får man indsigt i en tragisk fortid for faderen og Cecilia, mislykkede ægteskaber med følelser, der går til grunde og kærlighed, der hævner sig og efterlader et tomrum, som fyldes med had, jalousi, ødelæggelsestrang, forstening.

Man tænker flere gange undervejs, at de to fortællinger måske bare er én, som ligger og venter, til AnnaCis elskede kommer tilbage ….

Der er så megen og så stor lidenskab, et enormt behov for nærhed og varme og angst for adskillelse i bogen – og AnnaCi får bearbejdet  traumer i fortid og nutid, så hun ved bogens slutning er en anden end ved dens begyndelse.

Ganske urovækkende, men alligevel en smuk vision om kærlighedens muligheder, men måske ikke om dens bestandighed.

Märta Tikkanens sprog er en nydelse – og især AnnaCis første beretning er lyrisk og poetisk. Bogen er let at læse, men strukturen og slutningen tvinger til opmærksomhed.