Blomsten der elsker mig

En virkelig smuk billedbog, der indbyder til eftertænksomhed og til at overveje, om man ikke burde lære at elske sine mælkebøtter i stedet for at bekæmpe dem.

De fleste haveejere er ikke glade for de gule mælkebøtter, som med deres lange pælerødder og gode overlevelsesevne hurtigt overtager hele haven. I denne skønne billedbog er mælkebøtten endnu sværere at elske, da mælkebøtten hele tiden gør opmærksom på sig selv.

Forfatter Hanne Kvist er enormt god til at beskrive relationer, og dette er en virkelig finurlig historie om en sød plante, der rejser ud i verden for at få en pause fra sin ven, mælkebøtten, der praler så meget, at den lille plante næsten ikke kan holde det ud.

Planten er sød, venlig og høflig, hvorimod mælkebøtten er både larmende og indbildsk: ”Jeg er totalt den flotteste gule blomst i verden. Hvis jeg selv skal sige det. Den smukkeste. Det siger ikke så lidt”. Denne evindelige selvhævden får dens ellers gode ven, den lille plante, til at beslutte sig for at rejse væk. Hvortil mælkebøtten siger: ”Hvad fanden laver du!?”. Efter nogen tid ringer mælkebøtten til sin ven og siger: ”Hej! Det er mig! Hvor er du? Jeg står her og venter. Jeg tror ikke jeg kan blive ved med at være gul”. Heldigvis forstår planten, hvad mælkebøtten mener og tager tilbage til sin gamle ven, der nu er helt uigenkendelig med sit store hvide hår af frø. Som ventet siger mælkebøtten med det samme: ”Har du set hvor flot jeg er?”.

Hanne Kvist er en utrolig skarp fortæller. Hun kan med ganske få ord få sagt en hel masse. En smuk form for poesi: ”Der er meget plads. Der er meget stille. Jeg er helt alene.” Og man ved præcis, hvordan det er.

Det sjove teselskab, planten deltager i sammen med en kam, en kanin og en mariehøne, minder unægteligt om et andet lidt absurd selskab, nemlig selskabet fra ’Alice i Eventyrland’. Kammen spørger de andre, mens den blander kort på en smart måde: ”Er I klar over at alting i universet bevæger sig væk fra hinanden helt sindssygt hurtigt?”. Efter dette spørgsmål bliver figurerne hvide på en sort baggrund, og planterne flyver rundt om dem i rummet. Det er meget befriende, at mælkebøtten er sit sædvanlige pralende jeg, så moralen må være, at vi skal lære at elske mælkebøtter, for de er kommet for at blive.

Bogen er Signe Parkins debut som billedbogsillustrator og skifter fra at have næsten tomme, hvide sider til at indeholde smukke tegninger, der understøtter tekstens fine budskab. En skøn blanding af tegninger, talebobler, sort/hvide illustrationer og billeder i farver.

Læs den sammen med børn fra ca. 5 år og bliv enige om at sætte pris på mælkebøtter og andre ting, der ellers kan irritere dig.