Operasangerinden

Intelligent roman om identitet, eksistens, kærlighed... og meget, meget mere.

Operasangerinden Helene Lissner er i sin karrieres efterår. Hun har brugt det meste af sit voksne liv på at turnere verden rundt, som en førende og stor operadiva. På hjemmefronten har lægemanden Clemens altid været hendes faste bagland.

Pludselig en dag opdager Helene at hendes trofaste - og måske en smule kedelige - mand har en affære med en ung sopran. Dette trækker tæppet væk under fødderne på hende, kort herefter begår Clemens selvmord, og Helene tvinges til at tage sit liv op til revision.

Lærer vi nogensinde at forstå vores livsledsager, vores børn og os selv for den sags skyld? Lærer vi nogensinde at forstå livets absurditet? Disse spørgsmål bliver taget til overvejelse i denne roman. Efter ægtemandens død, bliver Helene konfronteret med den ene absurditet efter den anden. Alt hvad hun regnede for normalt, viser sig at være en illusion - og måske med rette, føler Helene bogen igennem, at hun stadig står på den operascene, som hun efter ægtemandens død ikke længere magter at træde op på.

Romanen er udformet som et brev til Jomfru Maria, det er til hende (og til os som læsere) at Helene stiller alle sine spørgsmål. Og som Jomfru Maria, er vi læsere heller ikke i stand til at give svar på Helenes spørgsmål. Så hvor vil denne bog egentlig hen?

Jeg tror den fortæller os, at vi KUN er mennesker alle sammen, og at vi først får ro og balance i livet, den dag vi lærer at forholde os til at livet i alle henseender er absurd, og at vi aldrig kan forberede os på hvad det vil bringe.

Operasangerinden er Vilhelm Topsøes tiende roman. Jeg vil anbefale at man som læser tager hjertet og hjernen med på en rejse i Operasangerindens univers - med risiko for at man efter endt læsning er blevet en lille smule klogere - men det er vel heller ikke så slemt?