Dr. Werner Best - mine danske år

Topsøe har her givet ordet til den under besættelsen tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, via en fiktiv dagbog skrevet til sin afdøde far -  en roman med meget på hjerte.

Denne roman, en fiktiv selvbiografi af Hitlers højre hånd i Danmark: Werner Best, er særdeles interessant læsning, især fordi den er spækket med kontroversielle emner omkring 2. verdenskrig, nazismen og ikke mindst den danske besættelsestid. Vi følger Best fra maj 1945 og til han - 6 år senere - efter at have været fængslet og dømt til døden  - løslades og sendes tilbage til Vesttyskland.

Dr Werner Best var i virkelighedens verden tysk jurist; han havde fra 1942 sit virke i Danmark og var en vaskeægte fuldblods nazist. Topsøe portrætterer ham på fortrinlig vis og formår at tydeliggøre den dobbelthed, der hele dagbogen igennem præger Bests personlighed.

Han balancerer på en knivsæg mellem det konstante forsøg på at forsvare sine handlinger under krigen og en skyldfølelse, der til tider plager ham. Samtidig har romanen også psykologisk dybde via det indtryk, der gives af forholdet mellem Werner Best og hans afdøde far, som dagbogen er stilet til. Et forhold, der i allerhøjeste grad fremstår meget uforløst og med en søns unaturlige og ekstremt krampagtige faderbinding.

Bogen tematiserer også indirekte den danske besættelsestid, hvor kontroversielle emner som retsopgøret, samarbejdspolitikken og den danske befolknings selvopfattelse kommer under lup.

Eksempelvis kommenterer Best på Danmarks lidet flatterende evne til at spille på to heste og derved undgå at vælge side, før resultatet af krigen lå helt fast. Best skriver om danskerne: ”De har overstået denne krig bedre end noget andet europæisk folk, Danmark havde under krigen den højeste levefod i Europa. Ja, måske i verden! Og hvorfor? Fordi danskerne samarbejdede med Tyskland, ja, med mig. Og så! Så nåede danskerne alligevel i den sidste times sidste sekunder at blive taget nogenlunde højtideligt af vestmagterne som et ”allieret land”…”

Det gør romanen til et meget modigt projekt, og danskerne får sig nogle drag over nakken, selvom man skal huske på, at Topsøe har frit spil via dagbogsformen. Ordene er jo Werner Bests, og Topsøe behøver derfor ikke holde sig strengt til historiske fakta.

Vi er altså i fiktionens univers og man kan på den måde sige, at ordene er ”utroværdige”, når de kommer fra en person, der efter krigen blev diagnosticeret som ”konstitutionel psykopat”. Men netop dette er bogens præmis, og det gør den god.

Eneste egentlige anke er den til tider lidt tunge og langsommeligt beskrivende dagbogsform.

Dette til trods er det en rigtig god og tankevækkende roman, fyldt med interessante historiske fakta, politisk sprængstof og stof til eftertanke.