Anmeldelse
Nationens tilstand af Douglas Kennedy
- Log ind for at skrive kommentarer
Hannah lever i et harmonisk ægteskab med Dan, men to samtidige hændelser får lavinen til at rulle. Bare på grund af ét enkelt fejltrin…
Anbefalet af bibliotekar Birthe Werge, Holstebro Bibliotek
God eller dårlig?
Hannah Buchan vokser op i 60’ernes U.S.A. med rebelske forældre, så Hannahs teenageoprør mod forældrene kommer derfor til at bestå i at gøre det fornuftige og sikre. Hendes valg af ægtemand, den lægestuderende Dan, falder ikke i god jord hos moderen, som med sin konstante sarkastiske og kritiserende facon sjældent viser Hannah sin støtte.
Faderen er Hannah mere på bølgelængde med, men efterhånden som hun bliver voksen indser hun, at forældrene har deres dæmoner at slås med i ægteskabet.
Bogens 1. del omhandler Hannahs unge voksenliv og de første år af ægteskabet, hvor Hannah prøver at finde fodfæste som hustru, mor og lægefrue i et lille samfund.
I 2. del springes der 30 år frem, Hannah underviser på gymnasiet, og de 2 børn er godt på vej i hver sin karriere.
Datteren Lizzie er dog lidt på gyngende grund, da en affære med en gift kendis ikke går som ønsket. Pludselig forsvinder Lizzie, og medierne stormer løs på sagen. Samtidig dukker Hannahs navn op i en stærkt forvrænget 30 år gammel historie, og Hannah står pludselig alene i orkanens øje, mens både Dan og sønnen vender hende ryggen. Heldigvis har hun en trofast støtte i faderen og veninden Margy.
Som ramme for Hannahs tur gennem familiens og ikke mindst mediernes vridemaskine får vi et skarpt tegnet billede af et amerikansk samfund med ekstreme politiske og religiøse holdninger, stærke normer og familiemønstre med diverse konflikter.
Kennedy, Douglas: 'Nationens tilstand'. Oversat fra oversat fra engelsk af Anders Juel Michelsen efter 'State of the union'. - 1. danske udgave. - Kbh. : Cicero, 2008. - 430 sider
Romanen er en roligt fremadskridende fortælling med en langsomt stigende spændingskurve.
Når man som jeg higer efter gode miljø- og personskildringer, får man her meget for pengene. Man kommer tæt på personerne og får et godt indblik i det miljø Hannah færdes i. Personkarakteristikkerne forundrer og tryllebinder, og jeg føler mig både bekræftet og forsikret i mine holdninger til det i visse sammenhænge amerikanske snæversyn og mediestyrede samfund. Sprogligt spænder romanen fra detaljerede beskrivelser af stemninger og natur til skarpe iagttagelser af det amerikanske samfunds mangfoldighed.
Alt i alt en anbefalelsesværdig spændende og underholdende historie.
Lån bogen på eller
|
Brugernes anmeldelser