Anmeldelse
Wolf Hall af Hilary Mantel
- Log ind for at skrive kommentarer
Spændende og flot skrevet roman om personer og intriger ved Henrik VIII’s hof.
Romanen kredser om kongens rådgiver Thomas Cromwell som den gennemgående figur i og omkring Henrik VIII’s tidskrævende skilsmisse fra Catherine af Aragon og tilsvarende ægteskab med Anne Boleyn.
’Wolf Hall’ er historien om smedens søn Thomas, der fra usle og fattige kår med snilde og kløgt kæmper sig frem i verden og ender med at blive kongens betroede og nærmeste rådgiver. Persongalleriet ved hoffet er overvældende og intrigerne mange. Cromwell er trods sin opvækst, snu og lærenem når det gælder om at begå sig blandt lærde og adelige. Han forstår i den grad at styre og bruge den politiske magt, der er blevet ham givet.
Thomas Cromwell efterlever og udlever magten på brutal vis. Cromwell store juridiske begavelse tjener både ham og kongen. Kongen får sin vilje og Cromwells magt styrkes. De som lægger sig ud med smedens søn, mister ikke kun indflydelse, men ofte også hovedet.
Hilary Mantel beskriver dette morads af død, vold og sex lige på og hårdt. En flot historisk roman, der foregår i det nærmest uudtømmelige uinvers omkring Henrik VII.
Hilary Mantel høstede fortjent hæder og priser for ’Wolf Hall’, blandt andet den prestigefyldte engelske Man Bookerpris. ’Wolf Hall’ er desuden oplagt læsning for dem der var vilde med ”The Tudors”, den prisbelønnede britiske serie der tidligere har været vist i dansk tv.’Wolf Hall’ er mere end 600 siders god underholdning til den forestående juleferie.
Brugernes anmeldelser