Bog

Ingenmandslande

Af (
2002
)

Anmeldelse

Ingenmandslande af H. H. Løyche

16 sep.02

H. H. Løyche, der også skriver under pseudonymet Johannes Donnerstag, har udgivet en novellesamling, der består af tre nye noveller samt en opsamling af tidligere trykte noveller. Her er tale om en række meget forskellige noveller, både indholdsmæssigt og kvalitetsmæssigt, men overordnet giver samlingen dog et indtryk af en kompetent dansk science fiction forfatter. Og dem har vi ikke ret mange af.

I novellen ”Gydernes lov” arbejder Løyche med menneskets værdi. Hovedpersonen er Alvaro, der voksede op i Mexico City med otte søskende hos sine bedsteforældre og sin mor. En dag overværer han et flystyrt, og her går det op for ham, at alt består af dele, og at de enkelte dele har en værdi. Novellen er ganske kort, kun fem sider, men pointen er skarp og præcis.

”Rapport fra en kriminologisk blindgyde” kan ikke kaldes science fiction, men er alligevel en af de rigtig gode noveller i samlingen. En aften indløber flere meldinger om borgere, der har observeret ufoer. Samme aften begås et forfærdeligt mord i byens park, og politiet står nærmest uden spor. En ung mand findes skudt i nakken, med hænderne bagbundet og fingrene hugget af, men der er ingen spor af gerningsmanden, og tilsyneladende er der heller ikke et motiv til drabet. Løyche følger politiets opklaring, og selvom novellen bedst kan kaldes en detektivhistorie, så er løsningen på mordgåden meget overraskende.

Min favoritnovelle er ”Ude af kurs”, der også har været trykt i ”De smukke drømmes palads og andre science fiction-noveller” under titlen ”Betydningen af én”. Et rumskib er kommet ud af kurs, og for at få det på ret kurs igen udvælges Rioz Swensson til at deltage i et eksperiment, hvor han i en simulation skal forsøge at finde frem til fejlen. Men noget går helt galt, og i stedet for at komme ud af simulationen, da opgaven er løst, føres Rioz dybere og dybere ind i sit sinds afgrunde. En fascinerende novelle med en ubehagelig slutning.

Som sagt er ikke alle novellerne i samlingen lige vellykkede, men det skal nu ikke afholde nogen fra at give sig i kast med H. H. Løyche. ”Ingenmandslande” er underholdende læsning, og kan man lide science fiction, bliver man ikke skuffet.

Klim, 2002. 191 sider. Kr. 225,-

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Faustnummer
24005259
ISBN
9788779550711
Antal sider
191

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer