Fuglenes anatomi

Melankolske erindringer binder livsfaserne sammen i en kvindes tanker og skrivning om barndom, ungdom, moderskab og parforhold i et liv, hvor sorgen tynger mest. 

Merethe Lindstrøms stilistik er enestående i sin poetiske lethed og sit musiske sprog, når hun skræller lag af ind til kernen af en sorgfuld sammenfletning af tre kvindeskæbner. Lindstrøm tager fat i tunge tematikker, når alkoholisme, svigt i barndommen og depression er hovedpersonens følgesvende. Dog er læsningen en behagelig, flyvende og luftig sansning gennem sprogets billeder.

Den unavngivne hovedperson er en midaldrende kvinde. Hun skriver. Hun tænker. Hun drømmer - og hun erindrer. Hun lever sammen med sin mand Sirke, som falder til alkoholen. De to voksne døtre er flyttet hjemmefra. For år tilbage er familien flyttet fra Norge og har bosat sig i en lille engelsk landsby, Yew Tree Cottage. En lidenskabelige interesse for fugle flettes ind i hendes skrivning, notater om livet, mens hverdagen kører forbi. I skriften og i tanken gennemlever hun livets kvaler og glimt af glæderne.

”Fuglenes anatomi som er knyttet sammen af den menneskelige gennem ordene .. ravnenæbbet, vingemusklen … det overrasker, når hun ser på sin krop, at hun kan forklares af en anden arts strukturer, sådan noget som en fugl, hun føler sig ikke sådan, hun føler sig tung.”

I romanens nutid har kvinden en ung mand til at hjælpe sig med at bygge en voliere i haven. I sin længsel efter at få vækket livet på ny, finder hun gnisten og lyset i betagelse af den unge mand. Hun følger ham på afstand, og følelserne tager til.

En form for mug klæber til flere af jegets erindringer om barndommen og moren. Allerede fra fødeafdelingen blev hun inficeret af den: ” Den har sat sig i mig, muggen.” Den mug, som også bliver en del af hele moderskabets tyngde, når hun ser tilbage på sin egen mor og på sin egen afmægtighed som mor til Klara, som lider af depression. Kvinden ser sig tilbage og erkender, at det levede liv ikke kan ændres og at livet over årene er gledet ubemærket forbi:

”Måske kommer den gradvist, den bevægelse indad, at det ikke er en bestemt dag du bare lukker døren, men at du lægger de dele væk lidt efter lidt, som når du lægger tøj væk, lægger det sammen.”

Lindstrøm blander livsrefleksioner af nutid og datid til en udflydende tid. For tankens tid overtager og forskellige livsfaser fremstår som stærke ligestillede billeder, når du kun er i dit hoved. Enkelte gange griber drømmelag ind. Det er en alvorsfuld, men smuk flyvetur.

”Hvor ville det være dejligt med en lang sommer i år, men vi forstår vinteren bedre, det tavse, uden forventninger, jeg tror vi er vinter.”