Endnu ikke allerede

I anledning af Katz død bringer vi anmeldelsen af hendes sidste digtsamling, hvor hun tog alvorlige emner op på en meget naturlig og let måde. Væk er tabuer om at miste, om alderdom og døden – i stedet erstattet med smukke digte, som kan læses af alle.

Digte er ikke min stærke side, men denne fine digtsamling, der er sidste skud på stammen fra Janina Katz, gik rent ind.

Jeg vil her give mit umiddelbare indtryk af den.

Den enkel grønne forside er meget lidt appetitvækkende, men det er derimod titlen: ’Endnu ikke allerede’. Den kan med sin dobbeltydighed læses på flere måder. ”Endnu ikke” vidner om noget der stadig ikke er sket, noget der kan forventes at ske eller komme. ”Ikke allerede” henviser til noget, der kommer stærkt, som pludselig sker uventet. Ordene leger med tiden, med det, der har været og det, der kommer – og det lige midt imellem.

Og det passer perfekt til digtsamlingens indhold, for fælles for digtene er, at de handler om tid: tidens gang og ’livets fylde’ (som et af digtene hedder) med alt, hvad det nu indebærer. Det er digte om liv og død, forældre og familieliv, parforhold, kærlighed og venskab. Det er tanker, der kredser især om at blive gammel, hvad der sker i alderdommen, hvordan det føles, om døden og om at sige farvel.

Jeg vil citere første del af et af de digte, der rørte mig mest, nemlig digtet ’Om et øjeblik’ (s. 22):

”Jeg har det sådan,
 som om jeg om et øjeblik
skulle møde dem,
der er på billeder.
Så længe har de ventet
på mig.

Især de ældste.
De, der døde unge.

Hvad skal jeg sige til dem?
Hvad skal jeg undskylde for?
For at livet blev ved
med at forføre mig
til sidste øjeblik?”

Det er meget, meget rørende. Normalt taler vi om at sige farvel og om afskeden mellem den døende og de pårørende, men her handler det om, hvad man siger, til de mennesker, som man har mistet engang, når man møder dem igen; ”Så længe har de ventet på mig”. Hvad skal jeg sige til dem? Hvad skal jeg undskylde for?”  Det beskriver følelsen af at få lov at leve, mens ens nærmeste falder bort, nogle meget unge og alt for tidlige og andre blot før en selv.

Det er stærkt, ligeledes i digtet ’Livets fylde’, hvor det er kærligheden mellem et par og angsten for, hvem, der dør først, der tages op; ”Vi ved ikke hvem af os to der bliver den første der ikke drikker resten” (s.18).

Det er ikke første gang, at Katz skriver om disse emner, hun er netop kendt for at lade sine værker centrere sig om, de for mange, lidt svære emner; livets gang og døden, sorg, ensomhed og alderdom. I digtsamlingen Tilbage til æblerne (2010) er det således døden, at sige farvel og minderne om livet der er gået, som er temaet for digtene.

Jeg synes, at Katz tager disse alvorlige emner op på en meget fin og let måde. Endnu ikke allerede er en smuk og tankevækkende digtsamling om det at blive ældre, at sige farvel – ja om det liv der pludselig er gået og kun har kort tid tilbage.