Debil tur-retur

Tidstypisk debutroman om en ung (verdens)mand, der døjer med familie-kvababbelser, et møg-job i Matas, en uinteressant kæreste og en ulykkelig forelskelse.

Det første indtryk, Sabina Erbillors debutroman efterlader, er, at dén historie har jeg da vist læst før – bare i en anden indpakning. Ved nærmere eftertanke er det indtryk nok heller ikke helt forkert, for der er noget enormt tidstypisk ved fortællingen om den selvpromoverede verdensmand Eskild, som i virkeligheden har ret svært ved i det hele taget at eksistere. Denne moderne form for ungdommelig Weltschmerz synes jeg at være stødt på i utallige litterære tilfælde de senere år hos fx Stine Pilgaard, Bjørn Rasmussen, Stine Askov og Kamilla Hega Holst – deres forskelligheder til trods.

Men tilbage til Sabina Erbillor og hendes verdensmand: Eskild er 24 år. Han bor stadig hjemme hos sin mor, som han ret konsekvent kalder ved hendes fulde navn, Else Johansson. Hans to år ældre søster Helene er også netop flyttet hjem til Else Johansson igen efter at være blevet forladt af sin kæreste, Peter.

Eskild og Helenes far er død. Han begik selvmord - måske/måske ikke som en konsekvens af en fødselsdepression i forbindelse med Eskilds tilblivelse. Eskild er ved romanens begyndelse kærester med Pernille, men han gider egentlig ikke at være det. Til gengæld vil han rigtig gerne i lag med den skønne Anne, som han møder til en nøgenfest (okay, man må godt beholde undertøjet på) hos vennen Boris, men i ægte verdensmands-verdenssmerte-stil vil yndige Anne ikke i lag med ham. I et anfald af energi og entusiasme planlægger Boris og Eskild en kanotur til Norge, hvor også Pernille, Anne og Kommando Torben (der både kan græde og ejakulere på kommando!) skal med. Det kan næsten kun gå galt.

Der er både groteske og tragikomiske optrin at hente her samt en vis form for humor, som jeg til hver en tid vil være fan af, så længe den forvaltes med sindsro. Men lige under alt det gaggede ligger der en sandhed, som man momentvis mærker alvoren af. Eskild mistrives i en grad, som vist desværre ikke er så atypisk nu om stunder – og så er jeg tilbage, hvor jeg begyndte. Det er ikke let at være til, og selvom vores samfund og kultur hylder ungdommen, dens muligheder og dens fremtoning, er det ikke lutter lagkage at være 24 år – og især ikke når man som Eskild nogle gange føler sig som én på 15.

Det er på sin vis en rørende fremstilling af en pisseirriterende og dybt frustreret ung mand, Sabina Erbillor debuterer med, men romanen når på ingen måde på niveau med de fire andre nutidige forfattere, jeg har nævnt ovenfor. Her er for lidt originalitet, selvom grundidéen er god, og sprogligt set skiller Erbillor sig heller ikke på nogen måde ud. Stilen er sikker nok, men jeg tror desværre hurtigt, at jeg glemmer Eskild igen.

Som debutroman betragtet, har Erbillor dog ikke noget at skamme sig over. Næste skud kunne sagtens blive langt mere interessant, og jeg vil gætte på, at et yngre publikum godt kunne tage Eskild og resten af familien Johansson til sig.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.