Anmeldelse
De forsvundne og de døde af Stuart McBride
- Log ind for at skrive kommentarer
Stuart McBride er tilbage med en ny spændende serie på dansk om kriminalkommissær Logan McRae.
Logan McRae er blevet forflyttet til det mørke Aberdeenshire for at udvikle sig som kommissær. Det bliver til mange patruljeringer rundt i området, men pludselig tager tingene fart, og der er både mord, narkohandel og flere personer forsvinder, så Logan får travlt. Hans tidligere chef Steel bliver ansvarlig for opklaringen af et barnemord, og hun får i den grad brug for Logans hjælp. Det bliver svært at holde sagerne adskilt, da de tilsyneladende er flettet ind i hinanden, og derfor får Logan flere advarsler, fordi den øverste ledelse mener, han blander sig i sager, der er uden for hans område. Selvom han ikke er helt ligeglad, fortsætter han ufortrødent i forsøget på at opklare både mord, pædofile netværk og narkokarteller.
’De forsvundne og de døde’ er til tider aktionfyldt, og i de sekvenser vender siderne nærmest sig selv. Der er dog også rigtig mange sider, der beskriver den ene helt almindelige patruljering og journalskrivning efter den anden, og selvom det egentligt er interessant at få indblik i det daglige politiarbejde, synes jeg nok, det kunne have været klaret på væsentlig færre sider. De mange afbræk fra spændingsmomenterne og opklaringsarbejdet af de virkelig store mord- og narkosager, gør bogen en anelse lang at komme igennem.
Sproget er voldsomt med mange sexistiske kommentarer og udtryk, et væld af latrinære ord og vendinger og eder og forbandelser på snart sagt hver eneste side. Jeg tænker, det kan få nogle læsere til at føle sig frastødt og krænket, men hvis man kan se bort fra det, er sproget flydende og lettilgængeligt, og der er ingen unødvendige forviklinger. Jeg synes skrivestilen er både forfriskende og uhøjtidelig.
Bogen er niende del af serien om Logan McRae, og selvom han i denne på får en ny start, ville det have været rart at starte med nummer et. Der henvises til rigtig mange personer og hændelser, som man overhovedet ikke kender noget til, og man mangler forklaringer på mange ting – forklaringer som aldrig kommer, fordi de er givet i de forrige bøger. Jeg håber, at de tidligere bøger bliver oversat, for historien er både spændende og skiller sig ud i rækken af krimier, både sprogligt og handlingsmæssigt.
Brugernes anmeldelser