Le Prix Goncourt eller Goncourtprisen er Frankrigs mest velansete og laurbærkransagtige litterære pris. I status kan den sammenlignes med den engelske Booker-pris. Goncourtprisen er i virkeligheden ikke meget andet end prestige, idet vinderen bliver tildelt den symbolske sum af 10 euro. Men prestigen har alligevel en kraftig økonomisk og kommerciel side for såvel forfatter som forlag, idet Gouncourt-Akademiets kvalitetsstempel som regel sikrer et oplagstal på den rigtige side af 100.000 samt en kolossal medieopmærksomhed.
Der er tale om et stort foretagende, og det afføder alt fra næsegrus beundring til vrede beskyldninger om borgerlig bagstræberiskhed, kommercielle Hollywood-attituder og akademisk snobberi.
Intellektuel ballast eller traditionsrigt snobberi
Prisen er opkaldt efter brødrene Edmond (1822-1896) og Jules (1830-1870) de Goncourt, som i fællesskab skrev en række romaner og historiske værker om 1700-tallets Frankrig. Lige inden sin død grundlagde Edmond de Goncourt prisen til ære for sin bror, og siden da er den blevet uddelt af et akademi bestående af ti medlemmer, som udvælges efter et nepotistisk princip, hvor man selv udpeger sin efterfølger. Akademiet mødes en gang om året på restauranten Drouant i Paris og beslutter ved en udskillelsesproces, hvilken af årets forfattere, der har gjort sig fortjent til prisen.
Det er nærmest umuligt at lade være med at elske visse sider af Goncourt-prisen. For det første udspringer den af Goncourt-brødrenes arbejde med Oplysningstiden – grundlæggelsen af det moderne demokrati. For det andet er ideen om en gruppe, der udvælger litterære værker efter et intellektuelt kvalitetskriterium, kærkommen i disse tider, hvor tykhovedet intolerance og plat klapjagt på smagsdommere bliver regnet for noget godt og naturligt. Prisen er med andre ord seriøs og meget bevidst om sin egen seriøsitet på en prætentiøs, men alligevel besnærende måde.
På den anden side er der selvfølgelig potentielt noget ubehageligt ved ideen om ti gamle litterater, der mødes på en traditionsrig restaurant, spiser traditionsrige franske retter og taler om litteratur på en traditionsrig måde. Mistanker om indspisthed og indholdsløse Oscar-uddelingstilstande ligger lige for, og beskyldningerne er nok ikke helt uden hold i virkeligheden.
Hvis man ser på en liste over de forfattere, der har modtaget prisen gennem tiderne, står store parisiske forlag som Gallimard, Albin Michel, Seuil og Grasset bag klart de fleste prismodtagere, mens de mindre forlag spiller en meget perifer rolle.
Kommercielle hensyn og aparte bestsellere
Ser man nærmere på, hvad der står i de bøger, der er blevet tildelt prisen, kan det imidlertid ofte være vanskeligt at se – i hvert fald med danske øjne – hvori beskyldningerne for kommercielle hensyn og bagstræberiskhed skulle bunde. Pascal Quignards roman Les ombres errantes (da: De flakkende skygger), som vandt Goncourt-prisen i 2002, er for eksempel nærmest en filosofibog, og selv om den udkom på det hæderkronede Grasset, er den langt sværere tilgængelig end stort set al skønlitteratur, der udkommer her til lands – bogen er da heller ikke blevet oversat til dansk. Den ligger meget langt fra den normale opfattelse af mainstream-litteratur.
Umiddelbart kan det se anderledes ud med Laurent Gaudé, som har vundet prisen i 2005 for sin roman Scortaernes sol. Goncourt-Akademiet har tilsyneladende forsøgt to nye tiltag med dette års uddeling. For det første er Gaudés roman udkommet på Actes Sud, som ligger i Arles.
For første gang i umindelige tider er man således gået uden om de parisiske forlag. (Med en udgivelsesliste på 350 nye titler om året og en årsomsætning på 23 mio. euro kan Actes Sud dog næppe siges at være et lille eller perifert forlag). For det andet er prisen gået til et decideret populært værk, der allerede inden prisuddelingen havde solgt i næsten 100.000 eksemplarer.
Men såfremt Gaudés bog blot i mild grad minder hans forrige roman 'Kong Tsongors død' (2002, da: 2004), kan den slet ikke karakteriseres som kommerciel i normal forstand. Gaudés fremragende roman om den afrikanske Kong Tsongor og hans datter Samilia er alt for poetisk og virkelighedsfjern til at få kommerciel succes i Danmark.
I Frankrig, hvor den blev tildelt Prix Goncourt des lycéens – en parallel til Goncourtprisen uddelt af gymnasieelever – var den imidlertid meget populær. Hvis man kan tale om et kommercielt hensyn, er det specifikt fransk. På samme måde er såvel beundringen og kritikken af Goncourtprisen specifikt fransk, og derfor må polemikken tages med forbehold.
Kommerciel franskhed og folkelig intellektualisme
Ifølge en kliché er Frankrig et litterært land. Selv om klicheen er fortærsket, er den imidlertid ikke helt forkert. At beskylde Goncourt-Akademiet for bagstræberiskhed vidner om et litterært miljø, hvor idealerne er til at tage og føle på. Kritikken kan nogle gange ligne den hjemlige kritik af Brian Mikkelsens nye litteraturkanon, og hvis man sammenligner den danske kanon med listen over Goncourtprisvindere, er der milevid forskel i såvel diversitet som vovemod. Goncourtprisen går måske ikke til de mest udknaldede litterære eksperimenter.
Men den favner alligevel langt bredere end en overleveret regel om, hvad der er godt og skidt. Goncourtprisen er konservativ på en gammeldags måde, hvor kvalitet og ikke nødvendigvis national identitet står i centrum, og på den måde har prisen alligevel et stærkt fransk præg. Goncourtprisen hænger tydeligt sammen med fransk sprog- og kulturbevidsthed, og dens evne til at skabe polemik vidner om nogle forhold, hvor litteraturens rolle er langt mere markant, end hvad vi er vant til herhjemme.
Af cand. mag Martin Laurberg
Kommentarer