Det er et meget omdiskuteret problem i den fransktalende del af verden, hvad moderne fransk litteratur egentlig er for en størrelse. For tæller kun litteratur udgivet i Frankrig og skrevet af franskmænd med eller skal litteratur skrevet af fransktalende i andre lande også inddrages? Hvor sætter man en grænse, eller skal man overhovedet sætte en grænse? Skal den være geografisk, sproglig eller kulturel? Skal eksempelvis amerikansk-fødte Jonathan Littells (f. 1967) roman De velvillige (2006, dansk 2008) tælle som fransk litteratur, bare fordi den er skrevet på fransk?
Skønlitteratur skrevet på fransk har traditionelt været opdelt i to kategorier: Den litteratur, der er skrevet i selve Frankrig, og kaldes fransk litteratur, og den litteratur, der er skrevet af forfatter født udenfor Frankrig, den såkaldte frankofone. For den største del kommer denne litteratur fra de tidligere franske kolonier i Afrika og Asien; men også litteratur fra Haiti, Quebec og fransksprogede mindretal i andre lande tælles med.
I et forsøg på at bekæmpe denne opdeling blev der i 2007 i den franske avis Le Monde trykt et manifest underskrevet af 44 betydningsfulde fransksprogede forfattere heriblandt nobelprisvinderen JMG Le Clézio og Amin Maalouf. De 44 forfatterne slog til lyd for, at den franske litteratur skulle udvikle sig til en ægte verdenslitteratur i stedet for at fastholde idealet om en ’ægte’ franske litteratur med Paris i centrum af det hele.
I stedet skulle den franske litteratur bredes ud og forholde sig til hele verden. Den advarsel de 44 især gerne ville sende var, at hvis ikke den franske litteratur udviklede sig og begyndte at rumme forfattere udenfor selve Frankrig, og hvis ikke forskellen mellem ’ægte’ fransk og ’uægte’ fransk litteratur blev ophævet, ville engelsk snart erstatte og udrydde den franske litteratur.
Kolonierne svarer igen
En anden af de 44 forfattere var fransk-marokkanske Tahar Ben Jelloun (f. 1944), der i 1971 rejste fra Marokko til Frankrig, hvor han bl.a. arbejdede som psykoterapeut, inden hans forfatterskab for alvor tog fart. I 1997 (dansk 1998) udkom en af hans måske mest kendte bøger, Sig mig far, hvad er racisme?, hvor Ben Jelloun undersøger racismens natur og finder en forklaring i erfaringer, påvirkninger og traumer.
Spørgsmålet for Ben Jelloun er, hvordan racisme opstår, og hvordan undertrykkelse og kolonialisme kan finde sted. Men hans ærinde er også etisk, da hans bog forsøger at påvirke de børn, bogen er henvendt til, så de ikke gentager de samme fejltagelser som deres forældre.
I Ben Jellouns uhyggelige og sørgmodige roman Rejsen (2006, dansk 2007) undersøger han nogle af de samme temaer, såsom betydningen af den koloniale fortid, den skæve fordeling af verdens resurser og forskellen mellem europæere og de fremmede. Romanen kan ses som et eksempel på den verdenslitteratur, som ovennævnte manifest slog til lyd for, for romanen beskriver en helt anden verden end den, der udspiller sig i Paris eller Marseille.
Med udgangspunkt i Tanger i Marokko, beskriver Ben Jelloun livet udenfor Vesteuropas grænser. Det tynde skel mellem den arabiske og vores vestlige verden udgøres af otte kilometer vand i Gibraltar-strædet mellem Marokko og Spanien. Oftest får vi beskrevet grænsen næsten som en forsvarsbastion mod den ustyrlige indvandring fra syd, og vi ser bådflygtningene blive samlet op af flådefartøjer i Spanien, Italien eller Grækenland i en forfærdelig tilstand. Eller vi hører, at et skib med 100 eller 200 bådflygtning igen er sunket ud for den spanske kyst.
Men Ben Jelloun vil vise os, hvorfor disse mennesker flygter, og vise os, at de ikke bare er lykkejægere, der vil grave guld i det forjættede Europa. I stedet vil han vise, at årsagen er den forfærdelige nød og manglende fremtid, som møder mennesker udenfor Europas bastioner. Med den jura-uddannede Azel i centrum for fortællingerne, får vi et indblik i et land og en kultur, der er ved at falde fra hinanden.
Marokko er ved at gå til i korruption og inkompetence, og selv for en veluddannet og intelligent person som Azel er der intet at gøre, hvis man ikke vil gå på kompromis med sine holdninger. Nok har han fået sin uddannelse på universitetet i Rabat, men han kan ikke få ansættelse, hverken i det offentlige eller det private, da han ikke vil modtage eller give bestikkelse, men insisterer på at følge lovens bogstav.
Azels bror har, allerede inden vi møder Azel første gang, mistet tålmodigheden med Marokko og betalt den lokale menneskesmugler for at blive sejlet til Spanien. Det mislykkes dog, og han drukner ud for den spanske kyst, hundrede meter fra det forjættede land.
Problemet for Azel og ligesindede er, at der ikke er noget at kæmpe for i Marokko, da ingen vil forandre system. Kongen og hans hjælper kæmper for at fastholde status quo, så de kan blive ved magten og nyde deres privilegier.
Den eneste udvej er derfor at udvandre eller vende sig til religiøs fanatisme. En udvej, der oftest bliver valgt af tidligere alkoholikere og narkomaner, der er lette at påvirke og som gerne vil have en ny chance i tilværelsen. Det er svage mennesker, der finder en ny familie og får en ny fremtid, når de bliver en del af det religiøse samfund.
Afmagten og hadet
Da vi møder Azel, er han ved at give op, og han er i stedet begyndt at drikke og jage kvinder. Men da han møder den europæiske homoseksuelle Miguel, aner han en ny chance. Miguel har forelsket sig i Azel, selv om han ikke er homoseksuel. Og ved at hengive sig til Miguel kan Azel måske skabe en fremtid for sig selv, hvis han formår at udnytte Miguels kontakter. Så Azel overgiver sig til Miguel, da han kan give sig selv og sin familie en chance for et bedre liv. Han overgiver sig til sin nye skæbne, og ender da også med at blive taget med til Europa.
Herefter gifter Miguel sig med Azels søster i et proformaægteskab, så hun også kan komme til Europa, og han kan adoptere to tvillinger. Azels moder får samtidig penge af Miguel, så hun kan komme på pilgrimsfærd til Mekka, men langsomt får Azel nok. Han føler afsky ved deres seksuelle samvær, og på trods af sit had til arabere og til det marokkanske samfund, længes han hjem. Han kan ikke finde sig til rette i Europa, hvor han bliver behandlet som en andenrangsborger og langsomt falder alting fra hinanden.
Europa er en drøm, der ikke er værd at drømme for Azel. Det forjættede land er ikke, hvad han havde forventet, men snarere et mareridt, hvor sex og penge er det eneste, der betyder noget. Azel kan heller ikke bruge sin uddannelse i Europa, og lever udelukkende af sin krop og sin forbindelse til Miguel. Han er reduceret til krop og kun så længe hans krop fungerer, kan han blive i landet.
Sideløbende med Azels historie får vi flere beretninger om andre marokkanere, der ligesom Azel er flygtet fra Marokko til Europa, og som på samme måde kommer til kort i de europæiske lande. De kan ikke finde sig til rette, bliver udnyttet og nedgjort, og det er tydeligt, at de ikke bliver opfattet som lige så menneskelige som europæerne. De er andenrangsmennesker uden en egentlig kultur, og de falder langsomt ned gennem samfundet og ender på bunden som prostituerede, forbrydere og religiøse ekstremister.
Et andet problem er, at undergravningen af det marokkanske samfund har ført til en indre racisme og et indre had blandt marokkanere og arabere. De arabere, for hvem det er lykkedes at flygte, ser ned på de, der er blevet tilbage. De er dem, der ikke kunne klare det, mens de, der er kommet af sted, var de stærke og sejrrige. Det er ikke en indstilling, der hjælper på udviklingen af det marokkanske samfund, og det har kun ført til, at ingen forsøger, at få landet til at fungere, og at alle kun drømmer om at forlade landet.
I det lys fortæller Ben Jellouns historie os, hvordan den koloniale fortid har været med til at ødelægge det marokkanske samfunds struktur, hvilken betydning den europæiske velstand har haft på oplevelsen af at leve udenfor rigdommen, og hvilken indvirkning vores levevis har haft på resten af verden.
I den forstand tager Ben Jellouns roman del i en egentlig verdenslitteratur, for den rummer mere end blot en beskrivelse af den franske livsform i Paris og omegn. Den giver os et indblik i samspillet mellem flere kulturer og livsformer, som nok har sproget tilfælles, men som også lever i vidt forskellige verdner.
Men hvis vi skal tage ved lære af Ben Jelloun, så er vi ikke så forskellige under den kulturelle overflade.Vi er alle mennesker, der drømmer om at leve i fred og fordragelighed, uden at blive udnyttet eller skulle live i evig frygt for vores fremtid.
Af Cand. Mag. Henrik Torjusen
Kommentarer