Mikkel Rosengaard skriver om forfatterlivet i New York. Om det pulserende storbyliv, ensomheden og vejen til udgivelse.
Af Mikkel Rosengaard, forfatter og bosiddende i New York.
Når jeg i dag bliver spurgt om, hvordan det er at bo og skrive i New York, kommer jeg til at tænke på en historie, jeg fik fortalt af en ven, en historie han selv havde hørt fra en digter eller oversætter eller forfatter på et skriverefugium. Min ven kommer ofte sådan nogle steder. Han lever et nomadeliv, på turne fra det ene skriveophold til det næste, og som jeg forstod det, havde han opsnappet historien fra en telefonsamtale, han var blevet tvunget til at overhøre, en nat han blev vækket af sin nabos nasale stemme, der fræsede gennem de papmacheagtige vægge.
Som han havde stykket historien sammen, begyndte den et sted langt fra New York: i et udviklingsland, eller måske i et industriland, der hastigt var ved at synke tilbage i armod, og i det her land voksede en kvinde op, der snart skulle vise sig i besiddelse af en ualmindelig skarp litterær stemme, og af den slags opfindsomhed som kun er forundt enkelte forfattere per generation.
Kvinden havde tilsyneladende digtet historier lige så længe, som hun havde kunnet stave, og når hun som lille legede med sine kammerater eller bamser eller usynlige venner, foregik det i ekstraordinært helstøbte verdener med intrikate plotkurver og følelsesmæssigt nuancerede karakterer, og der var flere eksempler på skoleteaterstykker, som kvinden havde skrevet og fået opført i en uhørt ung alder, men som min ven ikke kunne huske.
Kvinden var, kort sagt, exceptionelt talentfuld. Hun fik topkarakter for sine stile, lommepengene brugte hun på obskure litterære tidsskrifter, og allerede som teenager meldte hun sig ind i en skrivegruppe, og hver morgen stod hun tidligt op og skrev på sine tekster, der med årene voksede sig komplekse og sammensatte og fortættede.
På det her tidspunkt var min ven gået på toilettet, og havde misset kvindens forpupning og udklækning som forfatter, men en skønne dag færdiggjorde hun en novellesamling og sendte manuskriptet til forlagene. De frimærker kunne godt have sparet sig: en efter en blev teksterne afvist, eller de blev ikke læst, eller de uåbnede konvolutterne blev lodret arkiveret, i alle tilfælde: hun hørte aldrig tilbage.
Et år eller to senere sendte hun et nyt manuskript ind, og igen: fuldkommen, komplet stilhed. Ikke engang et kopieret afskedsbrev, og selvfølgelig var der også et tredje manuskript, en bog så fuld af sproglige åbenbaringer at den holdt skrivegruppelederen oppe om natten med visioner eller mareridt, og da også det manuskript blev ignoreret, tog kvinden mod til sig og skrev til de få forfattere, hun kendte eller havde hilst på eller fulgte på nettet. Hun ville invitere dem på en kop kaffe, spørge dem lidt til råds, men de havde ikke tid til kaffeaftaler, eller de glemte deres kaffeaftaler, eller de lod som om, de gjorde det.
Hendes selvtillid kollapsede. Hun holdt op med at stå tidligt op og skrive, hendes forbrug af is med småkagedej steg til foruroligende mængder, og langsomt sank hun ned i den melasse af melankoli og historisk forurettelse, som randzonenationen sådan nød at marinere i.
Med en sidste kraftanstrengelse tog hun et ydmygende men velbetalt job på en restaurant for britiske polterabender og valgte den udvej, som generationer af hendes landsmænd havde valgt før hende.
Hun skrev ikke længere, læste knap nok, drømte ikke engang i søvne, men da hun i flyet vågnede ved lyden af landingshjulene, der blev slået ud, og hun søvndrukken kiggede ud af vinduet, var det alligevel, som om bundfaldet af en drøm hvirvlede op i hende: dernede lå New York, og tusind tårne skinnede gennem natten.
Et sted langt ude under Jamaica-linjens skinner fandt hun et værelse, og sådan forløb hendes første uger: Om natten lå hun i det vinduesløse værelse og forestillede sig hvor kakerlakkerne kriblede hen, når de Narnia-agtigt forsvandt ind under klædeskabet. Om dagen sad hun på kaffebarerne klemt inde mellem rækkerne af akademiske daglejere og søgte jobs, til hun ikke kunne holde ensomheden ud længere, og traskede hjem og håbede, at hendes udlejer var hjemme.
Udlejeren var kunstner og programmør og lidt som musen der boede under køkkenvasken: så snart kvinden åbnede hoveddøren, pilede han ind på sit værelse. Han byggede virtuelle installationer og holografiske skulpturer, der var så livagtige, at kvinden forsøgte at række ud efter dem, men så snart hun gik et skridt nærmere, trak humanoiderne sig flimrende tilbage, hele tiden et skridt fjernere, end hun forestillede sig.
En dag havde udlejeren åbenbart inviteret kvinden med til en workshop, og allerede efter den første skriveøvelse, var der en midaldrende kvinde, der lagde en hånd på kvindens skulder. Hun var redaktør, fortalte hun, oprindeligt fra Argentina, og havde sjældent hørt prosa der var så skarp og intuitiv og original i sit billedsprog. Argentineren ville gerne læse noget mere, hun ville gerne tage en kop kaffe, og kvindens store overraskelse mødte argentineren faktisk op til deres aftale.
Over to timer og tre glas hvidvin diskuterede de Clarice Lispector, Severo Sarduy og Manuel Puig, argentineren fortalte om sit magasin, som hun havde måtte ofre sit ægteskab for, og ikke nok med det: før de skulle gå, nævnte argentineren, at hun gerne ville udgive et uddrag af kvindes tekster, og hvis hun ikke skulle noget næste torsdag, var der forresten også en reception på the Paris Review.
Hvorfor argentineren var så uforskammet flink, kunne kvinden ikke finde ud af, men hvad havde hun at miste? Hun mødte op på Paris Review-loftet og stod i cigaretrøgen på Lorin Steins kontor og hældte drinks ned og snakkede med en litterær agent og en magasinredaktør, der begge havde hørt om hende fra argentineren, og som gav deres kort, og sagde det lød spændende, om ikke hun kunne sende dem et par tekster.
Før hun gik hjem, hilste hun på en amerikansk skribent på brandtrappen, og da han hørte, hvor hun var fra, sagde han, at han kendte det optimale job til hende. Hvad for en slags job? spurgte hun, og han sagde: Det perfekte job. Nå men så sig, hvad det er, og han sagde: Okay, men det koster dit telefonnummer.
Et billigt trick, troede hun, men næste dag modtog hun faktisk et opkald. Tre dage om ugen skulle hun møde op hos ejeren af en kapitalfond, der var så fortvivlet gammel, at han havde glemt sit modersmål, og på hans kontor skulle hun læse høj af sit perifere hjemlands mesterværker, eller hun skulle konverserede med ham på lokal dialekt, eller måske bare sidde tavs og holde hans visnende hånd, mens solen gik ned bag Midtowns tårne.
Hvad var det, der skete, tænkte kvinden, da hun gik ned ad Madison Avenue. Hun var begyndt at skrive igen, redaktører og agenter læste hendes tekster, på tre måneder i New York havde hun opnået mere end hele sit liv, og i en banks lobby på 53rd Street så hun sit nye selvbillede reflekteret i børstet stål: en forfatter der slentrede gennem storbyen, modig og med sanserne åbne.
Det er undergrunden, sagde den amerikanske skribent, da de lå i sengen efter deres tredje date. Den er lavet af krystal, det er derfor der sker så mange fucked up ting.
Undergrunden, sagde kvinden. Hvad er der nu med den?
Det er energien, forklarede han, ti millioner menneskers begær, der cirkulerer rundt mellem glastårnene. Den reflekterer mod højhusene, og fordi hele byen hviler på et grundfjeld af krystal, har den ingen steder at synke hen, energien, altså kærligheden, altså hadet, altså eros og thanatos og alt det der, og den rikochetterer mellem skyskraberne, rundt og rundt, som en kæmpestor, emotionel partikelaccelerator, og så tog hun trusserne af, og han tog bukserne af, og syv uger senere havde hun stadig ikke fået sin menstruation.
De tog graviditetstesten et par dage før jul, og fordi de begge var i choktilstand, aftalte de at bruge juledagene til at tænke igennem og mærke efter og tage den rigtige beslutning for deres foster.
Kvinden havde planlagt at skrive om graviditeten, men de lange dage i den juletomme by udviklede sig hurtigt til en spiral af tanker og meta-tanker og moralske cost-benefit-analyser, og snart kunne hun ikke overskue andet end at ligge på sengen og forsøge at mærke livet der pulserede i hende, og da amerikaneren kom tilbage, var hun så kognitivt udmattet, at hun knap kunne beslutte, om hun ville have isterninger i kaffen.
Han blev hurtigt enig om, at de ikke kunne få barnet, ikke nu hvor hans første bog skulle afleveres, ikke nu hvor hendes manuskriptet skulle skrives færdigt. De havde ikke pengene, tiden havde de heller ikke, og da de havde taget beslutningen, kunne hun ikke vente med at komme af med fosteret.
Hun bestilte straks en taxa til klinikken, og hvordan hun bare kunne vade ind og få en abort, stod ikke helt klart for min ven, der var stået op af sengen for at tage en Ambien. Det eneste der lå helt fast, var det følelsesmæssige drama, som naboen brugte en del krudt på at udlægge, og som kunne koges ned til, at amerikaneren ville med til klinikken, men at hun bad ham blive hjemme, nej holde sig væk, nej pakke sine bøger og sin tandbørste og uduelige, ubrugte kondomer, og selvom indgrebet hurtigt var ovre, blev det en lang og ond vinter.
Skyld og skam og i kaffebaren med cigaret og cola, og når hun gik ned ad Madison efter arbejde, var det eneste hun så, det negative rum fra børnene, som ingen havde råd til, familierne der ikke fandtes, latteren og gråden og hvinene, der var forebygget eller udskrabet, og de eneste børn hun så de måneder, var kridhvide unger rullet i klapvogne af sorte og latinamerikanske kvinder.
Da hun ud på foråret troede, hun havde fået det bedre, og var klar til at skrive igen, dumpede regningen ind ad dørsprækken.
I den her by kostede selv aborterede børn penge, og hun havde ingen forsikring, den første afbetaling var allerede trukket fra kreditkortet, og nu manglede hun pengene til huslejen og visumforlængelsen, til det næste måltid og måltidet efter det.
Hun bad sin arbejdsgiver om et forskud, men ejeren af kapitalfonden skulle på et længere kur- eller hospiceophold, og der var ikke længere brug for hendes services, og på det her tidspunkt var Ambienen ved at slå igennem, min ven kunne mærke gamma-aminosyren geare hans tanker ned, mens kvinden i historien gik mellem Manhattans barer og cafeer for at finde et tjenerjob, og det var på en kaffebar, hun mødte den litterære agent, og i sin desperate udmattelse så ham som et tegn, en slags engel eller noget, og spurgte, om han havde læst hendes manuskript, og han åbnede sin pung og rakte hende sit kort og sagde, at det lød spændende, om ikke hun kunne sende ham et par tekster.
Den nat red hun derouten langt ud af L-linjens barer, og på et varelagers dansegulv fik hun et syn af New York som et sort hul: en koncentration af rigdom og ideer, ambition og begær så tung, at al materie der kom tæt nok på, blev suget ind og knust, og hvorfra intet kunne undslippe, men det var muligt, at min ven allerede halvsov eller drømte, for det sidste billede han huskede med sikkerhed, var kvinden der sad om bord i flyet mod sit hjemland, og da de lettede og drejede ind over Manhattan, og hun lænede sig mod ruden for at få et sidste glimt af bygningerne, hvor hun havde arbejdet og levet og skrevet, kunne hun ikke genkende konturerne i det skarpe middagslys, det var som om alle tårnene flimrede i heden, lige gyldigt hvor tæt de fløj på dem.
Kommentarer