Anmeldelse
Vinternoter af Paul Auster
- Log ind for at skrive kommentarer
Auster træder ind i sit livs vinter og tænker tilbage på sin barndom, sin ungdom og sit voksne liv. Her er alt: Børn og bopæle; sex og sammenbrud; krop, kunst og kærlighed.
Auster er og bliver Auster - og så er den halve sejr jo allerede hjemme! For uanset hvilken historie, hvilket budskab, hvilket tema manden opererer med, er der den der umiskendelige auster´ske intellektuelle tone, som læsere verden over - denne inkl. - elsker ham for. Og med 'Vinternoter' kan fans sågar se frem til et massivt stykke af forfatteren, for den handler i al enkelhed om ham selv.
Auster nærmer sig i bogens begyndelse sin 64-års fødselsdag, og denne begivenhed har sat tanker i gang. Dels om hvor mange flere morgener han kan få lov at opleve, men mest om de 64 år af levet liv som til sammen udgør den person, han er i dag. Bogen består derfor af en række ukronologiske punktnedslag i hans liv. Nedslag, som på den ene eller anden facon har haft afgørende betydning, og den form fungerer upåklageligt, idet den også levner rum for de tankerækker, en enkelt begivenhed kan fremkalde.
Da Auster konsekvent henvender sig til et ”du”, får man let den fornemmelse, at bogen netop er én lang tankerække, han står og gør sig – henvendt til sig selv. Men samtidig er det ret tydeligt at mærke, at Auster også meget bevidst henvender sig til læseren. Kunsten her bliver jo bogstaveligt talt at gøre sig (selv) interessant nok til at holde læseren fangen. Stoffet er på sin vis ganske jordnært og meget menneskeligt, men det er Austers formidable formidling, der gør det til noget særligt. Eksempelvis er der passager, hvor han tænker tilbage på, hvor hans krop eller hans hænder har befundet sig igennem hans 64 år, og disse afsnit rummer i sig selv et helt liv.
Ikke alene er det en litterær fornøjelse at læse Auster, det er samtidig en kilde til inspiration… i hvert fald for denne anmelder, som sidder tilbage med en lyst til selv at gøre sig lignende tanker om eget liv: Hvor har jeg boet, hvorfra stammer arrene på min krop, hvem har jeg haft sex med o.s.v. En slags omvendt mindfulness, som ”forklarer” mig lige her og lige nu.
- Log ind for at skrive kommentarer
Auster træder ind i sit livs vinter og tænker tilbage på sin barndom, sin ungdom og sit voksne liv. Her er alt: Børn og bopæle; sex og sammenbrud; krop, kunst og kærlighed.
Auster er og bliver Auster - og så er den halve sejr jo allerede hjemme! For uanset hvilken historie, hvilket budskab, hvilket tema manden opererer med, er der den der umiskendelige auster´ske intellektuelle tone, som læsere verden over - denne inkl. - elsker ham for. Og med 'Vinternoter' kan fans sågar se frem til et massivt stykke af forfatteren, for den handler i al enkelhed om ham selv.
Auster nærmer sig i bogens begyndelse sin 64-års fødselsdag, og denne begivenhed har sat tanker i gang. Dels om hvor mange flere morgener han kan få lov at opleve, men mest om de 64 år af levet liv som til sammen udgør den person, han er i dag. Bogen består derfor af en række ukronologiske punktnedslag i hans liv. Nedslag, som på den ene eller anden facon har haft afgørende betydning, og den form fungerer upåklageligt, idet den også levner rum for de tankerækker, en enkelt begivenhed kan fremkalde.
Da Auster konsekvent henvender sig til et ”du”, får man let den fornemmelse, at bogen netop er én lang tankerække, han står og gør sig – henvendt til sig selv. Men samtidig er det ret tydeligt at mærke, at Auster også meget bevidst henvender sig til læseren. Kunsten her bliver jo bogstaveligt talt at gøre sig (selv) interessant nok til at holde læseren fangen. Stoffet er på sin vis ganske jordnært og meget menneskeligt, men det er Austers formidable formidling, der gør det til noget særligt. Eksempelvis er der passager, hvor han tænker tilbage på, hvor hans krop eller hans hænder har befundet sig igennem hans 64 år, og disse afsnit rummer i sig selv et helt liv.
Ikke alene er det en litterær fornøjelse at læse Auster, det er samtidig en kilde til inspiration… i hvert fald for denne anmelder, som sidder tilbage med en lyst til selv at gøre sig lignende tanker om eget liv: Hvor har jeg boet, hvorfra stammer arrene på min krop, hvem har jeg haft sex med o.s.v. En slags omvendt mindfulness, som ”forklarer” mig lige her og lige nu.
Kommentarer