Opfindelsen af ensomhed

Auster er altså ”min” forfatter: tænksom, varm, mystisk, melankolsk og klog på mennesker og deres relationer, og så er han en formidabel storyteller!!

Og denne, hans første prosabog, som er meget selvbiografisk, rummer allerede alle de temaer, som senere skulle dukke op i hans forfatterskab. Den er en historie i fragmenter, to essays: ’Portræt af en usynlig mand’ og ’Erindringens bog’, der begge har temaet: at være far og søn. Men også drejer om eksistentielle emner som erindring og tid, skæbne, skriveprocesser, død. Det er ikke en roman i traditionel forstand, men noget, man kunne betegne som et erindrings-essay, en vidunderlig samling ord fra grænselandet mellem prosa, biografi og filosofi.

Første del handler om Austers far, som først ved sin død bliver levende i sønnens bevidsthed, og anden del er bl.a. om Austers lille søn Daniel.

Og de siger næsten det hele om det at være søn og far – og mand!

Hans far er den usynlige mand, som gennem hele forfatterens liv har føltes fraværende, næsten ukendt. Men han er jo ikke ukendt, ’bare’ usynlig. Og det er måske værre?

Da han er død, og forfatteren skal rydde op i hans store og mærkeligt ubrugte hus med tilhørende ejendele, oplever han i en langsom og pinefuld proces, at faren egentlig aldrig har eksisteret, hverken som far eller som person i sit eget liv. Han har været totalt fraværende på alle fronter. Og så kan han heller ikke genopstå i erindringen.

Forfatteren går i gang med - i sit eget navn og med det personlige ”jeg” - et sandt detektivarbejde for dog at finde ud af, hvorfor? Hvorfor denne usårlighed og urørlighed? Hvorfor denne følelsesmæsige afstumpethed? Den er så vigtig at finde, for i sidste ende er det jo sin egen identitet, forfatteren jagter.

Inden forfatteren begynder at skrive om ham, er det som om faren er manden uden egenskaber og lidenskaber. En mand, som spiste og spillede tennis, gik på arbejde, havde venner, brødre og børn, men alligevel ikke var der. Ihvertfald ikke en person, sønnen kan bruge til noget, spejle sig i.

Men alligevel – efterhånden som Auster gør hans bo op og skriver om hans liv, vokser der en sært gribende indvandrerskæbne frem, men ikke noget sammenhængende billede, snarere små stykker, som vi selv på ægte postmodernistisk vis kan stykke sammen. Han genfinder sin far ved at opfinde ham. Og ved et tilfælde kommer han på sporet af en gåde, der hviler som en forbandelse over familien, og som måske kan forklare farens fremmedgørelse?

Men måske finder han slet ikke sin far, men til gengæld sig selv som far? Og om det – og meget andet – handler anden del: ”Erindringens bog”.

Han er i dette essay en tredje persons ”A” og befinder sig efter en skilmisse på et værelse i New York. Og her reflekterer han over sin egen rolle som far: Hvad er en far? Hvad er en søn? For fædrenes sønner behøver ikke arve fædrenes synder! Han prøver med ord at nærme sig den kerne af mening, som er svær at udtrykke i ord. Og hvad kan hjælpe ham? Filosoffer og personlige erindringer; hans europæiske-jødiske baggrund? Hans søn er den vedvarende formaning til ham om at blive i nutiden, at føle ansvar og sørge for hans behov.

Her beskæftiger han sig også teoretisk med erkendelse, erindring, sproglig formulering og det spegede forhold mellem virkelighed og fiktion. Han er meget optaget af litterære paralleller, eksempelvis Pinocchio-historien, som sætter det personlige i generelt perspektiv. Essayet udvikler sig nærmest til en filosofisk og litteraturteoretisk tekst, som kræver en koncentreret læser.

Ensomhed er tomhed og mørke: ”Først i ensomhedens mørke begynder erindringens arbejde.” Gennem ensomheden kan man finde nøglen til tilstedeværelse. Og litteraturen kan bruges som medium for erindringen, siger Auster. Hvilken cadeau til det skrevne ord!!

Læs bogen som en klog og reflekterende forfatters bud på relationerne mellem far og søn og som indgang til et vigtigt prosaforfatterskab. Den er bestemt bevægende og tankevækkende!