Moon Palace af Paul Auster

Fire år af en ung amerikaners liv, hvor han skal helt ned på bunden af tilværelsen i New York, før han kan skimte omridset af sin egen identitet og sin slægtskrønike.

Bogen er en opdagelsesrejse, en dannelsesrejse, en udviklingshistorie, en kærlighedshistorie, en psykologisk roman, ja, så meget er Austers roman, og så uendeligt klichéfyldt er det at skulle sætte banale etiketter på historien. For den er så meget mere og rammer så skævt ind på de gængse genrebegreber, at  man fristes til slet ikke at bruge dem.

Den er fortællingen om tre mænds skæbne, mænd fra forskellige generationer, som på forunderlig vis oplever samme livsforløb: de mister den kvinde, de elsker, drømmer om en anden identitet og ender med at opsøge ensomheden – og ved tilfældigheder og sære træf ser vi det mønster, der binder de tre skæbner sammen.

Der er forældreløse Marco Stanley Fogg! Navnet signalerer i overmål opdagelsesrejsende, og sådan én er han også, både rent bogstaveligt, i livet og i fortiden. Han har aldrig kendt sin far, moren blev slået ihjel af en bus, da han var barn. Han voksede op hos flinke onkel Victor, som efterlader ham en klarinet og 1492! bøger i kasser, som han bruger som møbler. Én efter én bliver bøgerne læst og solgt til spotpris, og snart står Marco på gaden. Han reddes i sidste øjeblik fra sultedøden i New Yorks Central Park af sin ”eventyrprinsesse”, kinesiske Kitty Wu.

Men den virkelige forandring sker, da Marco bliver sekretær hos en gammel, excentrisk, rig  krøbling, Thomas Effing. Han er blind, men lærer Marco at se på verden ved at få ham til minutiøst at beskrive det han ser og ved - til brug for en nekrolog og en levnedsbeskrivelse - at fortælle ham en rigtig røverfortælling af en livshistorie, et Wild West-eventyr fra Utahs helvede af en ørken, så fuld af dramatiske overdrivelser, at begreber som sandhed og løgn, digt og virkelighed opløses.

Da Effing dør, skal Marco kontakte hans søn, Solomon Barber, som ikke aner, hvem hans far er, og overgive ham erindringerne. Sønnen viser sig at være en obskønt overvægtig universitetsprofessor og endnu et eksempel på et menneske, der p.gr.a. uheldige omstændigheder bliver en ulykkelig og isoleret skæbne.

Det skal ikke røbes, hvordan tingene hænger sammen, men forunderligt, det er det!!

Bogen er iøvrigt fuld af mystiske mænd, mord, vold, sindssyge, sex, prøvelser, pludselig rigdom og dejlig og tragisk kærlighed.

Og så er det en rigtig drengebog – med månen som rejsekammerat og symbol, månen som et sted for vanvid og drømme, et ”lysende hul i himlens sorte lagen”. Bogen starter i sommeren 1969, hvor de første mennesker gik på månen, og månen pludselig bliver noget prosaisk, opnåeligt. Bogen slutter med Marcos rejse tværs gennem Amerika og en gul og rund måne over Stillehavet, en ”brændende sten” i mørket, og måske symbol på en ny begyndelse for Marco?

”Moon Palace” er en knugende og dybt frydefuld oplevelse – fortalt med vanlig austersk sproglig virtuositet. Den tilhører den sjældne art romaner, som hager sig fast fra første side, til sidste ord er læst og hensatte mig i en herlig tilstand af mærkelige udtryk og sindsstemninger ....

Simpelthen én af hans bedste!