Udgående fartøj af Ursula Andkjær Olsen

Fascinerende, foruroligende udspil fra en af tidens markante lyrikere. Et opgør med blødheden, medmenneskeligheden på en rejse mod en ny usårlig hårdhed, både patetisk og fræsende.

"Asiatisk i vælde er angsten (...)" skriver Tom Kristensen i det berømte digt fra romanen 'Hærværk'. Og de linjer citerer Ursula Andkjær Olsen med god grund mere end ét sted i sin digtsamling. Det er nemlig følelser af asiatiske dimensioner, der er på spil i samlingen. Andkjær Olsen indleder med en nærmest programagtig tekst, der beskriver hendes projekt for bogen, således:

"jeg har brugt tid på at tyde/sprede dumpe fornemmelser

fra mit fjerne indre

tyde dem i deres sammensathed

sprede dem ud i tid

det var en fejl

jeg skulle have brugt tiden på at fortætte dem yderligere

indtil det punkt, hvor de blev til sten

det der er hermetisk lukket

det der er utilgængeligt

det der er tabt

nu skal det fyres af"

Og fyret af bliver det, skal jeg love for, i en tour de force af en digtsamling, der er et fræsende, frådende opgør med alt det blødt menneskelige, som kærlighed, som empati, som medmenneskelighed, som sårbarhed i en søgen efter en slags ny usårlig identitet, en hermetisk lukket kerne. Projektet skildres forrygende godt i dette digt på side 50, hvor også samlingens titel forklares:

"(...) som sagt

jeg har lukket mig om mig selv

i et lukket kredsløb

/kugle

den vil jeg sende af sted som det udgående fartøj

den er

derefter kan det nye menneske ankomme i sit

indgående"

Samlingens tekster er ordnet i en række suiter under overskrifter som fx "JEG OPFATTER SELVHAD SOM EN NØDVENDIG EGENSKAB". Teksterne kan være korte, meget korte, mens de genkommende under titlen "tecnoscientific" er længere, mere strømmende forløb. Teksterne kan være båret af høj patos, forkyndende, næsten i prædiken form, prædikener rettet både udad, til verden, til menneskeheden, og indad, til det martrede fortæller-jeg med krav om ændring, opvågnen, omskabelse. Et gennemgående virkemiddel er redundansen, stadige gentagelser, af og til med variation: 

"immanensen er ikke en monolit

transcendensen ER en afgrund

tabet ER en monolit

tabet ER en afgrund

tabet ER en monolit i sin egen afgrund"

Det er simpelthen så stærk lyrik!

Man kan se digtsamlingen som en rejse, fra en tilstand mod en anden, som en slags rumrejse, en rum-odyssé, mod en tilstand, der helt konsekvent i samlingens afsluttende suite "HYMNE", som jeg ser det, rummer både utopi og dystopi i ét.

Samlingen er dybt fascinerende, dybt fortættet, dybt foruroligende. Et stærkt, stærkt udspil fra en tidens markante lyrikere.

Sophia Kalkaus mørke fotografiske illustrationer akkompagnerer fremragende.