Hold kæft, hvor er du gammeldags. Digte af Ursula Andkjær Olsen

Af litteraturstuderende Martin Laurberg


I tiden omkring den russiske revolution skrev den avantgardistiske bolsjevik-poet Vladimir Mayakovskij nogle slagkraftige linjer, som er ret ulækre at læse i lyset af det efterfølgende sovjetiske rædselsregime:

”De som ikke er med os
 Er
Imod
Os!”  

Mayakovskijs digt er blevet eviggjort på en meget kritisk måde i nobelpristageren Alexander Solsjenitsyns klassiske bog om de sovjetiske straffelejre Gulag-øhavet fra 1973. Solsjenitsyn kendte alt til, hvad det ville sige at være ”imod” bolsjevikkerne: Efter at have været så uheldig at lave lidt sjov med kommunisterne i et brev til en ven, blev han ved en farce af en retssag idømt tre års ufrivilligt arbejde i Kasakhstan.

Ifølge Solsjenitsyn er Mayakovskijs digt et skoleeksempel på den tankegang, der retfærdiggjorde den tilsyneladende tilfældige, men ikke desto mindre betingelsesløse og yderst omfattende fængsling og likvidering af diverse ”ukommunistiske” personer som anarkister, ukrainere, jøder, kristne, adelige osv. i sagens tjeneste. Enten er du ubetinget for, ellers er du imod.

I dag er der nogle, som er lidt bekymrede over, at en tilsyneladende lignende retorik knytter sig til kampen imod terror. For hvad betyder det præcis, når George W. Bush siger om de, der ikke står ved hans side i kampen, at ”they will walk a lonely path”? Man behøver ikke være nobelpristager for at opfange det truende potentiale i sådan en formulering.
 
I sin seneste digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen forsøger Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) på mange måder at skrive sig ud af sådan en enten-eller-retorik. Det betyder nu ikke, at digtsamlingen har et strengt kritisk eller politisk sigte. For Ursula Andkjær Olsen giver ikke rigtigt noget alternativ til enten-eller-retorikken.

Ægteskabet mellem vejen og udvejen er nærmere et mangfoldigt samtidsportræt fortalt gennem et virvar af forskellige stemmer og retoriske former.
 
Engang imellem kan Ægteskabet mellem vejen og udvejen minde om en nærmest 70’er-agtig kritik af forbrugersamfundet. På et tidspunkt giver Ursula Andkjær Olsen f.eks. et sarkastisk bud på evolutionen som en fortløbende stabling af havestole:
 
”Velkommen til os! Menneskeheden er storslået. Så mange mennesker, så megen intelligens. Eller. Den eneste slægt, der har kunnet træde op på skuldrene af sine forfædre. Igennem årtusinder. Det kræver lange ben. Det kræver lange ben og brede skuldre. Det eneste ståpåskuldrende dyr. Menneskeheden har hævet sig ganske langsomt ved hjælp af ophobninger af unedbrydelige havestole. Det må betragtes som en form for åndens fedme.”
 
Men når hun beskriver menneskeheden som produktet af en fjollet havestolsudvikling i åndelig fedme, så betyder det ikke, at hun dermed tilslutter sig en sådan beskrivelse. For kritikken af den åndelige fedme indgår i et afsnit under overskriften Smagsdommernes bog – en antologi sammen med et væld af andre smagsdommer-agtige udsagn.

Afsnittet er et slags katalog over kritiske udsagn, som kunne komme fra såkaldte smagsdommere, og ikke en tilslutning til en entydig holdning af nogen art – heller ikke kritik af forbrugssamfundet eller af smagsdommerne selv. Ved at lægge sin poesi i munden på forskellige fiktive afsendere skaber Ursula Andkjær Olsen en distance.

Hendes poesi er ikke i første omgang polemisk eller revsende, men nærmere beskuende og opregnende. Den er en slags poetisk geografi over forskellige holdninger og udsagn (hendes forrige digtsamling fra 2003 hed i øvrigt Atlas over huller i verden – allerede her var den geografiske retorik kørt i stilling).

Ægteskabet mellem vejen og udvejen er altså geografi og ikke polemik. Men det forhold gør sig gældende langt mere generelt, end man først kunne fristes til at tro. På et tidspunkt skriver Ursula Andkjær Olsen: ”Dette er ikke en teori. Det er en tautologi. En meget stor tautologi.”

Hvis den gennemgående tendens i digtsamlingen er, at kritiske udsagn og fasttømrede holdninger ikke kan finde sted, giver hun så ikke her en karakteristik af tingenes tilstand som en stor kosmologisk sammenhæng, hvor intet kan siges at være mere sandt end andet, fordi alt eksisterer side om side i en stor tautologisk grød? Og er det ikke samtidig en karakteristik af hendes egen poesi som et virvar af alle mulige fænomener, som hænger sammen i en stor grød? Jo, delvist.

Men det er vigtigt at tage med, at selve udsagnet ”Det er en tautologi” også bliver lagt i munden på en fiktiv afsender – denne gang under overskriften ”Festligholdelse af fjenden”. Ideen om verden og poesien som én stor sammenhængende grød indtager ikke nogen særstatus i Ursula Andkjær Olsens geografi. Den er heller ingen overordnet sandhed.

Derfor er Ægteskabet mellem vejen og udvejen ikke et entydigt opgør med en gammeldags, skråsikker enten-eller-retorik til fordel for en ny mangfoldig retorik af ekstrem samtidighed. I det hele taget beskylder Ursula Andkjær Olsen ikke nogen for at være gammeldags – guderne skal ellers vide, at den slags tale dominerer såvel politik, som kunst og alt muligt andet i dag. Hun tegner derimod et fremragende nuanceret portræt af verden og de mange forskellige måder, vi forholder os til den i dag.