Tove Ditlevsen om sig selv

Tove Ditlevsens liv og digtning hører i sjælden grad sammen. Med selvindsigt og humor skriver hun ud fra udvalgte tekster sin egen litterære selvbiografi.

Tove Ditlevsen (1917- 1976) udfolder let og ubesværet, hvordan hendes værker og hendes eget liv hænger sammen fra debuten med digtene Pigesind i 1939 til aforismerne ’Parenteser’ i 1973. Det er noget så usædvanligt som en forfatter, der skriver sin egen litteraturhistorie.

Ditlevsen fortæller om omstændighederne ved tilblivelsen af sine værker og om, hvilke vigtige temaer, der er på spil i forfatterskabet, der spænder over digte, noveller, romaner og selvbiografier. Hun skriver med humor, ironi og sarkasme også om de helt svære ting fx forliste ægteskaber og misbrug. Ikke underligt at det til alle tider meget læste forfatterskab stadig inspirerer nye forfattere og sætter sig spor i musik, teater og film.

Hun kunne læse og skrive, inden hun begyndte i skolen, og skrev allerede som 10-årig vers og var optaget af salmer og folkeviser. Hun vidste tidligt, at hun skulle være digter, selv om faren sagde til hende, at en pige ikke kunne blive digter. Senere blev faren stolt af hende, men forholdet til moren var mere kompliceret, hvilket, sammen med de påvirkninger hun oplevede som barn, løber som en rød tråd gennem mange digte og tekster. Som det følsomme og iagttagende barn har hun altid følt sig fremmed i verden og mest til stede var hun, når hun skrev.

Vejen til at blive forfatter gik gennem indflydelsesrige mænd, den første var den over 30 år ældre redaktør af lyriktidsskriftet ’Vild Hvede’ Viggo F. Møller, og den sidste var chefredaktør Victor Andreasen.

De udvalgte digte og tekststykker i bogen går kronologisk frem og beskriver barndommen, pige- og kvindesindet, som også omfattede det mørke, hun ofte befandt sig i, og som på et tidspunkt udviklede sig til et misbrug med efterfølgende indlæggelse. Novellen ’En æggesnaps’ er i dag en klassiker om det loyale barn, der venter på sin mor, der kommer træt hjem efter arbejdet, og som moren trøster med at give hende lov til at røre en æggesnaps. Ingen ydre handling, men fyldt med sjælestemning. Som Tove Ditlevsen selv skriver: ..”er det den solskinshistorie, det kun blev mig beskåret at opleve i fantasien.”

I et digt fra 1961 kommer hun overens med det tunge i hendes liv: ”Jeg elsker det mørke og svære/ der spænder en ukendt kraft/ og volder en sødme lykken/aldrig har haft/”. Og hun skriver om, at hun …” var begyndt at kassere det enkle og sarte billede af mig selv som en godhjertet, troskyldig pige, der udelukkende var offer for verdens ondskab”. Hvor mange kan se sig selv så tydeligt?

Tiden var ikke med Tove Ditlevsen, men som bogen viser, var hun langt forud for sin tid, idet hun i den grad var tro mod egne oplevelser og erfaringer som barn, kvinde, hustru, mor og mod de udfordringer, rollerne livet igennem gav hende.

Bogen, der udkom første gang i 1975 kort før hendes selvmord i 1976, er en inspirerende introduktion til Tove Ditlevsen og kan anvendes til undervisning fra folkeskolen til selvstudium. Den smukke metalsortskinnende for- og bagside har øjne, der ser alt, og er i fin harmoni med den formfuldendte tekst.