Til T af Suzanne Brøgger

En bevægende læseoplevelse venter, når Suzanne Brøgger på eksperimenterende og lyrisk vis tegner et portræt af en dysfunktionel familie i 1950’erne oplevet fra børnehøjde.

Familien skal i skoven, og de skal også have forældrene til te; to umiddelbart overkommelige hverdagsbegivenheder. Men som historien folder sig ud er det tydeligt, at familien "Plys" ikke er en helt almindelig familie. Læseren møder de to piger - Tigerdyr (Sulamit) og Grisling (Bibsen) - begge på kanten til at blive teenagere, og den fire-årige dreng Kængubarnet (Pelle), der stadig ikke kan tale.  Dertil faren Jakob og Moren Lady Gaga (også kaldet Kængu), som har fundet på, at hele familien skal have navne efter Peter Plys’ elskede figurer.

Handlingen opleves hovedsageligt gennem Tigerdyrs øjne og ører. I flygtige tanker bagudrettet i tiden tegner Tigerdyr et portræt af en dysfunktionel familie. Lady Gaga er den person, hvorom alle andre i familien er i kredsløb. Hun er utilregnelig, depressiv, selvmorderisk og har flere sammenbrud bag sig. Gagas udfordring er, at hun er utilpasset i sin egen familie og opfatter familien som en koncentrationslejr, samtidig med at hun drømmer om at få endnu et barn. Hun vil gerne og vil ikke. Mindst af alt magter hun at udfylde moderrollen, og faren Jakob er ikke nogen hjælp, ja han er underligt fraværende hele historien igennem.

Gennem familien Plys eksemplificerer Suzanne Brøgger ”den moderne familie” som institution; en familie i afmagt og måske endda i vanrøgt. Der skal både være plads til individet og fællesskabet, plads til at finde sin identitet med frit valg på alle hylder. Alt sammen imens man presses ned i familiære rammer og står til måls for samtidens kønsrollemønstre og forventninger. Der jongleres eminent med emner som identitet, kønsroller, feminisme, magtesløshed og familierelationer.

”Alt det, Tigerdyr får spat af og som Kængu i al sin afmagt har lagt fra sig, er det, som moderne mennesker i stigende grad vil projicere uden for sig selv, et ansvar, de vil lægge fra sig, og som vil vokse sig rigtig stort som det samfundsanliggende, der hedder omsorgssektoren i velfærdssamfundet. Staten vil tage over dér, hvor individet slipper op”.

Suzanne Brøgger er yderst overbevisende i skildringen af familien oplevet gennem barnet. Det, der går rent ind hos læseren, er alt det børn opfatter og måske-måske ikke fordrejer i deres fantasi - alt det, de voksne tror, børn ikke hører. Men små potter har også ører. 

Fortællemæssigt serveres historien på utraditionel og eksperimenterede vis. Nutidige ting og dilemmaer bringes ind i en "1958-kontekst", hvilket gør romanen tidløs og stedløs i sit udtryk. En alvidende fortæller blander sig ofte med sine modne og moderne reflektioner, ligesom forfatteren selv også stikker hovedet frem. Barnets fantasifulde naive synsvinkel kontra den ydre modne synsvinkel er meget interessant og virkningsfuld i behandlingen af tematikken "den moderne familie".

Jeg spår, at enten vil man elske eller hade ’Til T’. Der er simpelthen ikke nogen middelvej, da den er yderst original og anderledes fortalt. For nogen vil formen være forstyrrende for læseoplevelsen og budskabet, for andre vil romanen byde på en udfordrende, bevægende oplevelse.