Fri os fra kærligheden af Suzanne Brøgger

Debutbogen fra 1973 er med forfatterens egne ord ”den bouillonterning, der indeholder ingredienserne til resten af mit forfatterskab”. Men holder den i dag?

Som ganske ung  i de fjerne halvfjerdsere var jeg meget optaget af Brøggers krasse udmeldinger om køn og kamp. Dengang havde jeg aldrig hørt noget lignende, og selv om Suzannes person var alt for flamboyant at spejle sig i, bidrog hendes provokationer alligevel til mit ungdommelige oprør mod de småborgerlige konventioner. Derfor var jeg spændt på at genlæse bogen efter så mange år, hvor egne erfaringer med parforhold og børn er føjet til ballasten.

Bortset fra nogle få justeringer i det første essay, hvor de mest tidsaktuelle referencer er fjernet og ”krigen mod terror” er skrevet ind, mens ”atomkrig” er udeladt, ser teksten ud til at være uændret. Men da der ikke er tale om letkøbte udmeldinger, men lærde og gennemarbejdede betragtninger, forekommer bogen stadig meget vedkommende og relevant. Brøgger referer til bl.a. Paul la Cour, Karen Blixen og franske filosoffer en masse – samtidig med at hun i vid udstrækning inddrager sine egne eksotiske erfaringer. Allerede som ung kostskolealumne kunne hun tilsyneladende fremvise en elskerskare, der gav mindelser om FN’s plenarforsamling.
Brøggers analyse af kvindeundertrykkelse er særdeles skarp og maner til eftertanke. ”Privatlivet kan være direkte sundhedsfarligt”. Og selv om hun udstiller mænd som voldtager og krænker, er hun jo ikke mandefjendsk som sådan, hun påviser ligeledes hvordan mændene også på mange måder er ofre for de indgroede mønstre i den patriarkalske kultur, således at begge køn er blevet fremmede for hinanden og deres egen kønsdrift.

Uanset om man er enig i hendes betragtninger eller ej, kan man ikke komme udenom, at bogen er forrygende velskrevet og veloplagt og sprudler af humor og generøsitet – det er en rigtig overskudsbog, som jeg synes fortjener at blive genudgivet, for den har stadig meget at sige os i dag. Et udsagn som ”Erotik er ikke at kunne, men at være” er et godt eksempel på en eviggyldig sandhed, som Brøgger formår at formulere så overbevisende enkelt.