Rapport fra de indre landskaber af Paul Auster

Ærlig, personlig og meget detaljeret rapport over Austers barndom og ungdom og de mange begivenheder, oplevelser og mennesker, der har gjort ham til den, han er i dag.

’Rapport fra de indre landskaber’ følger efter selvbiografien ’Vinternoter’, der udkom i 2021. I ’Vinternoter’ var det primært Austers fysiske omgivelser gennem hele livet, der var i fokus, det var hans legemlige selv og hvad dette selv var udsat for og havde oplevet. Rapport fra de indre landskaber er ligeledes selvbiografisk, men her er det de mentale aspekter af selv samme selv, det er de psykiske forhold i barndommen og ungdommen, som har formet Auster til den, han er. Sådan lyder den korte beskrivelse på romanens flapper.

Romanen er skrevet i du-form, præcis som også Vinternoter var. Denne form er meget intim, Auster skriver til sit eget selv, men samtidig skriver han også direkte til læseren, som om det er vores liv og historie, der fortælles. Eller det kunne det være, for Austers fortælling kunne tilhøre mange.

Sproget, Austers sans for detaljerne og hans evne til at gøre det hele meget levende fornægter sig ikke. Det er nogle meget fine betragtninger, flere situationer kan man genkende fra sin egen barndom, eller i hvert fald følelserne og den måde, som børn oplever verden på.

Bogen lever meget godt op til titlen, for den har klart træk af at være en art rapport. Det er én lang talestrøm, og til tider en smule kedsommelig. Lige på det punkt lever romanen ikke helt op til Austers tidligere bøger, men Auster er stadigvæk Auster - og skrive det kan han!

Helt konkret så følger vi Austers allertidligste erindringer fra barndommen og ind i ungdommen. Det er verden set og oplevet med et barns øjne, et barn der lidt efter lidt opdager, hvordan verden rent faktisk er skruet sammen. Det uskyldige barn, der naivt tror på alle og bliver slemt overrasket, når det viser sig at ikke alle tror på ham. Vi får det hele med, familie, slægt, venner, skolegang – og måske noget af det mest interessante, Auster beskriver hvordan hans glæde ved at læse og skrive opstår og udvikles tidligt i barndommen.

For at fuldføre rapport-stilen, sluttes romanen af med et over 60 siders ”album” med fotografier og billeder, der illustrerer de fleste emner og begivenheder, som Auster har været omkring. Det fungerer rigtig godt og gør bogen langt mere autentisk. Jeg kan dog ikke lade være at tænke på, hvor meget der rent faktisk er sandt og hvor meget, hvis noget overhovedet, der er opdigtet. Vi ved jo alle at erindringer kan spille os et pus, især efter mange år. Ikke desto mindre er det et overflødighedshorn af historier, der alle har været med til at forme forfatteren, og dét er spændende! Det sætter virkelig tanker i gang om, hvor lidt der skal til for at ændre et menneske for altid, hvordan små begivenheder, kommentarer fra en lærer eller ven kan påvirke en langt ind i ens voksenliv.

Så denne rapport giver os både Austers egen personlige historie, og samtidig får vi også den store historie, der danner rammen om et menneskes liv og opvækst - vi får et sjældent indblik i, hvad der skaber og danner et menneske og det i sig selv er ret fantastisk.