Mowgli af Sarah Engell

Sprog og billeder står stærkt i den fremragende billednovelle ’Mowgli’. En dramatisk fortælling med en vild billedside om savnet af ord og en pige fanget i mørket bag låste døre.

Der bor en pige i mørket bag en låst dør. Mor er er der nogle gange, andre gange er hun væk i flere dage, men én ting er hun god til, og det er at lege gemmeleg og Kongens efterfølger. Ind i mellem lyder der stille sang gennem ventilationsristen. Ordene fra sangen er de eneste ord, som pigen kender. Når stemmen synger, tændes der et lys i mørket, og pigen forestiller sig, at det er sådan, stjernerne må se ud. Men en dag går døren op.

Ord og manglen på sprog har en kæmpe betydning i denne meget vellykkede billednovelle af Sarah Engell med illustrationer af Cato Thau-Jensen. Bogens sort hvide illustrationer fortolker Engells tekst gennem motiver, men er samtidig en egen stemme i historien, hvor både tekst og illustrationer giver plads til læserens fantasi.

’Mågerne har ingen sted at bo, sagde mor, og det var så trist, at pigen fik tårer i øjnene. Det var godt at hun boede her sammen med mor. Det var godt, at hun aldrig var alene’.

Fra start til slut udstråler ’Mowgli’ Sarah Engells vilde forestillingsevne og kolossale talent. I alt hvad hun rører ved, spinder fortællingens motor som en mis. Nogle gange knurrer den som en vildkat eller brøler som en løve, men uanset hvad og hvordan er jeg imponeret. Forfatteren udviser tillid til sin læser, og særligt i ’Mowgli’ kommer dette stærkt til udtryk. Bogen indeholder hverken ’før’ eller ’efter’, i stedet stiller Engell skarpt på pigens liv nu og her.

Vinklingen på det usagte og pigens mangel på begreber og ord, gør fortællingen ekstremt effektfuld og får fantasien til at eksplodere. Engell udtrykker pigens sindsstemning gennem fortællingen, og bogen fortæller, gennem den dystre og vilde billedside, pigens dramatiske historie og forestilling om verden med de få ord, hun kender fra sangen ’Solen er så rød, mor’.