Anmeldelse
Margrete I af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Storslået historisk roman om Margrete I fortæller lyslevende om magtmennesket og kvinden, der på alle måder overskred sin tids grænser for at skabe fred.
Margrete I (1353-1412) er en markant skikkelse i Danmarks historie, som er mest kendt for at samle Norden i 1397 med Kalmarunionen. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har skrevet en storslået historisk roman, der favner dronningen som barn, ung pige, hustru, mor og senere en visionær og kompetent regent for hele Norden i en turbulent tid.
Som kvinde overskred Margrete I alle grænser, Hun fik magten, men som et dybt religiøst menneske, hvor også det overtroiske spillede en rolle, gav den hende anfægtelser og søvnløse nætter. Vi kommer tæt på hendes sorg, ensomhed og kærlighed livet igennem og på et fascinerende menneske med alle nuancer, skrevet med en sælsom dybde, indlevelse og sanselighed. Det er en kæmpebedrift at gøre middelalderens konflikter og dagligliv så lyslevende.
Margrete I var yngste datter af Valdemar Atterdag (1320-1375) og dronning Helvig (ca.1320-1374). Helvig gik i kloster, da Margrete var helt lille, og hun er vokset op uden tæt kontakt til sine forældre. Som 10-årig blev hun gift med kong Håkon af Norge (1340-1380) og sendt til Akershus i Norge. De fik en søn, Olav (1370- 1387). Indtil han blev 15, var Margrete hans formynder.
Romanen starter med den tiårige Margrete som barnebrud i Danmark, hvor hendes storebror Christoffer dør. I Akershus i Norge er Håkon ofte bortrejst, og Margrete bliver udsat for en streng, religiøs opdragelse af Merete Ulvsdatter, som var datter af Den hellige Birgitta. Hun får af sin far tjenestepigen Kerstin, og han siger til hende, at hende må hun aldrig sende bort. Kerstin er en klippe for Margrete, når presset udefra bliver for hårdt, men det er også en tvetydig relation, der skaber konflikter til omverdenen. Kerstin er en gådefuld person med forbindelse til underjordiske kræfter. Hun er måske en karakter, der er skabt af forfatteren, men via hende får vi indsigt i Margretes dilemmaer, tvivl, sorg, vrede samt følelses- og tankeliv.
Det er lige så meget denne relation, man som læser er optaget af, som hvordan Margrete bliver den magtfulde person, der skaber sig det råderum, så hun kan underlægge sig Danmark, Norge og Sverige. ”..digtenes berusende forelskelse kender hun intet til. Hun kan lukke ting inde, og hun kan lukke ting ude, det er bedst sådan.” Den lange, kantede og helt usædvanlige vej til at blive fuldmægtig frue, husbond og hele Danmarks riges formynder er skrevet ubesværet og med et enestående overblik.
Det er en urolig tid præget af krige, konflikter og sørøvere. Alliancer skifter. Man skal holde sig gode venner med stormændene og biskopperne. Farefulde rejser rundt for at sikre sig opbakning er nødvendige. Pest og sygdomme hærger, og mange dør i en ung alder. Selv om kirken har stor magt, er folketroen også levende. Uhyggen fra de underjordiske bliver levende med vætter, helheste, elverpiger, nissekoner og åmænd. Margrete har drømmesyner, men forstår ikke altid betydningen af dem. De døde fylder i hendes bevidsthed, og da hun bliver mor, får kærligheden to ansigter: lykke og angst.
Det lyriske og sanselige sprog med mange metaforer angiver stemninger og sindelag. ”Himlen er skuret lilla, stænket med guld”. ”Vinternatten er et vingeslag, menneskene er dun, der falder fra himmelhvælvet”. Gamle talemåder, citater fra Bibelen bruges i dialoger og beskrivelser i en troværdig balance, der fortæller om værdier og tidens tankegods.
Forfatteren har sat nye standarder for den historiske roman, ligesom hun gjorde med Hildegard.. Danmarkshistorien bliver lyslevende med dette vellykkede portræt af en kvinde og et magtmenneske.

Kommentarer