Man gjorde et barn fortræd

Tove Ditlevsens smukke og tidløse romandebut er en coming-of-age fortælling fra et arbejderkvarter i 1940’ernes København.

Romanen indledes varmt af Malene Ravn, der byder læseren velkommen og fortæller om den betydning, bogen har haft for hendes egen familie. Som et naturligt arvestykke er bogen vandret rundt i bogreolerne fra hendes mormor og mor til hende selv og datteren.

Romanen foregår i 1940’erne, og hovedpersonen er den søde, skrøbelige og eftertænksomme Kirsten på nitten år, der bor hos sine forældre. Hun føler sig ofte ensom og rastløs, og hendes forældre behandler hende som et barn. Hver gang hun skal ud om aftenen, skal hun lytte til en masse kritik, særligt af hendes veninde Nina og den måde, hun lever sit liv på. Når hun besøger Nina, snakker hun meget med Jørgen, der læser til læge, og som hovedsageligt benytter tiden på at kritisere Nina og vennen Egons ubekymrede opførsel.

Jørgens mange velovervejede betragtninger beroliger Kirsten, og hans stemme virker på hende som musik, der sætter dejlige tanker i bevægelse. Selvom det nemmeste for Kirsten er at blive hjemme om aftenen, nyder hun at komme ud, så hun kan sidde som iagttager til livets tilbud. Hun betragter verden opfyldt af en efterhånden større angst:

”Det var, som løb der i hendes indre en dyb og tusmørkegylden flod, på hvis bund hendes livs hemmelighed lå begravet”.

Denne hemmelighed fylder mere og mere, men da hun er ved at blive knust under vægten af den, finder hun modet til at tage sit liv tilbage.

Bogen er Tove Ditlevsens romandebut, og den tilbyder sin læser et indblik i livet i arbejderklassen omkring år 1940. Historien fortæller om klasseforskelle og fattigdom, om lukkede små værelser, angst, men også om håb og handlekraftighed. Kirstens far er arbejdsmand og ligger på divanen og læser romaner om verden udenfor hver eneste aften. Hendes mor er evigt skuffet over selvsamme verden. Hele livet har Kirsten skullet manøvrere mellem forældre, der enten straffede hende med tavshed eller druknede hende i overdrevet omsorg. Romanen følger Kirstens ensomme rejse frem mod en frigørelse, der sætter hende i stand til at reflektere over verden omkring sig. Som læser kan man ikke tage Tove Ditlevsen ud af bogen, og man får hurtigt en fornemmelse af, at romanen har mange sammenfald med forfatterens eget liv.

Det er en tidløs roman, der sart og fint beskriver, hvordan barndommens traumer kan vokse sig så store i voksenlivet, at man bliver som lammet. En coming-of-age fortælling, der efterlader sin læser eftertænksom og lettet.