Hej menneske af Merete Pryds Helle

Intelligent og fascinerende stenalderroman.

Ja, det lyder måske mærkeligt, men det er ikke engang løgn. Det er dét, Merete Pryds Helle har skrevet denne gang; en stenalderroman.

Sidst var det en krimi, skrevet under pseudonymet Liv Mørk i samarbejde med gemalen Morten Søndergaard. Og før den den lille fine roman om Romeo og Julie på Nørrebro.

Denne gang har Merete Pryds Helle skrevet en roman om den 30-årige arkæologistuderende Edith. Edith befinder sig i Jordan, hvor hun deltager i udgravningen af en nitusind år gammel stenalderlandsby.

Under en udgravning af et af husene, af Edith kaldet ”Ediths hus”, bliver hun bidt af en hvid skorpion. I en uge ligger hun på sit hotelværelse med et meget tykt ben og i en underlig feberdøs. Hun begynder at skrive sit universitetsspeciale om livet i stenalderlandsbyen. Men specialet udvikler sig til en poetisk og indlevende fortælling om et kvindeliv i stenalderen.

Denne fortælling udgør størstedelen af romanen, og det er et fascinerende kvindeportræt og en intelligent levnedsbeskrivelse af stenalderen, Merete Pryds Helle har begået.

Det er interessant at læse om et liv så fjernt fra vores i tid. Hvor mennesker levede i stammer og jagede dyr, men hvor de begynder at interessere sig for at dyrke korn og holde husdyr. En barsk tid, hvor mange døde, men også en tid med en næsten moderne viden om cyklus og børnebegrænsning.

På forsideomslaget kan man læse, at forfatteren selv er overbygningsstuderende i nærorientalsk arkæologi på Carsten Niebuhr instituttet. Midt i romanen er der adskillige sider med fotos fra udgravningen af ”Ediths hus”. Forfatteren har altså selv deltaget. Det forklarer den interessante blanding af faglighed og poesi.

Stenalderen er meget længe siden og ikke lige noget, jeg går og tænker på hver dag. Men Merete Pryds Helle gør med denne fascinerende roman stenalderen levende og vedkommende, og det er godt gået.